ISO 14001:2026 på vej: Nye dokumentationskrav og integrering af klima og biodiversitet

Den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001, udkommer i en opdateret fjerde udgave i marts 2026. Den nye DS/ISO 14001:2026 samler tidligere ændringer og udvider med klima- og miljøfokus og styrkelse af livscyklusperspektiv og topledelsens ansvar.

Foto: Dansk Standard

I starten af 2026 kommer den nye version af ISO 14001 for miljøledelse. Struktur og terminologi er opdateret, så krav og begreber fremstår mere ensartede på tværs af standarderne ift. ISO’s harmoniserede struktur for ledelsessystemer, og flere centrale formuleringer er blevet præciseret. Kravet til dokumenteret information er skærpet og forklaret, så organisationer skal kunne dokumentere, at relevante oplysninger er tilgængelige for både interne og eksterne interessenter. 

Samtidig udvides kravet om outsourcede processer til at omfatte alle eksterne leverancer – både processer, produkter og ydelser. Det betyder, at organisationer fremover skal forholde sig bredere til leverandørstyring og due diligence i relation til miljøpåvirkninger. 

Integrering af miljøforhold og klimaændringer 

En forventet ændring i den nye udgave af ISO 14001 var, at tillægget om klimaændringer fra 2024 nu er fuldt integreret i standardens kravtekst. Tillægget omhandlede organisationens kontekst (afsnit 4.1), interessentforventninger (4.2) og risikovurdering (6.1.4). 

Desuden udvides forståelsen af miljøforhold: Organisationer skal ikke kun se på lokal forurening, men også på klimapåvirkning, biodiversitet, ressourceforbrug og økosystemers sundhed. Anneks A giver detaljeret vejledning i, hvordan disse forhold kan påvirke – og påvirkes af – organisationens aktiviteter, og virksomheder får en bedre forklaring på, hvordan miljø og klima skal forstås i en større kontekst. 

Nye krav til ændringsstyring og ledelsens ansvar 

Som et nyt element i ISO 14001:2026 findes et særskilt krav om planlægning og styring af ændringer. Organisationer skal kunne håndtere ændringer, der kan påvirke miljømål og processer, og sikre, at ændringer gennemføres kontrolleret og systematisk. 

Ledelsens rolle og ansvar bliver også tydeligere. Kravene til evaluering af miljøledelsessystemet skærpes, og det fremgår nu eksplicit, at topledelsen er ansvarlig for systemets resultater og effektivitet. Samtidig understreges vigtigheden af løbende forbedring: Organisationer skal aktivt identificere muligheder for forbedring og iværksætte korrigerende handlinger, der står mål med miljøpåvirkningen. 

Et styrket livscyklusperspektiv 

Livscyklusperspektivet, som altid har været en del af miljøledelse, bliver med opdateringen både tydeligere ved bedre forklaring i annekset og mere omfattende. Organisationer skal tage hele værdikæden i betragtning – fra design og udvikling til indkøb, brug og bortskaffelse – når de vurderer miljøaspekter. Det skal sikre en mere helhedsorienteret tilgang til miljøpåvirkninger og støtte arbejdet med cirkulær økonomi og bæredygtige forsyningskæder. 

Denne udvidelse betyder, at miljøledelse i højere grad bliver et strategisk værktøj, der kan bruges til at styre både risici og muligheder gennem hele produktets eller tjenestens livscyklus. 

Større vægt på kommunikation og interessentforståelse 

Den nye udgave lægger også større vægt på kommunikation og interessenthåndtering. Organisationer skal i højere grad tage hensyn til eksterne forventninger – eksempelvis krav om rapportering af CO₂-udledning, biodiversitet og ressourceforbrug – og sikre, at kommunikationen om miljøforhold er klar, troværdig og transparent. 

Anneks A er udbygget med nye eksempler og vejledning, der understøtter arbejdet med ekstern kommunikation og hjælper organisationer med at forstå, hvordan miljøledelse kan integreres med andre ledelsessystemer og forretningsprocesser. 

Hvad betyder ændringerne for danske organisationer? 

Når ISO 14001:2026 udgives i marts 2026, skal danske organisationer forvente: 

  • Flere dokumentationskrav – særligt ved ændringer, risici og kommunikation 
  • Større ansvar for topledelsen i at integrere miljøledelse i forretningsstrategien 
  • En udvidet forståelse af klima-, biodiversitets- og miljøpåvirkning i hele værdikæden 
  • Forventninger om større gennemsigtighed og ekstern rapportering 

04.12.2025Dansk Standard

Sponseret

ISO 14001:2026 på vej: Nye dokumentationskrav og integrering af klima og biodiversitet

03.12.2025Dansk Standard

Sponseret

Forslaget til ISO 9001 oversat til dansk

18.08.2025Dansk Standard

Sponseret

Tiden er inde til at sætte fokus på overgangsalder på arbejdspladser

15.05.2025Dansk Standard

Sponseret

Tiden er inde til at sætte fokus på overgangsalder på arbejdspladser

28.03.2025Dansk Standard

Sponseret

DSB anvender ISO 14001 til at skabe struktur på deres arbejde med bæredygtighed

03.02.2025Dansk Standard

Sponseret

Global standard for bæredygtighed i event-, møde-, sports- og oplevelsesbranchen nu på dansk.