Naturen som juridisk person: En ny tilgang til miljøbeskyttelse

Siden starten af 00’erne har omkring 50 naturområder verden over fået tildelt personrettigheder. Det betyder, at de ikke længere blot betragtes som ressourcer til udnyttelse, men som selvstændige retsenheder med krav på beskyttelse.

Det nyeste eksempel er det newzealandske bjerg Taranaki Maunga, der tidligere i år blev anerkendt som juridisk person. Samme status er tidligere givet til blandt andet den canadiske Magpie-flod og dele af Vadehavet i Holland. 

Den mest vidtgående implementering findes i Ecuador, hvor hele nationens natur fik personrettigheder skrevet ind i grundloven i 2008. Her har naturen en forfatningssikret ret til at eksistere og blomstre, og borgere kan føre sager på dens vegne.

Hos Global Alliance for the Rights of Nature (GARN), der arbejder for global udbredelse af naturens rettigheder, kalder direktør Natalia Greene udviklingen for et nødvendigt opgør med en forældet tilgang: 

Hun ser personrettighederne som en måde at genoprette forbindelsen til naturen, især i vestlige samfund, hvor naturens værdi ofte er blevet målt i kommerciel nytte.

Ifølge Greene er det netop tankegangen om naturen egenværdi, som oprindelige befolkninger altid har praktiseret, og som nu får juridisk fodfæste i flere dele af verden.

Værktøj eller paradigmeskift?

Ifølge Ole Windahl Pedersen, professor i miljøret ved Aarhus Universitet, har idéen om juridiske rettigheder til naturen potentiale til at styrke miljøbeskyttelsen. 

Han peger på, at lovene ofte forsøger at opnå mere effektiv naturbeskyttelse end traditionelle værktøjer som fredninger og reguleringer. Når naturen tildeles selvstændige rettigheder, bliver det lettere at holde ansvarlige aktører til regnskab, hvis de krænker dens integritet.

Men modellen rummer også udfordringer. Naturen kan ikke tale sin egen sag, og der opstår hurtigt spørgsmål om, hvem der skal repræsentere den, og hvordan man definerer, hvad der er bedst for den. Ifølge professoren kan der også sættes spørgsmålstegn ved effekten i lande med allerede veludviklet miljølovgivning.

Han vurderer, at tendensen især får fodfæste i lande med oprindelige befolkninger og næppe vil brede sig til lande som Danmark. 

Natalia Greene ser også begrænsningerne, men afviser, at de udgør et argument mod modellen. Hun fremhæver Ecuadors Los Cedros-skov som et eksempel på, at lovgivningen kan virke. 

Her fik borgere standset en planlagt minedrift ved at føre en sag på skovens vegne med henvisning til landets grundlov. Det er netop den slags afgørelser, som ifølge Greene viser, at juridiske rettigheder til naturen både er mulige og nødvendige, selv når implementeringen er vanskelig.

"At implementeringen er svær, betyder ikke, at det ikke virker. Jeg plejer at bruge menneskerettighederne som eksempel: Der er mange lande, der forbryder sig mod dem, men det betyder ikke, at de ikke skulle have været indført," siger hun til Kristeligt Daglblad og understreger, at målet er mere end blot et juridisk værktøj: "

Vores mål er ikke at fremme et nyt naturbeskyttelsesværktøj, men et paradigmeskift i måden at forholde sig til naturen på."

 - lhs