Overraskende svag indsats for menneskerettigheder i finanssektoren

Institut for Menneskerettigheder udgiver i dag en analyse af de 23 største danske finansielle institutioners (FI) arbejde med menneskerettigheder. Konklusionen er klar: Det står stille – eller går endda lidt tilbage – med at tage stilling til, undersøge, forstå og gøre noget ved den indvirkning deres aktiviteter har på konkrete menneskers rettigheder. 

”Det har overrasket mig at vi ikke er i stand til at se en selv moderat forbedring i den samlede score på trods af de to års mellemrum mellem vores undersøgelser. Det efterlader mig med det indtryk, at der fortsat er et stort behov for at sætte fokus på det her arbejde i sektoren og sikre den fremdrift i arbejdet jeg egentlig havde forventet,” siger Signe Andreasen Lysgaard, som er chefkonsulent på Institut for Menneskerettigheder.

Analysen sammenligner sektorens indsats med metoder og forpligtelser angivet i FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP). Den første konstatering er, at sektoren samlet er 36 procent på linje med UNGP – og at niveauet er faldet en anelse siden første måling i 2023, hvor resultatet var 38 procent. 

I gennemsnit scorer FI’erne 5,1 ud af 14 mulige point på de otte indikatorer, som tilsammen dækker politik, due diligence og klage‑ og afhjælpningsmekanismer. Man kan også konstatere en stor spredning i performance: Én institution når op på 79 procent, mens over tre fjerdedele ligger på 50 procent eller derunder, og mere end en tredjedel er under 30 procent. Seks FI’er fastholder samme score som i 2023, mens lige mange har forbedret som forværret deres resultater, hvilket understreger et billede af stagnation snarere end strukturelle fremskridt.

Men tiderne er heller ikke lige til det

Som djævelens advokat, kunne man sige, at det måske er lidt meget at forvente, at man i denne svære geopolitske og geo-økonomiske tid investerer i processer og analyser af noget, langt væk fra ens egne kunder? Det virker jo heller ikke til, at menneskerettigheder rigtig er i fokus mere. Hører de ikke til den gamle, regelbaserede verdensorden, som vist er faldet fra hinanden?

”De skift og forskydninger vi lige nu ser i den verdensorden, vi har kendt, gør det ikke mindre relevant at se på den private sektors rolle – snarere tværtimod. Når visse stater vakler i deres støtte til menneskerettighederne, bliver virksomhedernes tilgang og arbejde sat yderligere på prøve. Hvis staterne backtracker på menneskerettighederne bliver risikoen for virksomheder for at komme i forbindelse med menneskerettighedsudfordringer kun større, og det er dårligt nyt for både virksomheder og rettighedshavere. Men den forventning der er til virksomhederne om at respektere menneskerettighederne og kunne dokumentere, hvordan det sikres, er uafhængig af staternes forpligtelser og politiske udviklinger,” forklarer Signe Andreasen Lysgaard. 

”Den finansielle sektor spiller her en særlig rolle fordi de kan skabe incitament blandt deres kunder og investeringsselskaber til at arbejde aktivt med at sikre menneskerettighederne. Den løftestang er der mere end brug for i den nuværende situation,” fortsætter hun.

Pensionskasser i front – banker i bund

Som i 2023 er det pensionssektoren, der trækker det samlede niveau op, mens bankerne ligger tydeligt lavest. Pensionskasser opnår i gennemsnit en overensstemmelse med UNGP på 54 procent, efterfulgt af kapitalforvaltere på 36 procent, forsikringsselskaber på 23 procent og banker på 21 procent. ​

Samtidig er variationen internt i grupperne betydelig, især blandt banker og forsikringsselskaber, hvilket udfordrer brugen af gruppetal alene. Den bedst performende bank når op på 50 procent, mens to banker scorer 0, og blandt forsikringsselskaberne er tilbagegangen i gennemsnit primært drevet af ændringer i udvalget af selskaber i analysen, snarere end systematiske forringelser hos de enkelte.

Policy‑løfter uden tilsvarende praksis

Benchmarket bekræfter et velkendt mønster: Danske finansinstitutioner er relativt stærke på overordnede policy‑erklæringer, men svage, når det kommer til dokumenteret implementering og resultater. Den gennemsnitlige alignement på politikforpligtelser til at respektere menneskerettigheder er steget fra 60 til 63 procent, og arbejdet med at identificere og adressere risici og negative påvirkninger ligger fortsat blandt de bedst performende områder med 62 procent.

Alligevel er billedet, at størstedelen af FIs endnu ikke dokumenterer, hvordan de omsætter deres menneskerettighedsforpligtelser til konkrete processer og beslutninger på tværs af investerings‑, udlåns‑ og forsikringsaktiviteter – og slet ikke hvilke resultater indsatsen fører til. Særligt engagement med berørte rettighedshavere og sikring af reel afhjælpning ved skader fremstår som markante blind spots.

