Fra rapportering til retning: ”Det handler ikke kun om at sætte flueben. Det handler om, hvilken slags organisation man vil være”

Når virksomheder slipper compliance-tankegangen og begynder at bruge deres data aktivt, kan bæredygtighed blive et værdifuldt strategisk kompas frem for en administrativ byrde. Sådan lyder det fra professor Andreas Rasche, der ser et stort uudnyttet potentiale i mange virksomheders rapporteringsprocesser.

Andreas Rasche er professor i Business in Society ved CBS Centre for Sustainability.. Foto: UNGCDK

Mange virksomheder åndede lettede op, da ESG-rapporteringskravene blev lempet og delvist tilbagerullet sidste år. Færre krav betyder mindre arbejde og dermed en mulighed for at komme hurtigt igennem det, der af en del virksomheder gennem tiden er blevet betegnet som en sur pligt.
 

Men det er en helt forkert måde at anskue rapportering på. Det mener Andreas Rasche, professor i business and society ved CBS Centre for Sustainability.
 

“Bæredygtighed bliver ofte tilgået fra et compliance-perspektiv, hvor virksomheder gør det, loven kræver. Men det er en meget reaktiv tilgang”, siger han.
 

I stedet bør man som virksomhed se rapporteringen som en mulighed for at udvikle sin forretning, mener Rasche. For det, virksomheder skal undersøge om sig selv og deres værdikæder for at kunne afrapportere på ESG, er vigtige brikker i at udvikle fremtidssikrede og succesfulde forretninger.
 

“Virksomheder, der vil vokse i fremtiden, er nødt til aktivt at kunne håndtere bæredygtighedsrisici og -muligheder. Hvis man kun fokuserer på compliance, når man aldrig frem til en reelt strategisk tilgang.”
 

Data er din fremtidskikkert

Ifølge Andreas Rasche gør virksomheder derfor klogt i at arbejde langt mere aktivt med deres bæredygtighedsdata. Ikke for at kunne leve op til krav eller producere en flot rapport hvert år, men fordi processen i sig selv skaber en unik indsigt og udsigt.
 

Han ser et stort uudnyttet potentiale i netop denne proces hos mange virksomheder.
 

“Rapportering tvinger én til refleksion. Det er et skifte i tankegang”, siger Rasche og fortsætter:
 

“Tænk på dobbelt væsentlighedsanalyser. De er i bund og grund refleksionsøvelser for organisationen. De stiller spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi gør? Hvad er vores påvirkninger?”
 

Når virksomheder arbejder med deres data, deres påvirkninger, deres risici, sker der noget, som ikke nødvendigvis findes i rapportens indhold, men i de samtaler, der opstår undervejs.
 

Og på den måde kan rapporteringsprocessen blive virksomheders gyldne fremtidskikkert.
 

“Nogle vil måske mene, at det ikke er relevant lige nu, men hvis man ser på sin forretning fem år frem, er mange af de problemstillinger, vi taler om, allerede til stede i dag. Klimaforandringer har allerede en betydelig effekt. De skaber allerede omkostninger for virksomheder”, siger Andreas Rasche.
 

”Hvis du overvejer en investering eller en opkøbsaftale, hvad er så din tidshorisont? Indregner du en skyggepris på CO₂ i din analyse? For at kunne gøre det har du brug for data. Du har brug for rapportering.”
 

Vi hører af og til virksomheder sige, at de med mindre rapportering nu har fået mere tid til rent faktisk at handle. Er det ikke en fair betragtning?
 

“Jeg køber ikke den argumentation. Hvis man tænker på finansiel rapportering: Ingen ville sige: ‘Lad os stoppe med at indsamle finansielle data, så vi kan skabe reel økonomisk værdi.’ Det ville ikke give mening. Men inden for bæredygtighed dukker det argument nogle gange op, og det er misvisende.”
 

Bæredygtighed skal ind i maskinrummet

Når de vigtige samtaler er taget, og potentialer og risici er afdækket, kommer endnu et vigtigt skridt, siger Andreas Rasche: at implementere indsigterne i virksomhedsstrategien.
 

Det kræver, at bæredygtighedsarbejdet flyttes fra kontoret nede på den mørke gang og ind i maskinrummet, hvor beslutningerne træffes.
 

Erkendelserne skal integreres gennem den øverste ledelse, så bæredygtighed kan få en ny karakter, siger Rasche:
 

“Lige nu anerkender de fleste af os, at bæredygtighed er vigtigt. Men vi har endnu ikke fuldt integreret det i beslutningsprocesserne. Det ligger stadig lidt ved siden af. Næste skridt er at flytte det ind i kernen af beslutningstagningen.”
 

Kan skabe effektivitet på den lange bane


For mange virksomheder handler modstanden på rapportering ikke om manglende vilje, men om usikkerhed, siger Rasche.

“Jeg mener, at der er en helt reel bekymring blandt virksomheder. De er forsigtige, fordi reguleringen har været ustabil.”

Når reguleringen ændrer sig undervejs, bliver det sværere at træffe langsigtede beslutninger. Det kan føles risikabelt at investere i noget, der endnu ikke ligger fast.

Dertil kommer en ustabil geopolitisk situation, hvor virksomheder risikerer at blive straffet for at fokusere på ESG.

Men her bør virksomheder tænke langsigtet, ikke kun kortsigtet, påpeger Andreas Rasche. Synet på bæredygtighed skal ændres så det, der kan føles som en risiko her og nu, i stedet kommer til at handle om opbygning af erfaring og interne kompetencer.

Det tager tid og kan ikke indhentes fra den ene dag til den anden. Til gengæld giver det en langsigtet gevinst for dem, der kontinuerligt investerer i arbejdet, lover professoren.

“Hvis virksomheder engagerer sig tidligt, opbygger de intern forståelse og kompetencer. Det vil hjælpe dem med at implementere regulering mere effektivt senere.”

Usikkerheden forsvinder ikke, kravene til rapportering vil ændre sig igen, og den geopolitiske situation vil udvikle sig i hidtil usete retninger. Så Andreas Rasches bedste råd er at holde fast. Fast i de værdier, der betyder noget i virksomheden.

“Det handler ikke kun om at sætte flueben. Det handler om, hvilken slags organisation man vil være.”

Du kan også læse denne artikel på engelsk på UN Global Compacts hjemmeside.

21.04.2026UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

Fra rapportering til retning: ”Det handler ikke kun om at sætte flueben. Det handler om, hvilken slags organisation man vil være”

24.09.2025UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

Fire ud af fem forbrugere ser bæredygtighed som lige så vigtig som pris og bekvemmelighed

23.09.2025UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

99 procent af verdens topledere holder fast i bæredygtighed trods kriser

08.09.2025UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

UNGA & Leaders Summit 2025

27.08.2025UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

UN Global Compact Network Denmark opstarter nyt Think Lab med fokus på Living Wage

15.08.2025UN Global Compact Network Denmark

Sponseret

Fordi inklusion, lighed og værdighed ikke er til forhandling