Kæmpe miljøgevinst ved udskiftning af it-udstyr
De danske virksomheder kan spare op til 70 procent på deres elregning og dermed reducere deres andel af CO2-udslippet ved at erstatte deres servere og pcer med en løsning med fælles, såkaldt virtuelle servere og med tynde klienter, dvs. pcer uden harddisk og køling.
Det er beregninger fra it-virksomheden Transenna, der viser, hvor meget der kan spares. Transenna tilbyder danske virksomheder at overtage driften af deres it-systemer, så virksomhederne deler en større server med andre virksomheder i stedet for at have deres egen server.
Den store besparelse er dokumenteret ved målinger af pcernes og servernes el-forbrug, og de viser, at hvis en virksomhed med 20 pcer og 1 server skifter til tynde klienter og delt server, så kan den reducere sit årlige el-forbrug til it-driften med 70 procent, fra 5830 Kilowatt-timer til 1690 Kilowatt-timer.