Dette mønster er ikke enestående for Danmark. World Benchmarking Alliance analyserede I 2025 de 400 største finansinstitutioner i verden og konstaterede, at selvom 35 procent af dem kommunikerede deres forpligtelse til at respektere menneskerettigheder, var det kun 6 procent af disse institutioner, som dokumenterede at de havde due diligence-processer på menneskerettigheder på plads.  

Stakeholder‑engagement og afhjælpning: Det svageste led

På tværs af sektoren er engagement med berørte rettighedshavere og afhjælpning af menneskerettighedsskader fortsat de absolut svageste discipliner. 20 ud af 23 FI’er offentliggør slet ingen information om dette og scorer derfor nul, mens den gennemsnitlige grad af engagement med berørte interessenter i overenstemmelse med UNGP ligger på blot 10 procent.

Adgangen til klage‑mekanismer viser en vis fremgang fra 16 til 29 procent, hvilket blandt andet kan skyldes ESRS‑krav om at beskrive klageveje. Men remedy‑indikatoren – altså hvorvidt FI’erne kan dokumentere, at der faktisk sikres afhjælpning, når der opstår menneskerettighedsskader forbundet med finansielle aktiviteter – falder fra i forvejen lave 11 procent til kun 4 procent.

Due diligence i modvind – særligt på risikovurdering

Et centralt budskab er, at der sker et tilbageskridt på det område, som mange ellers ser som kernen i UNGP‑implementering: systematisk identifikation og vurdering af risici og påvirkninger: fra 76 til 62 procent i 2023, mens scoringen for vurdering af risici, påvirkninger og deres relative alvor reduceres dramatisk fra 26 til 9 procent.

Som en sandsynlig forklaring peger rapporten på, at ESRS‑kravene til dobbelt væsentlighed har ændret måden, FI’erne beskriver risiko‑ og impact‑arbejde på, og at mere standardiserede og generaliserede oplysningskrav i standarden kan have erstattet tidligere mere konkrete menneskerettighedsfokuserede beskrivelser. Det samlede resultat for human rights due diligence falder dermed fra 44 til 39 procent, hvilket får rapporten til at konkludere, at due diligence‑dimensionen ikke styrkes af regulering alene?

”Det er en anden overraskelse for mig at se, hvordan sektoren indtil videre arbejder med EU’s regler for bæredygtighedsrapportering. Bl.a. kommunikation om de risici og indvirkninger der måtte være i relation til investeringsselskaber og erhvervskunder. F.eks. har ingen af bankerne arbejdere i værdikæderne med som et væsentligt emne. Det gælder også de tal, der lægges frem omkring eksponering overfor negative sociale indvirkninger under SFDR (rapporteringskrav til finanssektoren). De er meget svingende og svære at sammenligne,” siger Signe Andreasen Lysgaard. 

ESRS og SFDR leverer ikke automatisk bedre menneskerettighedsdata

De nye europæiske rapporteringsregler har således ikke i sig selv har løftet kvaliteten af menneskerettigheds‑disclosures i den danske finanssektor – og i nogle tilfælde kan have haft utilsigtede negative effekter. Størstedelen af de omfattede FI’er rapporterer nu efter ESRS, men i de første årsrapporter er det typisk påvirkninger på egen arbejdsstyrke samt forbrugere og slutbrugere, der vurderes som væsentlige, mens kun et mindretal vurderer, at arbejdstagere i værdikæden og berørte lokalsamfund er væsentlige emner for dem.

Ingen af de inkluderede banker angiver eksempelvis arbejdstagere i værdikæden som et materielt tema, hvilket indikerer, at impacts forbundet med finansielle aktiviteter stadig ikke afspejles i ESRS‑rapporteringen på en måde, der svarer til deres relative alvor. Rapporten peger desuden på, at kravet om dobbelt væsentlighed og tilhørende rapportering kan have standardiseret og generaliseret disclosures i en grad, så tidligere mere detaljerede beskrivelser af menneskerettigheds‑risikoidentifikation, vurdering og håndtering – som krævet af UNGP’erne – er forsvundet. De særlige rapporteringskrav til finanssektoren, SFDR, vurderes heller ikke som hjælpsomme. 

Resultatet er et rapporteringsregime, hvor kvantitative nøgletal i begrænset omfang kan omsættes til kvalificerede vurderinger af, om og hvordan finanssektoren faktisk mindsker sit aftryk på menneskerettighederne gennem investering, udlån og forsikring. 

Behovet for evidens og næste skridt for sektoren

Formålet med rapporten er både at informere igangværende branche‑ og policy‑diskussioner om menneskerettigheder i bæredygtig finans og at understøtte de enkelte FI’er i deres implementeringsarbejde.

For ESG‑professionelle i og omkring finanssektoren tegner benchmarket et klart billede af, hvad der skal tages fat på i sektoren: Styrkelse af due diligence på linje med UNGP på tværs af alle finansielle produkter, systematisk engagement med berørte rettighedshavere, robust dokumentation af afhjælpning samt en bevidst integration af menneskerettighedsperspektivet i både ESRS‑ og SFDR‑rapporteringen. Uden denne kobling risikerer sektoren, at nye EU‑krav blot leverer mere data – men ikke bedre styring af menneskerettighedsrisici i den finansielle værdikæde.