Status på natur som væsentligt emne for virksomhederne

I årevis har klimaet domineret bæredygtighedsdiskussionen i erhvervslivet. Men de seneste to-tre år har et andet ord vundet indpas i bestyrelseslokaler og ESG-rapporter verden over: natur. Ikke natur som et romantisk sidespor til klimaarbejdet, men som et selvstændigt strategisk risikoemne med direkte konsekvenser for forretningsmodeller, adgang til kapital og regulatoriske krav.

Udgangspunktet er velkendt: Verdensbankens analyser viser, at over halvdelen af global økonomi – svarende til mere end 44 billioner dollar i BNP – er moderat eller kritisk afhængig af natur og økosystemtjenester. 

Bundlinjen er, at bestøvning, rent vand, frugtbar jord og stabile klimaregulerende funktioner ikke er abstrakte naturhensyn. De er fundamentet for en lang række virksomheders produktion og leverandørkæder.

Alligevel bliver der nu trukket i land på nogle af de vigtigste standarder for virksomheders kortlægning og rapportering på naturhensyn. 

Aftaler og krav før 2025

Det globale svar på den erkendelse kom med Kunming-Montreal-aftalen i 2022, der satte ambitiøse mål for at standse og vende biodiversitetstabet inden 2030. Derfra fulgte krav om, at virksomheder skal begynde at kortlægge og rapportere deres påvirkninger og afhængigheder af natur – ikke kun som frivillig handling, men som del af voksende regulatoriske forpligtelser.

I Europa udmøntedes det krav i CSRD og rapporteringsstandarden ESRS-standarden E4 om biodiversitet, hvor halvdelen af datapunkterne var obligatoriske. 

Den globale ramme, der i stigende grad sætter dagsordenen for naturrelateret rapportering, er TNFD – Taskforce on Nature-related Financial Disclosures. I november 2025 havde mere end 733 organisationer på tværs af 56 lande tilmeldt sig som TNFD-adoptere.

En vigtig kontekstoplysning om TNFD er, at forventningen har været, at man forventede, at den, ligesom dens forgænger på klima TCFD, ville blive samlet op og integreret i rapporteringsstandarderne fra ISSB (International Sustainability Standards Board), som er den organisation, store dele af verden uden for Europa læner sig op ad i forhold til rapportering om bæredygtighed. 

Forenkling og reduktion i fokus nu

I februar 2025 kom EU-Kommissionens Omnibus-forslag, der sigtede mod at forenkle CSRD-kravene. Den 31. juli 2025 offentliggjorde EFRAG reviderede udkast til alle 12 ESRS-standarder, og i det udkast er E4 er den standard der er forenklet mest – med en reduktion af datapunkter på 77,8 procent. 

Man har f.eks. fjernet krav om at offentliggøre biodiversitets-transitionsplan, politikker, mål og handlinger på biodiversitet hvis de allerede er på plads, man skal ikke længere rapportere specifikt på finansielle effekter. 

ISSB’s arbejde med natur og biodiversitet bliver også justeret i øjeblikket. Så sent som 22. april 2026 har organisationens ledelse besluttet, at de ikke vil udvikle en selvstændig standard for rapportering på natur-forhold, og de vil heller ikke ændre eksisterende standarder med indhold om natur-forhold. De vil i stedet udgive retningslinjer om frivillig rapportering med definitioner og forslag til datapunkter. Retningslinjerne vil være inspireret af TNFD’s arbejde.    

Ifølge netmediet Responsible Investor, forklarer ISSB deres beslutning med, at de har et ”kolossalt ansvar” for at sikre at lovgiverne kan følge med, når ISSB’s standarder skal implementeres. 

Kløften mellem ambition og evne

TNFD’s statusrapport fra 2025 viser, at 89 procent af adspurgte virksomheder allerede rapporterer eller planlægger at rapportere naturrelaterede informationer, og at 77 procent bruger TNFD-vejledningen som ramme. Over 500 TNFD-tilpassede rapporter er offentligt tilgængelige på TNFD’s site.

Alligevel er barriererne tydelige. Dansk Industri identificerede i januar 2025 to gennemgående udfordringer i en analyse af danske virksomheders arbejde med biodiversitet: sprog og måling. Mange virksomheder mangler et fælles begrebsapparat – hvad taler vi egentlig om, når vi siger natur? Og måleudfordringen er reel: i modsætning til CO₂-ækvivalenter eksisterer der endnu ikke én anerkendt enhed for biodiversitet, der giver sammenlignelige tal på tværs af sektorer og geografi.

Bag standarder, krav og regler ligger den tungere opgave: at bygge den faktiske kapacitet til at forstå, måle og rapportere naturrelaterede risici og muligheder.

Men selv om rapporteringskravene beskæres, så må man forvente at investorpresset intensiveres. Det tyder TNFD’s statusundersøgelse på, for over halvdelen af investorer i den angiver, at de er "meget bekymrede" for naturens tab som finansiel risiko og 71 procent ønsker, at ISSB lancerer en dedikeret standard for natur og biodiversitet.

Som altid: Jo senere, jo dyrere

På trods af den overordnede enighed om, at virksomheder ofte er dybt afhængige af natur-forhold, så er det ikke slået igennem i de rapporterede væsentlighedsvurderinger.  

En rapport fra Datamaran, som undersøgte 304 rapporter fra 21 lande, så er biodiversitet kun vurderet som væsentligt for 44 procent af virksomhederne. Det er i kontrast til klima, som 98 procent af virksomhederne behandler som væsentligt. Det var vel at mærke 2024-rapporterne. Tilsvarende opgørelser for 2025-rapporteringen findes ikke endnu.   

En opgørelse fra Dansk Erhverv fra 2024 viste samme tendens. 29 procent af de adspurgte svarede, at de har fokus på biodiversitet, mens en større del, nemlig 43 procent, angiver, at de ikke har fokus på det. Hertil svarer 28 procent, at de ikke ved, om de har biodiversitet som en dagsorden i virksomheden. 

Datamaran skriver i deres rapport, at biodiversitet og økosystemer enten ”betragtes som mindre væsentlige af virksomhederne, eller at de ikke har data til at rapportere effektivt eller endnu ikke har opbygget kapaciteten til at arbejde med emnet”. 

Natur er ikke et nyt klimaemne. Det er et selvstændigt felt med egne metoder, data og standarder – og med en kompleksitet, der kræver tid at opbygge kompetencer inden for. Jo tidligere den rejse begynder, jo bedre.