Fire metoder til at opnå relevante rammebetingelser

Kim Fausing, øverste direktør for Danfoss, har lige gjort det. I tirsdagens udgave af Information forklarer han således, at det er skuffende, så fraværende fokus på energieffektivitet er, ved det igangværende klimatopmøde, COP 26, i Glasgow.

Danfoss’ udmelding er langt fra begrænset til Informations sider. Virksomheden har i dagene omkring COP26 kørt en større, international kampagne med netop det budskab. Link til spor 2 om samme.

Dét, Danfoss og dens administrerende direktør gør, er præcis dét, som de tre forfattere bag bogen ”Strategisk Bæredygtighed – den nye ledelsesopgave”, anbefaler: Kim Fausing ”læner sig ind”, som det hedder i bogen.

Læs også: Danfoss sætter fokus på energieffektivitet til COP26 i ny kampagne

”Der er brug for, at topledelsen, især den adm. direktør og måske også formanden (for bestyrelsen, red.), læner sig ind og er med til at skubbe på, at udviklingen går i den rigtige retning. Ikke alene via den måde, man producerer på, eller de produkter man producerer, men simpelthen ved at man melder sig ind i samfundsdebatten,” siger Annette Stube i et interview med Børsen Bæredygtig.

Hun har sammen med Lene Serpa og John Kornerup Bang arbejdet med bæredygtighed i over 20 år og de er forfatterne bag ovennævnte bog. I ti år stod de sammen i spidsen for arbejdet med bæredygtighed hos Mærsk.

For at sikre forretningen
Behovet for et stærkere engagement i den offentlige debat om transformation og bæredygtighed handler om at sikre sin forretning og ikke primært om f.eks. moral, værdier eller image.

Det er benhård business, at når virksomhederne skal levere løsninger på klimakrisen og forventes at lægge strategier, der bygger på Paris-aftalen, så er de nødt til at sikre sig, at det også er den retning, virkeligheden bevæger sig i.

For hvis ens strategi indebærer betydelige investeringer i udviklingen af net-zero løsninger, mens de politiske rammebetingelser ikke bakker op om det mål, så har man investeret uden for udfaldsrummet i ens strategi, og så fejler ens forretning sandsynligvis.

Topledelsens aktive deltagelse i den offentlige debat er dog ikke den eneste måde for en virksomhed at påvirke sine egne rammebetingelser. I bogen, Strategisk Bæredygtighed, fremhæver og forklarer de tre andre metoder og viser med casebeskrivelser, hvordan Mærsk har benyttet disse.

”Det er vores erfaring, at der er flere metoder, en virksomhed kan benytte sig af, hvis den gerne vil påvirke sine egne muligheder på langt sigt indenfor rammerne af det scenarie, der fører mod bære- dygtig udvikling. Fælles for dem alle er, at man investerer tålmodige ressourcer i at gå forrest i at skabe forandring,” skriver de i bogen.

De tre metoder er deltagelse i alliancer, deltagelse i arbejdet med at definere standarder og om at gå forrest med innovation, med det formål at være med til at bestemme udviklingen for ens branche og samtidig bidrage til regler og rammer, der hjælper både virksomheden og samfundet mod det rigtige mål.

Hvad er alliancer?
Et eksempel er Getting to Zero-koalitionen, hvor mere end 150 virksomheder inden for den maritime sektor, energi- infrastruktur- og finanssektorerne sammen og med støtte fra relevante regeringer og internationale organisationer sammen arbejder for at gøre net-zero søfart på kommercielle vilkår inden 2030 muligt.

I mindre og dog national skala finder man interesseorganisationen SYNERGI, som på sin hjemmeside skriver, at de ”arbejder for, at Danmark reducerer sit energispild – i industrien, i de offentlige og almene bygninger og i de danske hjem.” SYNERGI  har 11 medlemsvirksomheder, og blev stiftet i 2018 af Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux for at sikre sig, at energieffektivitet altid er en del af de debatterede løsninger, når det handler om grøn omstilling.

Hvorfor skal man involvere sig i arbejdet med standarder?
Behovet for grøn omstilling har allerede kastet øget kommunikation og afledt fokus på greenwashing af sig, og desuden ganske mange forhandlinger i EU-regi, som skal definere, hvad der tæller som grønt. Det skaber et behov for fælles opgørelsesmetoder og grænsedragning. Så hvem bestemmer dem?

I bogen Strategisk Bæredygtighed, fortælles der bl.a. om Clean Cargo-gruppen, ”… et forum for bæredygtighed i container shipping industrien, hvor repræsentanter for shippingbranchen og deres kunder i mere end 15 år har samarbejdet om udviklingen af standarder for måling af udledningen af drivhusgasser fra skibsfragt. I dag bruges opgørelsesmetoden til at indsamle data fra alle rederier og etablere f.eks. et årligt benchmark, som Mærsk benytter i kommercielle udbud og i årlig rapportering til kunderne om CO2-udledninger.

Innovation som driver andre til handling
At sætte sig et mål, der kræver nye løsninger for at blive indfriet, fulgt af investeringer i at udvikle netop disse løsninger er en anden måde virksomheder kan trække en udvikling i en retning, de selv og samfundet kan nyde godt af.

I Strategisk Bæredygtighed antyder forfatterne, at en sådan innovationskurs kan være med til at vise andre beslutningstagere, at der ikke er en modsætning mellem klimahandling og jobskabelse, ved f.eks. at pege på helt nye styrkepositioner for erhvervslivet. 

Læs også: Ny bog vil hjælpe de øverste ledelseslag med bæredygtighed

Det gælder f.eks. den danske vindmølleindustri, hvor både Vestas og Ørsted ved selv at investere i innovation tiltrak partnere og midler, som kunne løfte dem til det høje niveau af ekspertise, de besidder i dag, og samtidig gjorde det relevant for skiftende regeringer gennem 20 år at sikre stabile rammebetingelser og offentlige midler til forskning.

Om forfatterne: 

Annette Stube har siden august sidste år været øverste chef for bæredygtighed og medlem af koncernledelsen i den finsk-svenske skovvirksomhed Stora Enso.
John Kornerup Bang har ansvaret for en bæredygtig transformation i Stora Enso
Lene Serpa er i dag chef for corporate sustainability i Mærsk.