Fra juridisk til politisk aftale

Den 7. december sætter embedsmænd, ministre og statsledere fra 193 af verdens lande sig til forhandlingsbordene i København, for at lave en aftale, der skal forbedre klimaets sundhedstilstand efter 2012.

Opgaven er blevet kaldt en af de mest afgørende globale udfordringer i dette århundrede, og intet tyder på, at det bliver nemt at nå målet om at skabe en global aftale, som reducerer CO2-udledningen så væsentligt, at temperaturen i verden ikke stiger mere end to grader. En stigning, som klimaeksperter udråber til at være smertegrænsen, hvis vi skal undgå katastrofale konsekvenser forårsaget af den globale opvarmning.

Der er altså meget på spil i København, og forventningerne har længe været, at der skal underskrives en ny juridisk bindende aftale i København, som skal være klar til at erstatte Kyoto-aftalen, der udløber i 2012. I løbet af de seneste måneder har retorikken, fra det danske værtskabs side og en række af verdens mest magtfulde nationer, dog ændret sig. Nu tales der ikke længere om nå en juridisk bindende aftale i København, men i stedet om en politisk aftale.

Bag nedjusteringerne ligger en erkendelse af, at der stadig er så mange bump på vejen mod en juridisk bindende aftale, at det bliver særdeles svært at nå til enighed allerede i København. Men også frygten for et totalt sammenbrud i København har været medvirkende til at visse lande har sænket ambitionsniveauet. Tysklands kansler Angela Merkel udtalte for nylig, at et forhandlingssammenbrud i København vil sætte den internationale klimapolitik flere år tilbage, og det mener hun ganske enkelt ikke, at verden har råd til. Derfor ser hun hellere en blødere politisk aftale end ingen aftale.

Spørgsmålet er så, hvad man kan forvente af en politisk aftale, og hvordan sådan en skal skrues sammen. Professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Klimapolitik,” Peter Nedergaard vurderer, at den aftale, der bliver indgået i København, vil komme til indeholde nogle reduktionsmål for CO2-udledningen, som de underskrivende lande forpligter sig til at nå indenfor en bestemt årrække. På et senere tidspunkt vil det så blive konkretiseret, hvilke instrumenter de forskellige lande skal bruge til at nedbringe CO2-udslippet. Det kan ske gennem kvotehandel, krav om direkte reduktion i de enkelte lande eller via CDM (Clean Development Mechanism), der fungerer ved, at I-lande køber kvoter i tredjeverdenslande mod til gengæld at investere i ny, energibesparende teknologi i landet.

”Jeg mener ikke, at det er realistisk at blive enige om, hvordan CO2-udledningen skal nedbringes på COP 15 mødet, men verden står altså heller ikke stille efter København. Næste år er der et COP 16 møde, hvor det her arbejde vil fortsætte på fuld kraft. Kyoto-aftalen var heller ikke fuldstændig på plads, da den blev underskrevet i Japan. Der var en del juridiske og tekniske detaljer, der først blev aftalt på de efterfølgende COP-møder,” understreger han.

USA og Kina er nøglespillere
Hvor ambitiøse målene om CO2-reduktion bliver i en såkaldt politisk aftale, afhænger i høj grad af USA og Kina, som er de to lande i verden, der udleder mest CO2.

USA, som ikke har ratificeret Kyoto-aftalen og traditionelt ikke er meget for at lave aftaler, der forpligter dem juridisk over for verdenssamfundet, er indtil nu ikke kommet med præcise mål for, hvor meget landet vil reducere deres udledning af drivhusgasser. Det skyldes blandt andet, at en ny amerikansk klima- og energilovgivning i øjeblikket er på vej gennem Repræsentanternes hus og Senatet. Den nye lov når næppe at blive færdigbehandlet før topmødet i København, så det er et åbent spørgsmål, hvor meget Obama overhovedet kan forpligte sig til ved COP 15 mødet.

De langstrakte forhandlinger om en ny amerikansk klimalov, skal ses i lyset af, at det i USA ikke er nogen indenrigspolitisk vindersag at kæmpe for klimaet i øjeblikket, mener Peter Nedergaard:

”USA står midt i den værste økonomiske krise siden trediverne og kæmper i øjeblikket med massearbejdsløshed, så befolkningen i almindelighed er ikke voldsomt interesseret i at skulle reducere udslippet af CO2 – især ikke hvis det indebærer højere afgifter på benzin og giver dyrere brændsel,” forklarer Peter Nedergaard. Han påpeger også, at der i USA er en særdeles magtfuld olie- og kul-lobby, der er langt stærkere end den, vi har i Europa.

Flere internationale eksperter og NGO’er venter derimod, at Kina, som står for lidt over en femtedel af verdens samlede CO2-udledning, vil være klar til at tage sin del af ansvaret i en kommende aftale. En af årsagerne er, at landet ser store muligheder i et kommende, blomstrende marked for grøn miljøteknologi, som vil blive hjulpet på vej af en ambitiøs miljøaftale. Et andet muligt incitament er, at landet har været hårdt ramt af ualmindeligt voldsomme tyfoner, hedebølger og oversvømmelser det seneste år. Men man skal trods alt ikke regne med, at Kina er klar til at tage hovedansvaret for at løse klimaproblemet af den grund, mener John Nordbo, der er leder af klimaprogrammet hos WWF og har fulgt klimadebatten i over ti år.

”EU har længe forsøgt at skubbe klimabyrden over på Kina, og det vil de ikke acceptere. De vil dog gerne lave en konstruktiv aftale, hvor de også selv bidrager. Men Kinas udgangspunkt er klart, at det er EU, der skal tage teten.” forklarer John Nordbo.

Spørgsmålet om finansiering splitter EU
EU, som rent geografisk ”lægger land til forhandlingerne”, har da også været udset til at gå forrest og samle resten af verdens lande. Men i stedet bruger EU-landene meget af tiden på at strides internt om, hvor mange penge der skal gives til U-landenes klimaindsats. Blandet andet har flere af de nyere EU-lande som Polen og Rumænien meldt ud, at de ikke har meget at give af i forhold til den vestlige del af Europa, som har en meget højere levestandard.

På FN´s sidste forhandlings møde inden København i Barcelona fik den manglende beslutsomhed og imødekommenhed de Afrikanske lande til at udvandre fra forhandlingerne i protest

U-landene i Afrika, som er de lande, der er hårdest ramt af klimaændringerne, er trætte af, at EU og de øvrige I-lande ikke er tilstrækkeligt villige til at betale for at stoppe de klimaændringer, de selv har skabt.

John Nordbo tolker afrikanernes udvandring i Barcelona, som et forsøg på at markere deres desperation overfor de rige lande.

”De afrikanske lande har ikke meget at skulle have sagt i forhandlingerne, så de må ty til den slags aktioner for at råbe offentligheden op, og markere, hvor galt det står til,” forklarer han.

Peter Nedergaard udlægger episoden en smule anderledes. Han peger på, at man ikke skal undervurdere afrikanerne, som han mener spiller spillet, for at sikre sig den økonomisk bedst mulige aftale - lige som alle de øvrige parter i forhandlingerne vil gøre frem mod København.