CSR i skyggen af krise
Den finansielle krise flyttede hurtigt mediernes dagsorden fra klima og miljø til banker og kreditmarkeder. Lindsey Parnell, President and Chief Executive Officer, Interface Europe, er ikke i tvivl om, at en efterfølgende økonomisk krise vil forsinke udviklingen af bæredygtige virksomheder.
Ifølge Lindsey Parnell er den virkelige risiko, at omsætningen falder og virksomhederne samtidig får sværere ved at låne, for så har de ikke råd til at investere i CSR-initiativer..
Af Kristina Øby Pedersen
Lindsey Parnell, President and Chief Executive Officer, Interface Europe, var for nylig i Danmark for at tale om bæredygtighed for en række virksomheder inden for byggeriet. De fleste vil nok kende tæppevirksomheden som frontløber inden for bæredygtighed under mottoet Doing Well by Doing Good samt missionen Zero Footprints, som skal nås i 2020.
Miljø Horisont talte med ham om udbredelsen af CSR samt om den finansielle krises indflydelse på udviklingen af bæredygtige virksomheder.
Det bliver et krav til alle virksomheder
Næsten alle virksomheder gør allerede i dag et eller andet i retning af mere bæredygtighed - i hvert fald på et minimumsniveau, fordi lovgivning tvinger dem til det. Det er den ene ende af skalaen. I den anden ende finder vi de virksomheder, som gør det, fordi de ser det som en forretningsfordel. Det er to helt forskellige slags virksomheder, siger han.
Jeg tror alle virksomheder vil blive tvunget til at gøre mere og mere, efterhånden som de bliver udfordret af enten lovgivning eller marked. Men på det tidspunkt vil det ikke længere være en forretningsfordel.
Det er ligesom, da vi for få år siden fik kvalitetscertificeringer. I starten var det en stor pr-begivenhed. I dag nævner folk det ikke engang. Har du det ikke, er du ikke længere i markedet. Jeg tror, at miljøcertificeringer om få år vil være helt parallelle. I hvert fald vil du være nødt til at leve op til en vis standard. Ellers vil de attraktive kunder ikke handle med dig.
Forskelle på kryds og tværs
Han oplever regionale forskelle i Europa, for eksempel er graden af interesse og viden højere i Nordeuropa end i Sydeuropa, og højere i Vesteuropa end i Østeuropa. Bevæger vi os uden for Europa har han fundet, at Indien har en særstilling.
Blandt udviklingslandene, skiller Indien sig ud ved en virkelig stor interesse for bæredygtig udvikling, og det overrasker mig, når man tænker på de enorme udfordringer, de står overfor, med bl.a. fattigdom og børnearbejde.
Disse holdninger - og ifølge Lindsey Parnell også en praksis inden for fx byggeri - eksisterer side om side med det, vi oftest hører om indiske forhold, nemlig miljøsvineri og ekstremt dårligt arbejdsmiljø ved for eksempel skrotning af skibe.
Inderne viser en langt større interesse, end de gør i for eksempel Mellemøsten. I Indien virker det som om, der er en grundlæggende forståelse og respekt for miljøet uanset hvor fattige de er. Han kan ikke finde andre forklaringer, end den generelle respekt for liv, som eksisterer inden for de mange forskellige indiske religioner.
Også hvad angår brancher er der en påfaldende forskel.
Meget ofte ser vi en høj interesse for bæredygtighed blandt arkitekter og slutbrugere, men - i hvert fald generelt - en meget lavere interesse hos de udførende firmaer.
Ifølge Lindsey Parnell er der i høj grad brug for, at også de mindre virksomheder gør en indsats, Især vil han gerne have fat i de ejerledede virksomheder, som har en stor handlefrihed.
De multinationale har et særligt ansvar
Vi har efterhånden set adskillige eksempler på store virksomheder, som markedsfører sig på basis af deres arbejde for bæredygtighed, men som alligevel falder igennem, når det kommer til fx produktion i udviklingslande. Ifølge Lindsey Parnell både kan og skal de undgå det.
