Analyse: Nye rapporter leverer ikke på formålet

I disse måneder bevæger vi os gennem landskabet af nye årsrapporter fra Danmarks store virksomheder. Det gælder også en betydelig andel af de 80, som for første gang – og som de første overhovedet – skal rapportere ud fra de nye krav i §99A i årsregnskabsloven, eller som kravene normalt omtales: CSRD.   

Meget tyder på, at disse rapporter også bliver de eneste, der nogensinde bliver lavet ud fra de potentielt 1144 datapunkter i 12 standarder. Hvor meget kravene reduceres, kommer der mere indsigt i, når EU-Kommissionens ændringsforslag offentliggøres onsdag i næste uge. 

Herefter vil det følge den almindelige lovgivningsprocedure, hvor både Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal godkende forslaget, før det kan vedtages som EU-lovgivning. Imens står mange tusinde virksomheder, alene i Danmark drejer det sig om 2.500, og venter på at finde ud af, om de stadig skal levere på de nye fælles krav i deres årsrapporter for 2025.

Anerkendelse for at prøve, knap så meget for resultatet

Som et indspark til Danmarks position på området, udgiver konsulentvirksomheden Hansen og Ersbøll Agenda et CSRD whitepaper, hvor de i en lynanalyse af de to første rapporter i Danmark udarbejdet ud fra de nye krav, drager konklusioner på fordele og ulemper. De to virksomheder bag rapporterne i analysen er forsikringsselskabet Tryg og IT-virksomheden Netcompany. 

Indledningsvis fortjener både de to virksomheder hvis rapporter indgår i analysen, og Hansen og Ersbøll Agenda, at disclaimeren fra rapporten bliver genoptrykt her. Så der er styr på intentionen: 

”Selvom vi i dette lille skriv kommer til at pege på udfordringer i CSRD-rapporteringen, så er det værd at holde fast i, at det altid er nemt at pege fingre ad dem, der går forrest og forsøger sig. De gjorde jo det, der står, skal vi lige huske. Vi mener hellere, at vi i denne fase skal sikre, at den danske stemme konsolideres, omkring det alle ønsker: nemlig at lave rapporter, der batter noget for miljø, mennesker og europæisk konkurrencekraft.”

Begge rapporter beskrives da også som ”uhyggeligt velproducerede og fyldt med oplysninger”, og det anerkendes, at ”der ligger mange timers arbejde fra både virksomheder og revisionshuse".

Rapportering uden forandring er stadig muligt

Analysen drager to hovedkonklusioner:  

• Danske virksomheder har i god tro har investeret i dataindsamlingsløsninger og har sammen med konsulenter og revisorer knoklet for at levere gennemarbejdede rapporter. 
• Det er fuldt ud muligt at gennemføre processen med at rapportere i henhold til de nye krav uden at have nogen mål og uden at optimere sin ESG-indsats. Dermed kan det for de uambitiøse blive et skalkeskjul. Men for de ambitiøse er det en mulighed for at sætte ambitiøse mål og arbejde seriøst med dem internt i organisationen.

”Det ser ud til, at man absolut kan få meget ud af at arbejde med de nye krav og bruge dem som løftestang for ens indsats på vigtige bæredygtighedsområder. Det ser bare også ud til, at man kan lade være og stadig levere en rapport, der kan godkendes af revisor i forhold til kravene i lovgivningen,” siger Lotte Hansen, partner i Hansen og Ersbøll Agenda.

For meget snak og for lidt forståelse og forandring  

Herudover peger analysen på tre i iøjefaldende udfordringer:

• Længden - rapporterne er uforholdsmæssigt lange. Blandt andet virker kravet om at forklare, hvorfor der er en stribe områder man ikke forholder sig til, som en nærmest absurd skriveøvelse. 
• Forståelsen og integreringen af risici i forretningstrategien, herunder stakeholder-inddragelse – for begge rapporters vedkommende bliver risici i en bæredygtig forretningsmæssig sammenhæng ikke belyst grundigt nok og scopet for risici er for begrænset.
• Mangel på et dybere fokus på de områder, der batter mest, er påfaldende, både i forhold til virksomhedens aftryk og i forhold til forretningsudvikling.

Manglen på oplysninger om risici underbygges af en minianalyse udgivet af Center for Strategisk CSRD i begyndelsen af februar i år. I den gennemgår de10 virksomheders rapportering ift. nye krav og tæller, hvad der rapporteres på. Mens virksomhederne i gennemsnit har rapporteret på omkring halvdelen af emnerne i rapporteringsstandarderne, så har nul procent, dvs. nul virksomheder, givet kvantitative svar på, hvad de finansielle risici forbundet med hhv. klima, forurening, vand, biodiversitet og ressourceforbrug er. 

”Hele ideen med at øge oplysningskravene har været, at det skulle være lettere at vurdere og sammenligne, om virksomhederne havde forstået deres aftryk, risici og muligheder og handlede i overensstemmelse med den forståelse. Så man kunne belønne de virksomheder, der klarer den opgave bedst. Det ser i vores lynanalyse ud til, at det ikke er dét man får. Så på den baggrund er det ikke verdens dårligste idé, at tilpasse lovgivningen,” siger Lotte Hansen. 

Lad det ikke blive et tilbagetog

Der er dog et stort men. Som Hansen og Ersbøll beskriver i introduktionen til analysen: 

”Med Draghi-rapportens nedslående analyse af EU’s konkurrence-kraft, er det blevet legitimt at forsinke EUs bæredygtighedslovgivning med to år, og lette foden fra speederen til ambitionsniveauet for omstillingen. Det er en farlig udvikling, fordi vi er ved at opstille en ny logik, der præsenterer bæredygtighed som en modpol til konkurrencekraft. Hvis vi ikke passer på, vil de forskellige ESG-rapporteringsregulativer og omfattende datakrav spille ind som en forstærker af dette narrativ,” skriver de. 

Derfor har Hansen og Ersbøll også en samlet opfordring til et udgangspunkt for de danske forhandlere efter onsdag d. 26. februars offentliggørelse af udspillet til omnibus-direktivet. Anbefalingen er i fire led: 

1. Lad det ikke blive et EU opgør med rapportering
2. Benyt lejligheden til at stramme reglerne, så rapporterne viser, hvad der batter og ikke, hvad der pynter.
3. Det ville være godt, hvis der i en ny guide var konkrete anvisninger til, hvordan risikoanalysen skal se ud – og hvad den med fordel bør belyse - så man kan sammenligne risikobilleder og bruge det strategisk.
4. Stil krav om en strategisk forretningsplan for, hvordan virksomheden fundamentalt vil løse deres de største tre risici

”Danmarks historie på bæredygtighed- og rapporteringsfeltet gør, at vi kan komme med en stærk samlet stemme til omnibussen. Så kom i gang. Det er en politisk hasteopgave. Både fordi bussen allerede kører, og fordi politikerne ikke kan være bekendt, at 2500 danske virksomheder står og venter,” afslutter Lotte Hansen.

Rapporten kan hentes her.