Slik smager af farligt arbejde
Meget af det slik, vi spiser herhjemme, indeholder palmevoks, som udvindes under kritisable forhold i Brasilien.
Mange slikmunde savler hver dag over Matador Mix, Familieguf og Pingvinblandinger, men på den anden side af kloden arbejdes der hårdt for at tilfredsstille de sliksultne danskere.
Slikket er dækket af palmevoksen carnauba, som gør, at det ikke klistrer sammen. Den produceres i det nordøstlige Brasiliens fattige landområder, hvor arbejderne er i fare for at få skære-, gigt- og rygskader samt risiko for at få brandsår ved at håndtere den kogende voks, skriver danwatch.dk.
Hverken Haribo eller Toms vil udtale sig om arbejdsforholdene, som canauba-voksen produceres under, men Per Henerius fra Haribo understreger, at virksomheden gør en stor indsats for at sikre, at forholdene er, som de skal være hos deres leverandører.
Vi kræver af vores leverandører, at de laver audits hos deres leverandører. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå børnearbejde, diskrimination og for at overholde menneskerettighederne, siger Per Henerius.
Haribo vil ifølge Danwatch ikke oplyse, hvor voksen stammer fra, men research, som Danwatch har foretaget, viser, at slikgiganten får canaubavoks fra Brasilien.
Steen Vallentin, lektor i CSR på CBS, påpeger, at der er en tendens til, at virksomheder skal gøres opmærksomme på problemer med social ansvarlighed før, de handler. Ifølge lektoren er det ikke så ligetil for slikproducenterne at sikre ordentlige arbejdsforhold for brasilianske landarbejdere.
Men det er vigtigt, at de er opmærksomme på problemstillingerne, og at de aktivt er med til at fremskynde en udvikling i retning af større ansvarlighed gennem de relevante kanaler og i samarbejde med andre aktører i branchen, siger Steen Vallentin til Danwatch.
- MS