Q&A med Enacts Sandra Atler: FN’s Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder – tendenser og udfordringer

Der er gået syv år siden vedtagelsen af FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. De indebærer, at virksomheder skal tage aktivt hensyn til påvirkninger af menneskerettigheder i deres erhvervsaktiviteter. Med retningslinjerne fik myndigheder og virksomheder et sæt frivillige globale spilleregler for at sikre, at handel, investeringer og produktion sker under hensyntagen til menneskers rettigheder.

En af dem der var med til at bidrage til udarbejdelse af retningslinjerne, var Sandra Atler som i dag leder Enact’s Human Rights and Business Practice Group. Vi har bedt hende gøre status over udviklingen i de syv år der er gået. Har retningslinjerne haft en effekt, kan de styrkes og hvori består de væsentligste udfordringer?

Spørgsmål: Hvis du kort skal skitsere, hvad har vi så konkret opnået siden retningslinjerne blev vedtaget?

SA: De tre mest konkrete udviklingstendenser er: Først og fremmest er førende brands og selskaber begyndt at arbejde seriøst med at indføre processer til at undgå og håndtere negative påvirkninger af menneskerettigheder. Dernæst er det blevet nemmere for stakeholders at italesætte spørgsmål om menneskerettigheder og ansvarlig virksomhedsadfærd indbyrdes, fordi man har fået en fælles referenceramme, et fælles sprog. Der findes i dag en række fælles platforme, fora og andre muligheder, hvor forskellige stakeholders indgår i en langt mere nuanceret dialog om, hvordan man skal håndtere negative menneskerettighedspåvirkninger. Og endelig er flere stater begyndt at forholde sig, hvordan de via politiker og lovgivning kan sikre at virksomheder respekterer menneskerettigheder.

Når det er sagt, så vil jeg dog helt overordnet sige at trods de positive tendenser, så går udviklingen alt for langsomt. Enkelte stater har indført bindende krav til virksomheder om processer for nødvendig omhu i forhold til menneskerettigheder. Men det er nødvendigt ,at mange flere stater kommer ind i kampen ellers kommer vi til at vente mange år endnu, før vi ser en reel implementering af retningslinjerne  

Spørgsmål: Hvori består udfordringerne?

SA: En af udfordringerne er, at retningslinjerne er svære at navigere efter i praksis for de virksomheder som rent faktisk tager dem alvorligt og ønsker at respektere menneskerettigheder. De indeholder ikke tilstrækkelig konkret vejledning, specielt i forhold til, hvordan en virksomhed skal håndtere sine menneskerettighedsrisici. Samtidig er de nationale myndigheder heller ikke gode nok til at tilbyde vejledning. Konsekvensen er, at det bliver op til virksomhederne selv på et meget usikkert grundlag at vurdere, hvilke påvirkninger der er acceptable og hvilke der ikke er – til trods for at mange virksomheder ikke har den nødvendige ekspertise og kapacitet til at foretage den vurdering.  

Et eksempel: Du bliver opmærksom på en form for tvangsarbejde hos en underleverandør. Mange virksomheder oplever denne problematik og spørger sig selv, hvordan de skal håndtere det og hvilke indikatorer de skal opstille for fremskridt. På hvilket niveau er det absolut nødvendigt at se fremskridtefter en uge, 3 måneder, 6 måneder eller efter 1 år? Hvor går grænsen? Hvornår skal du bryde med din leverandør og hvordan sikrer du, at menneskelig ulykke ikke forværres på grund af dine handlinger?

Selvom god praksis og eksisterende værktøjer kan være med til at besvare disse vanskelige spørgsmål, ender mange virksomheder alligevel med at foretage vurderinger på egen hånd. Problemer med at opstille målbare indikatorer for fremskridt skaber stor frustration i mange virksomheder. Ultimativt er det  rettighedshaverne i frontlinjen der bliver ramt af konsekvenserne. 

Spørgsmål: Hvorfor er det så vanskeligt?

SA: Det er et spørgsmål med flere svar. Et svar er, at mange virksomheder simpelthen ikke har den relevante kapacitet i forhold til menneskerettigheder. Alle og enhver har en holdning til menneskerettigheder, men det gør altså ikke hvem som helst til menneskerettighedsekspert.  Og alt for ofte har den ansvarlige på virksomhedens menneskerettighedsområde ikke et stærkt nok mandat og gennemslagskraft internt i organisationen til at kunne rejse vanskelige problematikker. 

Dertil kommer, at mange virksomheder opfatter spørgsmål om menneskerettigheder som teoretiske eller ’bløde’ emner. Den opfattelse forstærkes af, at der i mange henseender mangler kvantitative metoder til at måle påvirkninger og mere præcist fastsætte de uacceptable niveauer for forskellige sektorer. Det er nemmere at forholde sig til miljømæssige påvirkninger, fordi de er lette at måle. Her ved du nøjagtigt, hvad der forventes. Du har en præstationsstandard og du har tal som beskriver din præstation over tid. 

Når det gælder menneskerettigheder, har du begge dele: både det der er målbart og det der er mere vanskeligt at måle. På nogle områder er det nemt at måle efter allerede accepterede standarder, fx indenfor helbred, sikkerhed og beskyttelse. Men på andre områder er der den her ’kløft/afstand’ i forhold til, hvordan man skal måle. Det betyder ikke, at det er umuligt – blot at det kræver en større indsats. 

Spørgsmål: Hvilke tiltag er nødvendige for at forbedre virksomheders ansvarlighed i forhold til menneskerettigheder?

SA: Vi har i høj grad brug for en Game Changer. Jeg mener, vi har brug for en ’GDPR’ for menneskerettigheder – altså en lov med en tyngde som den nye databeskyttelsesforordning. Jeg tror ikke på, at øget respekt for menneskerettigheder hos virksomhederne kan indføres via den bløde og frivillige vej. Jeg mener at lovgivningsmæssige krav om due dilligence  for menneskerettigheder er vejen frem – en duty of care for erhvervsaktørers påvirkninger på menneskers livsvilkår på tværs af landegrænser. Og staterne må nødvendigvis harmonisere indholdet af en sådan lovgivning, i hvert fald på europæisk niveau.   

Besøg Sandra Atlers Linkedin profil her