Greenpeace stopper borerig på vej til Arktis
Onsdag morgen indtog 11 aktivister fra Greenpeace en Cairn-borerig med kurs mod Arkis. Cairns miljøvurdering er upræcis og sjusket, lyder det fra Greenpeece.
Tidligt onsdag morgen indtog 11 aktivister fra Greenpeace boreriggen Leiv Eiriksson, der sammen med et boreskib skal foretage fire testboringer for Cairn i Arktis. Aktivisterne har installeret sig på toppen af platformen med forsyninger til flere dage.
I følge Greenpeace har Cairn i år planer om at bore længere mod nord og væsentligt dybere end sidste år. Aktivisterne stoppede boreriggen, fordi en gennemgang af Cairns miljøvurderingsredegørelse viste, at standarden ikke er i orden. Eksempelvis er virksomhedens risikovurdering for alle de brønde, den ansøger om at bore ens - uanset om den ansøgte brønd er på 300 meter eller på 1500 meter havdybde, og om den ligger syd for Nuuk eller nord for Diskoøen, lyder det fra Greenpeace.
Cairns miljøvurdering er bevidst upræcis og sjusket. Det er helt uanstændigt, at Cairn ikke er seriøse omkring sikkerheden særligt når selskabet vil bore helt ned til 1500 meters vanddybde. Det er samme dybde som Deepwater Horizon, der sidste år var skyld i en af USA's værste naturkatastrofer, da 700 millioner liter olie fossede ud i den Mexicanske Golf. Cairn tager en meget stor risiko på Grønland og miljøets vegne, siger Jon Burgwald, der er klimamedarbejder i Greenpeace.
-SRR