Som ansvarlig politiker handler jeg

DEBATTEN om den globale opvarmning har fået en helt særlig plads i nærværende dagblad, som excellerer i at fremmane billeder af, at der hersker voldsom tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, ja, om de overhovedet eksisterer. Som følge heraf bliver der også sat spørgsmålstegn ved de politiske beslutninger, der bliver truffet i kølvandet på den globale opvarmning.

Som klima- og energiminister er jeg politiker, ikke videnskabsmand. Derfor må jeg besinde mig på de input, jeg får fra videnskaben. Her er FN's klimapanel sat i verden for at give politikere og andre interesserede en objektiv vurdering af klimaforandringer. Men hvorfor stole på dem, synes holdningen blandt flere af Jyllands-Postens debattører at være.

Lad mig slå fast: FN's klimapanel er ikke en tilfældig skare fritidsforskere på en politisk mission, men en dybt seriøs stor og international gruppe af forskere, størstedelen fra universitetsverdenen, udvalgt efter deres forskningsmæssige meritter, som tilskriver dem en solid tyngde i den videnskabelige verden.

Disse forskere udgiver med fire til syv års mellemrum en såkaldt hovedrapport, som gennemgår den relevante videnskabelige, tekniske og samfundsøkonomiske forskning, der har været på klimaområdet i den forløbne periode.

Resultatet er dybt seriøst videnskabeligt arbejde, som er nødvendigt for, at den enorme mængde af videnskabelige data bliver tilgængelige for os politikere. Seriøse, som forskerne er, tager de naturligvis al forskning med ind i billedet - også det, der kommer fra forskere, der er skeptiske over for, at klimaforandringer skulle være menneskeskabte. Klimapanelet skal per definition være neutralt og hæve sig i helikopterperspektiv.

Således er for eksempel Henrik Svensmarks teorier om solen også medtaget. Og ja, siger FN's klimapanel , det er korrekt, at solens aktivitet har haft betydning for klimaforandringerne siden industrialiseringen. Den spiller blot en ganske lille rolle i forhold til, hvad vores industrialiserede verdens udledning af drivhusgasser betyder.

På samme måde med påstanden om, at temperaturen ikke er steget de sidste 10 år: I 1998 var temperaturen exceptionelt højere end årene umiddelbart før og efter. Enhver, der ser på temperaturkurven de sidste 25 år, vil se, at tendensen er klart opadgående. Historien svarer til, at man sammenligner den varmeste dag i januar med den koldeste nat i august og så konkluderer, at temperaturen ikke stiger fra januar til august.

- At den globale opvarmning er i gang. Temperaturen stiger, sne og is smelter, havniveauet stiger globalt.

-At koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren ligger langt højere end på noget andet tidspunkt de seneste 650.000 år.

-At der er over 90 pct. sandsynlighed for, at størstedelen af temperaturstigningerne siden midten af det 20. århundrede skyldes menneskeskabte drivhusgasudledninger.

-At det haster med at få ændret kursen. Flere vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne tager rigtigt fart ved en temperaturstigning på to grader celsius. Skal det afværges, skal de globale udledninger toppe inden 2015-20.

Man kan ikke være 100 pct. sikker på noget i denne verden. Derfor er det til syvende og sidst en politisk afvejning, hvorvidt man skal reagere på denne viden. Jeg vil ikke som konservativ politiker spille hasard med fremtidige generationers adgang til rent vand, frisk luft, mangfoldig natur og jord at dyrke og bo på. Derfor kan jeg ikke bare krydse fingrene og håbe det bedste. Jeg må handle, fordi risikoen, hvis vi ikke handler i tide, er så stor. Ikke for mig, ikke for læseren. Men for dem, der kommer efter os. I sidste ende er det et valg, hver eneste af os må tage: Vil vi ignorere advarslerne og håbe, at det nok går - eller vil vi følge rådene fra klimapanelet. Råd, der siger: I må handle og jo længere, I tøver, des værre og dyrere bliver det.

Og lad os så til sidst stille os selv spørgsmålet: Hvad nu, hvis klimaforandringerne ikke er reelle og menneskeskabte? Hvad nu, hvis forskerne om 20, 30 eller 40 år måtte indse, at de havde taget fejl, at alarmen blev afblæst. Ja, hvad så? Hvad ville være det værste, der ville være sket i vores samfund?

Jo, vi ville stå med et samfund, der er bygget på renere teknologier. Et samfund, der udnyttede energien og ressourcerne langt bedre end i dag. Vi ville have renere luft, og vi ville være langt mindre afhængige af leverancer af fossile brændstoffer, som vi ellers risikerede at skulle indkøbe hos ustabile regimer.

I betragtning af, at vi om 40 år ikke er 6,5, men omkring 9 milliarder mennesker på kloden, synes jeg egentlig ikke, at valget er så svært.