Give Steel fastholder fokus på den social bundlinje
På trods af geopolitisk usikkerhed og skærpet konkurrence fastholder Give Steel sit fokus på social ansvarlighed i 2025. Virksomheden peger samtidig på dokumentation som en afgørende faktor i fremtidens konkurrence.
Foto: Give Steel
Ifølge Give Steels årsrapport for 2025 udgør socialprocenten 11 %, mens den sociale bundlinje landede på 13,2 mio. kr. Det vidner om en fortsat konsekvent indsats for at integrere social bæredygtighed som en del af forretningen – også i et år præget af markedsmæssige udfordringer og deraf følgende organisatoriske tilpasninger.
Resultaterne er opgjort ved hjælp af Den Sociale Bæredygtighedsberegner, hvor socialprocenten beregnes som forholdet mellem antallet af CSR-ansættelser inkl. lærlinge og det gennemsnitlige antal medarbejdere (headcount).
Bag beregneren står GROW, en NGO, der arbejder for at gøre social bæredygtighed målbar og forretningsrelevant for virksomheder – uden omkostninger.
Dokumentation som konkurrenceparameter
Ifølge virksomheden er evnen til at levere fyldestgørende ESG-dokumentation – herunder dokumentation af S’et – blevet stadig vigtigere og har stor betydning i samarbejdet med kunderne.
“ESG og dokumentation er i dag lige så vigtigt som et godt produkt og et væsentligt konkurrenceparameter. Det afspejler sig også på det sociale område,” siger CEO og medejer af Give Steel, Torben Larsen.
Den sociale indsats som en integreret del af forretningen
Give Steels sociale indsats omfatter blandt andet beskæftigelse af lærlinge og medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet på særlige vilkår. Indsatsen spiller en central rolle i arbejdet med at skabe inkluderende arbejdsfællesskaber og sikre adgang til arbejdsmarkedet for flere.
Social bæredygtighed er i dag en integreret del af Give Steels forretning – ikke en sideløbende aktivitet. I 2025 havde virksomheden i alt 58 sociale ansættelser, heraf 23 lærlinge, som led i arbejdet med at skabe varige jobmuligheder for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Nøgletal for 2025
| Social resultatopgørelse 2025 | |
| Sociale ansættelser, i alt* | 58 |
| Lærlinge | 23 |
| GROW socialprocent** | 11,39 % |
| Social bundlinje (samfundsværdi) | 13.222.493 DKK |
* Moderselskab, DK
** GROW socialprocent beregnes som forholdet mellem antallet af CSR-ansættelser, inkl. lærlinge, og det gennemsnitlige antal medarbejdere (headcount) og er beregnet i Den Sociale Bæredygtighedsberegner på www.wegrowpeople.dk
Den tredobbelte bundlinje
Give Steel arbejder konsekvent efter den tredobbelte bundlinje, hvor det finansielle regnskab suppleres af både en social bundlinje og selskabets klimaregnskab.
I 2025 leverede Give Steel et resultat før skat på 59,3 mio. kr. og en omsætning på 847,5 mio. kr., samtidig med at virksomheden fastholdt fokus på både sociale indsatser og SBTi-validerede klimamål. Indsatserne er forankret i en helhedsorienteret ESG-strategi, der er fuldt integreret i virksomhedens forretningsudvikling.
Læs Give Steels pressemeddelelse i forbindelse med årsrapporten her.
