Overshoot bør være et vendepunkt for alles klimaindsats
FN slår fast, at 1,5 grader bliver overskredet. Det ændrer grundlaget for alles klimaindsats – også virksomhederne. Opgaven er nu at holde overskridelsen så lav som muligt, at vende udviklingen hurtigst muligt og at forberede sig på ekstreme klimahændelser.
Foto: Javier Miranda på Unsplash
I sin nye rapport, Emissions Gap Report 2026: The Point of Return, konstaterer UNEP, at Parisaftalens 1,5-gradersmål ikke længere kan nås uden en midlertidig overskridelse. Global opvarmning vil sandsynligvis passere grænsen inden for få år, efter årtier med for langsom udledningsreduktion.
Det betyder ikke, at 1,5-gradersmålet er afskrevet på langt sigt. Rapporten beskriver en “overshoot, peak and decline”-bane: Verden skal først begrænse, hvor højt og hvor længe temperaturen overstiger 1,5 grader, og derefter reducere udledningerne så kraftigt, at temperaturen igen kan nærme sig målet ved århundredets slut.
Tre scenarier - kun et er i orden
De nuværende aftaler og indsatser er dog slet ikke på vej i den retning.
Uden yderligere handling peger verden ifølge dette års rapport mod omkring 2,8 graders opvarmning i 2100. Det er allerede et par decimaler højere end sidste år.
”Hver eneste decimals overskridelse har grimme effekter, siger Anne Olhoff,” der arbejder for UNEP som videnskabelig hovedredaktør på Emissions Gap Rapport 2026.
De ekstra decimaler i prognoserne skyldes i høj grad den amerikanske exit fra Parisaftalen og den siddende præsidents generelle tilbagetog på klimadagsordene. Sidste år øgede USA sine udledninger af drivhusgasser med 133 millioner ton og stod for en tredjedel af den samlede ekstra udledning. Det skriver Danmarks Radio.
Selv hvis alle nationale mål og netto-nul-løfter sat i dag bliver indfriet, lander verden omkring 2,1 grader.
I det bedste stadig realistiske scenarie topper opvarmningen omkring 1,7–1,8 grader omkring midten af århundredet, før den falder tilbage mod 1,5 grader i 2100. Men det kræver dramatisk hurtigere handling end i dag.
Professor Sebastian Mernild fra Syddansk Universitet, som har arbejdet tæt med FN’s klimapanel, reagerer skarpt på rapportens konklusioner.
“Der er ikke noget positivt i den rapport. Tværtimod tegner den et mere dystert billede, end hvad vi troede for et år siden,” siger han til Politiken.
Hans pointe er, at rapporten ikke blot beskriver en forsinkelse, men en ændring af selve klimaforløbet. Jo højere og længere temperaturtoppen bliver, desto større bliver risikoen for irreversible ændringer i økosystemer, iskapper og havstrømme.
Hvad skal vi gøre?
I rapporten kan man også finde bevis for, at klimapolitikker fra hele verden har ført til lavere udledninger, her fremhæves særligt investeringer i vedvarende energi og CO2-afgifter. I alt identificeres 63 strukturelle ændringer som allerede har bidraget til at holde temperaturstigningerne nede.
“Hvis vi skal over på den udviklingsbane, som det lavest mulige overshoot-scenarie kræver, skal de effective politikker kopieres og indføres globalt og for alle sektorer i økonomien,” siger Anne Olhoff fra UNEP.
UNEP’s rapport er ikke en begravelse af 1,5-gradersmålet, men en ændring af dets betydning: Målet er nu at begrænse overskridelsen så meget som muligt og derefter vende temperaturen tilbage. For virksomheder ændrer rapporten dermed det videnskabelige grundlag for klimastrategi, risikostyring og investeringsbeslutninger.
Det betyder en dobbelt dagsorden: hurtigere udledningsnedskæringer og samtidig mere seriøs tilpasning til et klima, der allerede er på vej til at blive varmere end det, Parisaftalen oprindeligt forsøgte at forhindre. Konkret vil det sige, at virksomheder både skal reducere udledninger hurtigere og forberede sig på et varmere klima med flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for forsyningsafbrydelser.
Risiko og mulighed er to sider af samme sag
Rapporten øger især presset på virksomheder, der fortsat er afhængige af fossile brændsler eller har lange, udledningsintensive værdikæder. Samtidig peger UNEP på, at der findes flere løsninger end nogensinde, og at vedvarende energi – især sol og vind – har udviklet sig hurtigere end forventet.
Det betyder, at virksomheder, der handler tidligt, kan opnå tre fordele: lavere eksponering over for kulstofpriser og energipriser, bedre adgang til kunder og kapital samt en stærkere position i leverandørkæder, hvor kravene til dokumenterede reduktioner vokser.
For mange virksomheder bliver klimaomstillingen derfor ikke blot et compliance-spørgsmål. Den bliver et spørgsmål om konkurrenceevne, adgang til energi og råvarer samt evnen til at levere produkter i en verden med mere ustabile klimaforhold.
