Global undersøgelse: Byer verden over flytter sig væk fra kysten på grund af klimarisici
Et nyt internationalt studie viser, at over halvdelen af verdens kystnære bebyggelser trækker sig ind i landet som reaktion på stigende klimarisici. Samtidig går andre regioner den modsatte vej, herunder København.
En ny global undersøgelse med deltagelse af forskere fra Københavns Universitet dokumenterer, hvordan kystnære samfund verden over omdanner deres arealanvendelse som svar på stigende klimarisici.
Ved hjælp af satellitmålinger af nattelys har forskerne kortlagt udviklingen i 1.071 kystregioner i 155 lande over en periode på næsten 30 år. Resultatet viser, at 56 procent af regionerne har trukket sig væk fra kysten fra 1992 til 2019, mens 16 procent er rykket tættere på, og 28 procent er stabile.
Ifølge studiet er det ikke primært hyppigheden af tidligere storme eller oversvømmelser, der driver ændringen. Det er nutidens sårbarhed: mangel på beskyttende infrastruktur og begrænsede økonomiske og sociale ressourcer.
” Vores analyse viser, at tilbagetrækning fra kystområderne hovedsageligt sker som reaktion på lav beskyttelse og svag tilpasningsevne i områder, hvor lokalsamfundene ikke har midlerne til at beskytte sig selv. Sådanne regioner oplever ofte en hurtigere tilbagetrækning, ikke nødvendigvis på grund af flere farer, men fordi de mangler kapaciteten til at blive”, udtaler Shengping Ding fra Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Studiet peger samtidig på, at verdens befolkning fortsat i høj grad bor tæt på havet. Over 40 procent lever inden for 100 kilometer af kystlinjen, hvor risikoen for storme, erosion og havstigning er voksende.
Klimarisici kolliderer med behovet for økonomisk udvikling
Studiet gør det klart, at mange lavindkomstlande står i et akut dilemma. På den ene side vokser risikoen for oversvømmelser, erosion og stormskader i de kystnære områder. På den anden side er netop de kystnære områder afgørende for adgang til handel og basal infrastruktur.
Det er særligt i Afrika og Asien, at denne konflikt bliver tydelig. Her viser undersøgelsen, at mange lokalsamfund fortsætter med at udvide bebyggelsen tæt på vandet, fordi socioøkonomisk fremgang vægtes højere end de langsigtede klimarisici. Mangel på alternative arealer og begrænsede ressourcer til at etablere beskyttelsesforanstaltninger betyder, at udsatte befolkninger bliver boende, selv når risikoen stiger år for år.
Kontrasten til mellemindkomstlandene er markant. Her har man ofte ressourcer nok til at gennemføre tilbagetrækning fra de mest udsatte kystområder, men endnu ikke økonomisk råderum til at bygge sig ud af problemerne med massive kystsikringsprojekter. Højindkomstlande som Danmark vælger derimod i stigende grad at blive ved kysten og stole på tekniske løsninger og robust infrastruktur.
- lhs
