AKKC slår rekord i affaldsindsamling: 75 kilo på halvanden time
Mandag den 13. april snørede medarbejdere fra Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) skoene og trak i handskerne, da de deltog i Danmarks Naturfredningsforening landsdækkende projekt ’Affaldsindsamlingen’. Resultatet blev intet mindre end en rekord. På blot halvanden time indsamlede holdet hele 75 kilo affald.
AKKC - affaldsindsamling 2026, hele holdet. Foto: AKKC
For andet år i træk har AKKC deltaget i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende uge med ’Affaldsindsamlingen’. Hvor AKKC sidste år indsamlede 71 kg affald, blev det i år til en rekord på intet mindre end 75 kg indsamlet affald på blot halvanden time.
Indsatsen fra AKKC’s affaldsindsamlingshold fandt sted i Kildeparken, Skovdalen og Mølleparken, hvor affald af alle slags blev samlet op, lige fra cigaretskodder og plastik til mere opsigtsvækkende fund.
- Vi har igen valgt at støtte op om Danmarks Naturfredningsforenings initiativ, og vi gør det på udvalgte steder i byen, hvor vi selv har berøringsflader som arrangør, fortæller Jan Kvistborg, bæredygtigheds- og kulturchef i AKKC.
Holdet fra AKKC bestod både af faste medarbejdere og deltagere fra virksomhedens såkaldte Powerbank, der er en intern ressourcebank bestående af tidligere og pensionerede medarbejdere, hvor AKKC kan trække på tidligere og pensionerede medarbejdere, når der er behov for at skrue op for bemandingen i travle perioder eller til konkrete projekter såsom affaldsindsamlingen.
Blandt de mere bemærkelsesværdige genstande var et par bukser i en busk, en plastikdunk i et springvand, en grøn paryk, en sørøverpistol og dele af udklædning. Derudover blev der fundet alt fra briller, en cykelkurv og en drikkedunk til e-cigaretter, flasker og en nummerplade med tallet 580.
Anna Højen, Anita Oien, Emilie Schjeldahl med små plastiklåg. Foto: AKKC
Shotsrør et stort tema
Med indsatsen i Danmarks Naturfredningsforenings projekt ønsker AKKC ikke blot at gøre en konkret forskel i lokalområdet, men også at lære af de fund, de gør sig. Her viste årets affaldsindsamling et konkret eksempel, som man både kan være opmærksom på som arrangør, koncertgæst og ikke mindst producent af drikkevarer til arrangementerne.
I løbet af indsamlingen fandt de flere hundrede små grønne og blå plastiklåg til shotsrør, der var trådt ned i jorden. Lågene er revet af/faldet af de små plastikrør under arrangementerne, og de lå spredt over meget store publikumsarealer.
- Dén læring, der ligger i sådan et fund er vigtigt for os som arrangør, for det er noget, vi kan tage med hjem og lære af. Det er samtidig noget, som producenterne af – i dette tilfælde små shotsrør – kan arbejde på at få ændret, og ikke mindst noget som gæsterne til sommerens mange festivaler og koncerter kan være opmærksomme på, når de er til arrangementer i naturen, siger Jan Kvistborg.
Affaldsindsamlingen er ét af mange initiativer, der understøtter AKKC’s strategiske arbejde med bæredygtighed. Virksomheden er blandt andet certificeret efter den internationale standard ISO 20121:2024 og har opnået Svanemærket for møder og konferencer.
