Ulighed skal være lige så presserende for virksomheder som klima

De globale tal lader ingen tvivl tilbage: uligheden er steget massivt siden 1980. (se faktaboks). De danske tal er langt mere beherskede, ifølge en ulighedsredegørelse fra Finansministeriet fra 2020, men følger ikke desto mindre samme mønster. På samme måde viste corona-krisen at de mest udsatte grupper i Danmark var de samme som i resten af verden: ansatte i lavtlønsområderne, minoritets- og udsatte grupper.

Det er en situation virksomheder bør gå op i og gøre en indsats for at afhjælpe, konstaterer virksomhedsledere i flere internationale projekter. F.eks. World Business Council for Sustainable Developments (WBCSD) ”Business Commission to Tackle Inequality” som blev søsat i sommeren 2021 med opbakning fra globale virksomheder og stakeholders. Eller et researcharbejde foretaget af analysevirksomheden GlobeScan i samarbejde med 20 internationale virksomheder med titlen ”Buidling Corporate Leadership in Addressing Inequality”, som udgav en opsamlingsrapport i maj 2021.

Ifølge Peter Bakker, CEO for WBCSD, er der mindst fem gode og presserende grunde til, at virksomheder skal arbejde med ulighed:

• Ulighed underminerer talentudvikling og innovationspotentiale
• Ulighed begrænser forbrugernes købekraft og -villighed, som begrænser vækst og udviklingsmuligheder
• Ulighed destabiliserer forsyningskæder
• Ulighed skaber politisk ustabilitet som giver uforudsigelige samfund og markeder
• Ulighed forstærker alle former for kriser

WBCSD har for nylig desuden offentliggjort et visionspapir mod 2050, hvor ulighed er defineret som en af tre helt nødvendige indsatsområder, på linje med klimaforandringer og tab af biodiversitet.

I en podcast fra menneskerettighedsorganisationen Shift fortæller Peter Bakker, at han mod forventning ikke møder modstand overfor den konklusion, når han besøger og taler med virksomhedsbestyrelser. I stedet er der nysgerrighed og efterspørgsel på relevante måder, virksomheder kan arbejde med ulighed.

En slags overblik på ulighed
Her kan der være et overblik at hente i GlobeScans rapport. For det første viser deres research, at flere ulighedsdimensioner vurderes som markant vigtigere i 1920 sammenlignet med forudgående år. Rapporten konstaterer samtidig, at der endnu ikke er en eller flere virksomheder, som fremstår som klare ledere inden for feltet.

Og så præsenterer de nogle af de indsatsområder, man som virksomhed skal gå ind i, hvis man vil sige, at man arbejder med ulighed. De fremgår af figuren til højre. Hvordan det mere konkret kan se ud i en virksomhed har GlobeScans rapport også et bud på. Det bygger på en forståelse af, at eftersom ulighed er et problem forankret mange steder i samfundet, skal virksomheder også arbejde på mange niveauer. Som f.eks. :

• Internt i virksomheden, med ambitiøse indsatser for mangfoldighed, inklusion og talentudvikling.
• I leverandørkæden, ved at rulle samme standarder ud som for ens egne medarbejdere.
• I lokalsamfund, ved ansvarlig skat for at støtte økonomisk udvikling og ved at lade sin forretning indgå i lokale virksomhedsøkosystemer.
• Med kunder, gennem adgang til produkter og services, inkluderende kommunikation og reklame og hjælp til at kunder kan bidrage til forandring.
• I eksterne samarbejder og alliancer, der bygger momentum
• Ved at deltage i offentlig debat og politikudvikling med det formål at ændre uhensigtsmæssige strukturer og normer.

Leveløn skal igennem samme tur som klima
WBCSD’s Peter Bakker har især ét indsatsområde, som han mener alle virksomheder skal gå i gang med lige med det samme: At sikre at man betaler leveløn til alle medarbejdere i sin leverandørkæde.

Problemet med det er ikke kun villighed og aktionærpres for økonomiske resultater på kort sigt. Det er en helt reel udfordring, at mange virksomheder slet ikke ved, hvordan og på hvilket niveau, deres leverandører lønner deres medarbejdere.

Der mangler nemlig stadig overblik og data. Det minder ifølge Peter Bakker meget om situationen på CO2, før man for enedes om og etablerede Greenhouse Gas Protocol i 2001, så man havde standardiserede opgørelsesmetoder for CO2 og derfor et fornuftigt grundlag for sammenligning.

Og det er ikke den eneste lighed han ser med udviklingen i klimadagsordenen. Der er i løbet af de sidste 5-10 år arbejdet i dybden med at udfolde perspektiverne i relationen mellem forretning og klima, både i forhold til risiko og muligheder. Det skal også ske på ulighed.

”Vi skal derhen, hvor det i virksomhederne opleves som lige så tvingende nødvendigt at handle på ulighed som det gør på klima i dag. Det kan lyde vildt, men vi skal huske, at hvis man for fem år siden fortalte virksomheder, at de skulle levere net-zero CO2-udledninger i 2050, så skabte det uro og blev afvist. Men i dag er det normen. Vi skal have det samme til at ske for leveløn,” siger han i podcasten udgivet af Shift.

Nogle virksomhedsledere er med på ideen – bl.a. nogle af dem, som indgår som kommissærer i WBCSD’s nye forretning og ulighedskommission. Som Ilham Kadri, der er øverste chef for den belgiske kemikoncern Solvay, siger:

”I dag ser vi konsekvenserne af ulighed udfolde sig mange steder i verden. Men ulighed er ikke en naturlov – den er et produkt af vores systemer og praksis, som vi kan forandre”.