Når verdensledere mødes til COP17, serveres kaffen med en gevinst for naturen
Når FN-delegationer fra hele verden samles i Armenien til COP17 den 19.-30. oktober, bliver der serveret PURO-kaffe. Gennem PUROs partnerskab med World Land Trust og en lokal naturbeskyttelsesorganisation skal initiativet bidrage til at beskytte biodiversiteten og sikre værdifulde naturområder i Armenien.
Foto: Freehand Coffee Company
PURO-kaffe på COP17 støtter naturbeskyttelse i Armenien
Store internationale konferencer har et betydeligt forbrug af blandt andet kaffe og andre forfriskninger. På årets COP17 bliver kaffepausen koblet til et konkret naturbevaringsprojekt.
Bag projektet står et partnerskab mellem World Land Trust, PURO Coffee og Foundation for the Preservation of Wildlife and Cultural Assets (FPWC), som arbejder for at bevare naturen og støtte lokalsamfund og dyreliv i Armenien.
Fra kaffekop til naturbeskyttelse
Under COP17 serveres PURO-kaffe på tværs af konferencens områder. Kaffesalget indgår i et partnerskab om Armeniens Caucasus Wildlife Refuge. Her skal 3.000 hektar naturområde med stor biodiversitet beskyttes og forbindes med et større landskab på cirka 30.000 hektar.
Projektet passer dermed godt til topmødets slogan “Taking action for nature”. Sammenhængende naturområder er afgørende for arter som den persiske leopard, der kan have territorier på op til 10.000 hektar.
Med Armenien-projektet har PURO sammen med World Land Trust været med til at finansiere beskyttelsen af 30 naturreservater, som tilsammen dækker mere end 100.000 hektar.
PURO i Danmark
PURO er en del af MIKO-gruppen, som også står bag Freehand Coffee Company. Freehand forhandler PURO-kaffe på det danske marked.
“Vi tror på, at kaffe kan bidrage med mere end en god smagsoplevelse. Med PURO er naturbeskyttelse en fast del af forretningsmodellen, og det er vi stolte af at kunne tilbyde vores danske kunder. At PURO-kaffen bliver serveret på COP17, hvor verdens natur og biodiversitet er på dagsordenen, viser, hvordan vores daglige kaffeforbrug kan være med til at finansiere konkret naturbeskyttelse,” siger Michael Schiedel, administrerende direktør i Freehand Coffee Company.
Siden 2005 har PURO samarbejdet med World Land Trust om at kombinere kaffesalg med naturbeskyttelse. To procent af salget af PURO-kaffe doneres til World Land Trust, som arbejder for at beskytte truede naturområder over hele verden.
PURO-kaffen er Fairtrade-certificeret og kommer blandt andet fra certificerede kaffefarmere i Honduras.
Langsigtet finansiering af naturbeskyttelse
Ved tidligere COP-møder har deltagerne fremhævet de høje omkostninger til mad og forfriskninger. Partnerskabet skal koble det forbrug til konkrete resultater for naturbeskyttelsen. Projektet skal ikke kun beskytte dyrelivet. Det skal også løse en af naturbevarelsens største udfordringer: at sikre finansieringen på lang sigt.
En del af projektet er et lokalt solenergianlæg. Det skal skabe indtægter, der kan være med til at finansiere beskyttelsen af levesteder og leje af jord på lang sigt. Solcellerne placeres på landsbyens tage i stedet for i naturen. På den måde bruges arealer, der allerede er bebygget, og levestederne for dyrelivet bevares.
For World Land Trust bygger initiativet videre på et internationalt arbejde med at beskytte og forbinde naturområder. For FPWC er det samtidig en mulighed for at udvikle nye modeller for langsigtet finansiering af naturbeskyttelse i Armenien og resten af Kaukasus.