Dem, vi taler om, er de rigtig store virksomheder, der som regel også har virkelig store budgetter, så den kontrol, de skal foretage, skal nødvendigvis være meget, meget streng. Selv den bedste kontrolinstans skal kontrolleres, siger han og tilføjer, at man ikke kan tillade sig at sjuske. Gør man det, reagerer markedet, og man kommer til at betale prisen. Det tager mange år at opbygge sit renommé, men meget kort tid at ødelægge det, siger han.
InterfaceFLOR har ikke en traditionel tæppeproduktion i Indien, men sælger produkter til landet, og stødte i den forbindelse på en velgørende organisation, som primært arbejder i landsbysamfund med produkter baseret på manuelt arbejde. Det førte til udvikling af et projekt under navnet Just.
Projektets indhold er produktion af tæpper baseret på manuelt arbejde og naturlige råvarer, som giver en retfærdig (just) indkomst til arbejderne og en chance for udvikling af de små samfund. Men det er ikke velgørenhed, det er også en god forretningsmodel, og det er bæredygtigt, understreger han.
Vi var virkelig nervøse ved tanken om, at vores produkter skulle fremstilles af virksomheder i Indien, fordi vi ikke havde viden om fx børnearbejde og bæredygtighed. Det vi gjorde var, at få en tredjepart involveret, som kunne kontrollere, at de gjorde det rigtige på den rigtige måde, og at de ikke anvendte børnearbejde osv., siger han og fortæller, at produktet efter fire års udviklingsproces blev lanceret i år.
Vi har valgt en organisation med et godt ry, alligevel er vi nødt til også at kontrollere dem. Men når det kommer stykket, så er der en risiko, hvis ikke de gør et godt job. Du kan nok aldrig være fuldstændig sikker, du er bare nødt til at være så omhyggelig, som du kan.
Krise vil sætte CSR-udvikling tilbage
Jeg tror krisen vil have forskellig indflydelse. Der er virksomheder, som har arbejdet seriøst med CSR gennem lang tid nogle af dem i mange år. Det er en indbygget del af virksomheden og dens kultur. Finansiel krise eller ej - hvis jeg i dag skulle spare penge ved at stoppe arbejdet med bæredygtighed, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle gøre det.
Derimod vil det gå ud over virksomheder, der senere har taget fat på det, mener han.
Der er virksomheder, som i dag gør en mindre indsats, men er på vej til at udvikle det og samtidig markedsfører sig lidt på det. De vil se det som en omkostning, så det vil sætte deres udvikling tilbage. Endelig er der de virksomheder, som bare pynter sig lidt med det. De vil stoppe, men de vil ikke blive savnet, siger Lindsey Parnell.
Den virkelige risiko ligger i, at virksomheder ikke har adgang til lån, eller at forbruget falder, så de ikke har råd til at investere. For øjeblikket begynder flere og flere virksomheder at investere i det mindste med henblik på bæredygtighed. Når vi for eksempel bygger en ny fabrikshal, så vejer spørgsmål som energiforbrug, nedskæring af affald mm. tungt, og jeg tror, at det gælder flere og flere virksomheder, men det kræver investeringer.
Under alle omstændigheder vil tilbagegangen ifølge Parnell være midlertidig. Det vil måske forsinke processen med et par år, men derefter vil det fortsætte af ren og skær nødvendighed.
For øjeblikket er vi i gang med budgetter for næste år, og vi regner på, hvilke kunder, der vil købe vores varer. Mange af dem er store banker, som nok ikke køber så meget, siger han og fortæller, at nedgangen allerede har været mærkbar i år.
Vi klarer os ok ved at sælge på andre og nye markeder, men jeg har svært ved at se, hvordan vi undgår, at krisen vil sætte os tilbage. Men selvom denne krise ser ud til at blive værre end den sidste, så er det kun et spørgsmål om tid.
Hvad angår klimatopmødets indflydelse, mener Lindsey Parnell, at det vil føre til mere politisk aktivitet og flere nye mål for udviklingen på klimaområdet, ikke mindst i USA.
Vi må nok se i øjnene, at en krise vil dæmpe udviklingen i virksomhederne. Hvis ikke de har pengene, så kan jeg ikke se noget politisk initiativ, der kan holde udviklingen i gang, men politikerne skal blive ved med at sætte højere mål og gøre, hvad de kan for at skabe incitamenter. Det er også hvad rigtig mange virksomheder ønsker, slutter han.
www.miljohorisont.dk