Status på EU’s Green Claims Directive: På pause - men ikke uden betydning
EU’s Green Claims Directive har de seneste år været omtalt som den kommende “gamechanger” for grøn markedsføring i Europa. Men pr. ultimo 2025 og ind i 2026 er situationen præget af politisk usikkerhed og stilstand. Spørgsmålet er derfor: Er direktivet dødt – eller bare sat på pause? Og hvad betyder det reelt for virksomheder, der arbejder med bæredygtighedskommunikation?
Foto: 3h law
Politisk pause
Der var oprindeligt lagt op til en endelig politisk aftale om direktivet i juni 2025. Kort før afslutningen meddelte Kommissionen imidlertid, at man overvejede at trække forslaget tilbage. Resultatet blev, at trilogforhandlingerne blev sat i bero.
Baggrunden var blandt andet pres fra den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet, som udtrykte bekymring for, at reglerne ville påføre især små og mellemstore virksomheder betydelige administrative byrder.
Direktivet er dog ikke formelt trukket tilbage. Kommissionen har efterfølgende præciseret, at forslaget er “sat på pause” og betragtes som inaktivt, indtil der kan findes en ny politisk balance.
Under det danske EU-formandskab i første halvår 2026 forventes der forsøg på at genoptage forhandlingerne – muligvis i en forenklet version med særligt hensyn til mikrovirksomheder.
Hvad var formålet med direktivet?
Det oprindelige forslag fra 2023 havde et klart sigte: at sætte effektivt ind mod greenwashing i hele EU.
Forslaget lagde op til, at:
- Alle frivillige miljø- og klimaanprisninger skulle være baseret på videnskabelig dokumentation.
- Virksomheder skulle gennemføre en systematisk vurdering af påstandenes livscykluspåvirkning.
- Grønne anprisninger skulle underlægges tredjepartsverificering (forhåndsgodkendelse), før de måtte anvendes i markedsføring.
Havde direktivet været vedtaget i sin oprindelige form, ville det have markeret et markant skifte fra efterfølgende kontrol til en model med forhåndsgodkendelse.
Selvom processen er sat på pause, er ambitionen om at stramme reguleringen af miljøpåstande ikke forsvundet fra den politiske dagsorden.
Empowering Consumers-direktivet træder i kraft fra 2026
Det er vigtigt at skelne mellem Green Claims Directive og det allerede vedtagne direktiv om Empowering Consumers for the Green Transition.
Dette direktiv er vedtaget og skal implementeres i medlemsstaterne med virkning fra september 2026.
Direktivet indebærer blandt andet:
- Forbud mod generelle miljøanprisninger som “miljøvenlig”, “bæredygtig” eller “klimaneutral”, hvis de ikke kan dokumenteres tilstrækkeligt.
- Skærpede krav til brugen af miljømærker og bæredygtighedssymboler.
- Øget fokus på gennemsigtighed i miljørelaterede udsagn.
Det betyder, at selvom Green Claims Directive er sat på pause, vil kravene til dokumentation og præcision i grøn markedsføring blive mærkbart strammet fra 2026.
Hvad betyder det for virksomheder nu?
Den politiske usikkerhed omkring Green Claims Directive kan give indtryk af, at man kan afvente udviklingen. Det vil være en risikabel strategi.
Tre forhold taler for at handle allerede nu:
- Empowering Consumers-direktivet skærper kravene fra 2026.
- Nationale myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, har allerede hævet barren for dokumentation.
- Retningen i EU-reguleringen er klar: større krav til bevis, transparens og præcision.
Selv hvis Green Claims Directive skulle blive væsentligt ændret eller permanent opgivet, er bevægelsen mod strengere regulering af grønne påstande tydelig.
Har I brug for vejledning i regler for grøn markedsføring? Tøv ikke med at række ud til os på kontakt@3hlaw.dk
