'Man får kolossalt loyale medarbejdere'

Det handler om integration af udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Om mennesker med fysiske handicap, tidligere kriminelle, mennesker med psykiske eller kognitive lidelser, nyligt ankomne flygtninge, indvandrere, krigsveteraner, mennesker med afhængighedsproblemer, livskriseramte, langtidssygemeldte. Mennesker, der som alle andre har brug for at bidrage, være en del af et fællesskab på en arbejdsplads og for at have et svar på spørgsmålet: hvor arbejder du?

Så hvor står vi anno 2019? Det har CSR.dk talt med Ea Nielsen og Mette Rønnau fra Cabi om. De er henholdsvis kommunikationschef og direktør for den selvejende institution Cabi, som hører til under Beskæftigelsesministeriet og leverer viden om det rummelige arbejdsmarked til jobcentre og virksomheder bl.a. gennem landets største netværk af socialt ansvarlige virksomheder.

Hvorfor skal alle absolut ud på arbejdsmarkedet, hvis nogle mennesker nu ikke passer særlig godt til det? Og hvorfor er det virksomhedernes problem?

I det helt store perspektiv handler det om hele vores velfærdssamfundsmodel og den iboende forestilling om rettigheder og pligter. Den er baseret på, at alle har retten til at blive hjulpet af fællesskabet, når det er nødvendigt, og at alle også har pligten til så vidt overhovedet muligt at forsørge sig selv.

Den model er virksomhederne en part i, at det har vist sig over de seneste mange år, at det, der har størst effekt for mennesker på kanten af arbejdsmarkedets vej tilbage til at blive helt eller delvist selvforsørgende er, at komme ud på nogle rigtige virksomheder, der griber den slags fornuftigt an.

Hvordan har arbejdet med udsatte grupper ændret sig over de mere end 20 år, emnet har været på den politiske dagsorden?
I dag er der en anden accept af at der stilles krav til alle og forestillingen om selvforsørgelse. Og så er virksomhederne lange mere involverede.

Det er de fordi, de selv ønsker det. Det handler om flere ting. Verdensmålene og den nye ramme om virksomhedernes arbejde betyder, at der er kommet meget fokus på, at det er godt at tage ansvar, og at det er legitimt at tjene penge og gøre godt på samme tid.

Mindst lige så vigtigt er det dog, at der reelt er mangel på arbejdskraft. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser tydeligt, at antallet af forgæves rekrutteringer stiger, f.eks. hele 10 procent fra efteråret 2017 til 2018. Mange virksomheder ender med at opgive at få besat deres stillinger. Så virksomhederne har brug for at rekruttere på andre måder, end de plejer.

Interessen for at arbejde på denne måde er steget. Det kan vi f.eks. se på, at antallet af medlemmer i Cabis netværk stiger.

Hvad er status på virksomhedernes arbejde med at integrere udsatte grupper på arbejdspladsen?
Noget af det vigtigste, der er sket over de seneste år, er, at indsatsen er flyttet ud i virksomhederne. Det er helt anderledes, når mennesker kan mærke, at de er et sted, hvor der er ægte og rigtig brug for deres indsats og arbejde. Der skal selvfølgelig stadig være hjælp at hente – både for den, der skal i arbejde, og for virksomhederne. Så jobcentrene har stadig en stor rolle at spille.

Vi tror, at der ligger et uudnyttet potentiale i mange virksomheder. Der er f.eks. mange virksomheder, som, når de bliver spurgt, om de arbejder med at få mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet i gang, vil sige nej. Selvom de faktisk har en eller flere fra målgruppen ansat, hvor man har tilpasset kravene til nogle medarbejdere efter behov. Det kan f.eks. være nedsat timetal eller særlige hjælpemidler til en medarbejder efter sygdom, eller det at man har ansat ”den lokale lømmel”, og hjælper ham med at lære at gå på arbejde.

Det gælder især i de små og mellemstore virksomheder. I Cabi har vi målrettede aktiviteter til at klæde dem på, så de får de nyeste værktøjer og kommer til at bruge jobcentrene mere. Det handler om, at der er masser at hente for SMV’er i de muligheder for økonomisk støtte, der findes, men også om at det at bruge jobcentrene strategisk til at rekruttere kan være en rigtig god alternativ strategi for at skaffe de nødvendige medarbejdere.

Det er helt tydeligt, at uanset størrelse og udover at få dækket et arbejdskraftbehov, så giver det virksomhederne meget, at man er sammen om at løfte en opgave. Det bidrager til arbejdsglæden og miljøet på arbejdspladsen, og i en ny undersøgelse vi har lavet, kan man også se, at det er netop det, der er den stærkest drivkraft bag arbejdet. (Se faktaboks).

Hvad skal man kunne ude i virksomhederne for at lykkes?
For det første skal der være en tydelig ledelse, som siger at ”vi vil det her”. Der skal også være en på forhånd udpeget person, som har ansvar for at være med til at sørge for, at folk kommer godt i gang og viser den nye medarbejder, at man tror på, at det kommer til at gå godt.

Til gengæld for den indsats får man nogle kolossalt loyale medarbejdere. Hvis man efter lang tid med kun sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet finder et sted at høre til og bidrage, så shopper man ikke lige rundt efter et nyt job. Særligt i brancher, hvor medarbejderne ellers ofte skiftes ud, er det et meget stærkt argument for at involvere sig. Det bliver en strategisk og forretningsmæssig styrke, at man får en gruppe medarbejdere, som man kan regne med bliver på arbejdspladsen.

Hvis Cabi kunne få tre ønsker opfyldt, som skulle sætte nyt skub i udvikling og samarbejde, hvad skulle det så være?
Vi har et stort ønske om at få arbejdet med mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet på bestyrelsernes dagsorden. Det ville gøre arbejdet mere strategisk og knap så afhængigt af konjunkturer.

Vi kan se, at indsatsen bliver mest effektfuld, når samarbejdet mellem beskæftigelsessystemet og virksomhederne bygger på en gensidig forståelse af hinandens ønsker, vilkår og drivkraft. Når man populært sagt kan tænke ind på hinandens banehalvdel. Så hvis der kunne blive mere af det, ville det være godt.

Vi ser også et stort potentiale i, at man i kommunerne får et investeringsperspektiv på arbejdet med udsatte gruppers vej ind på arbejdsmarkedet. Der er mange penge at spare i at få mennesker væk fra offentlig forsørgelse, og man kunne forestille sig, at det ville flytte noget, hvis udgifter i social- og familieafdelinger tænkes med ind i beskæftigelsesindsatsen. Det handler om at komme ud af siloerne.