Klimapanelet har tre ønsker til Klima- og Energiminister
Før danskerne satte deres kryds til folketingsvalget 15. september, fik Klimapanelets medlemmer mulighed for at give deres bud på hvilke tiltag, der skal øverst på dagsordenen hos Danmarks næste Klima- og Energiminister.
I en undersøgelse foretaget lige før folketingsvalget i september måned, udformede klimapanelets medlemmer tre konkrete ønsker til landets kommende Klima- og Energiminister. Første ønske var mere fokus på alternative energikilder, eksempelvis solenergi, geotermi, biomasse og bølgekraft. Andet ønske var, at Danmark bør fremskynde målet om at blive uafhængig af fossile brændsler. Tredje og sidste ønske omhandlede, at Danmark bør forøge forsknings-, udviklings- og demonstrationsbevillingerne.
I undersøgelsen blev Klimapanelets medlemmer yderligere bedt om at komme med supplerende forslag til klima- og energitiltag. Besvarelserne tegnede et billede af, at grøn transport og el-biler også er et vigtigt indsatsområde for Klimapanelets medlemmer. Flere af panelets deltagere foreslår, at el-biler fortsat bør friholdes for afgifter. Andre af Klimapanelets medlemmer peger på, at politikerne bør sikre støtte til energiforbedringer i huse og etageejendomme.
Klimapanelet er et webbaseret netværk for dem, der arbejder professionelt og aktivt med klima i Danmark. Det har eksisteret siden sommeren 2011, og initiativtagerne bag panelet er DONG Energy og ugebrevet Mandag Morgen.
- OWG