Ny klimalov: Tiden presser på for nye mål og større ansvar
Inden årets udgang skal Danmark vedtage en ny klimalov med mål for 2035. Med COP30 og EU-formandskabet i horisonten er behovet for en opdateret og ambitiøs klimalov akut. Spørgsmålet er, hvor ambitiøs Danmark tør være, og hvor bredt regnskabet skal føres.
Det er fem år siden, at Danmark vedtog sin første ambitiøse klimalov med mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030. Nu er det igen tid til at fastsætte en ny målsætning, denne gang for 2035.
Der er tidspres fra flere sider. Dels skal Danmark til sommer overtage EU-formandskabet og dermed nøglerollen i forhandlingerne om EU’s klimamål for 2040. Samtidig samles verdens lande til COP30 i november, hvor det er forventet at have nye nationale målsætninger med til forhandlingsbordet.
Derudover har klimarådet i sin seneste analyse vurderet, at den nuværende klimapolitik vil føre til en reduktion på 78 procent i 2035 sammenlignet med 1990. Et niveau, rådet anser for utilstrækkeligt i forhold til Parisaftalens målsætning om maksimalt 1,5 graders global temperaturstigning.
De grønne organisationer i 92-gruppen foreslår her en 90 procents-målsætning for 2035, om end klimarådet også vurderer, at selv denne ambitiøse reduktion ikke vil bringe Danmark i fuld overensstemmelse med Parisaftalen.
Samtidig peger Klimarådet på behovet for at supplere målet med en såkaldt reduktionssti eller et årligt budgetmål, der kan sikre en mere balanceret indsats over tid. Dermed undgås risikoen for, at nødvendige indsatser udskydes og samles i slutningen af perioden.
Nye spørgsmål på dagsordenen
Den kommende klimalov må også adressere nye, komplekse spørgsmål.
En central udfordring i udformningen af den kommende klimalov bliver spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i højere grad skal tage ansvar for de globale udledninger som er knyttet til dansk forbrug og investeringer. I dag omfatter det danske klimaregnskab kun nationale udledninger, men ifølge Danmarks Statistik er klimaaftrykket fra dansk forbrug i udlandet større end det nationale, og andelen er stigende.
Regeringsgrundlaget fra december 2022 rummer en hensigtserklæring om at undersøge konsekvenserne af at indføre et mål for forbrugsbaserede udledninger. En sådan tilgang vil dog fordoble den officielle CO2-udledning per dansker og dermed markant ændre billedet af Danmarks klimaindsats.
Samtidig diskuteres det, om klimaloven bør inddrage udledninger fra international skibs- og luftfart. I dag reguleres disse sektorer gennem FN-systemet og tælles ikke med i nationale regnskaber, hvilket betyder at store udledninger forbundet med danske aktiviteter i praksis forsvinder fra statistikken.
Et tredje emne er finanssektorens indirekte klimaaftryk. I 2024 var danske banker, pensionskasser og investeringsfonde ifølge Nationalbanken ansvarlige for udledninger svarende til næsten 120 millioner ton CO2 via deres investeringer. Det er næsten tre gange så meget som Danmarks samlede nationale udledninger.
En retfærdig omstilling?
På tværs af disse temaer opstår et fælles spørgsmål om klimaretfærdighed: Hvem bærer byrden ved CO2-udledningerne, og hvem skal betale for den grønne omstilling. Risikoen er, at hvis omstillingen vil møde modstand, hvis den ikke også er socialt bæredygtig.
En nylig meningsmåling fra Københavns Universitet viser dog, at den folkelige opbakning til den grønne omstilling indtil videre stadig er massiv, hvor 75 procent mener, at det vil kræve store ændringer i samfundsindretningen og i måden vi lever på generelt.
Hertil kommer også, at 51 procent mener, at ”Danmark bør begrænse udledningen af drivhusgasser så hurtigt som muligt, uanset hvornår andre lande gør det”. Kun 18 procent er direkte uenige.
Det tyder derfor på, at politikerne et langt stykke hen ad vejen kan regne med at have folket i ryggen, selv med de mest ambitiøse klimaplaner.
- lhs
