Læs og forstå: Omni hvad for en bus?

Det begynder med EU’s svækkede konkurrenceevne, som Ursula Von de Leyen som kommissionsformand er nødt til at lægge energi i at rette op på. Så blev der udarbejdet en rapport, holdt et topmøde og herfra kom Budapest-erklæringen, som bl.a. indeholder et mål om at reducere rapporteringsforpligtelserne i EU med 25 procent allerede i 2025. 

Så 8. november 2024 afslørede Ursula von der Leyen på et pressemøde planer om en "omnibus-forordning", der skal forenkle og strømline EU's ESG-rapporteringsforpligtelser. Noget der overraskede selv de andre kommissærer.

Forslaget til omnibussen forventes at blive offentliggjort den 26. februar 2025.

Strømlining af tre stykker lovgivning

Von der Leyen forklarede, at omnibussen ville omfatte rapporteringskrav fra Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), EU Taxonomy Regulation og Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD).

Fejlagtigt blev det i første omgang af mange udlagt som at de tre reguleringer skulle samles i en. Det er ikke tilfældet. En omnibus er en måde at samle ændringer til flere styker lovgivning i en pakke, som benyttes for at effektivisere ændringsprocessen. Det er dog et sjældent benyttet værktøj. 

Denne her skal samle forenklinger og strømlining af de tre nævnte reguleringer for at reducere rapporteringskravene. Von der Leyen understregede ved pressekonferencen, at kerneindholdet i direktiverne og forordningerne skal bevares. Det erklærede mål med omnibussen er at fjerne overlap og dobbeltarbejde. 

Argumenter imod

Opbakningen til omnibussen har ikke har været højlydt, om end man kan gætte på, at afsenderne på alle artiklerne og debatindlæggene de senere år, om hvordan CSRD er en alt for stor byrde, er tilfredse med Von der Leyens udmelding. 

Kritikerne af omnibussen prøver derimod at blive hørt. F.eks. udsendte rådgivervirksomheden Frank Bold sammen med WWF EU på vegne af 90 organisationer allerede midt i december en erklæring, hvor de kritiserede omnibus-forslaget. Hovedpointerne i dette dokument er: 

• CSRD er en katalysator for den nødvendig omstilling af økonomien
• Juridisk forudsigelighed skal prioriteres højere end kortsigtet politisk handling
• Der er i implementeringsvejledningerne til CSRD gjort meget ud af at skabe fleksibilitet og mulighed for at prioritere for virksomhederne.
• CSRD omfatter 0,2 procent af EU’s 32 millioner virksomheder.
• Rapporteringsstandarderne (ESRS) sikrer compliance med andre internationale standarder

D. 14. januar 2025 udsendte NGO’en Oxfam en erklæring på vegne af 160 civilsamfunds-organisationer, hvor de kritiserer omnibussen for at skabe dyr forvirring og sænke beskyttelsen af mennesker og planeten. De opfordrer EU Kommissionen til at 

• aktivt beskytte lovgivning, som stiller virksomheder til regnskab for deres handlinger,
• bekræfte tidsplanen for deres omsætning til national lovgivning og implementering, og
• sikre fuld gennemsigtighed om omnibussens rationale, omfang, tidslinje, lovgivningsproces, impact assessment og høringsperiode.

Skyggen fra Tyskland 

Især en handling har vist, at det er en berettiget bekymring, at omnibussen kan åbne døren til alle mulige ændringer af især CSRD og CSDDD. 

Den tyske kansler, Olaf Scholz, har således skrevet til EU-Kommissionen og foreslået at CSRD udsættes i to år og begrænses til langt færre virksomheder. Det er tydeligvis primært et indspil i den pågående valgkamp i Tyskland, hvor Scholz er presset. 

Men det viser, at åbner man først for ændringsposen, kan det være svært at skærme lovgivningen mod de mange, politiske kastevinde, den globale scene byder på i øjeblikket. 

"Vatarmspolitik"

Det slår næppe helt så hårdt igennem, at en bæredygtighedsrådgiver og klummeskribent i Berlingske fra Danmark præsenterer et andet perspektiv. Men lad os alligevel se, hvad Lotte Hansen skriver i sin seneste klumme: 

“Jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt patetisk, at vi midt i denne globale krise, både fra regeringens side og vores erhvervsorganisationer, begynder at tale om deregulering. Det er så inkrementelt vatarmsagtigt at tro, at mindre regulering lige nu redder EUs globale markedsposition. Det er tid til at gøre en reguleringspegefinger til en grøn jernnæve, hvor vi køber ind efter de principper, vi selv opstiller. Jeg synes konkret, vi skal bruge EUs bæredygtige regulering som vores måde at være protektionister på. Vi har faktisk fået skabt nogle fælles rammer for, hvordan man opfører sig ordentligt som virksomhed på de grønne og sociale områder.”