Klimaændringer i juridisk perspektiv
Den eksisterende lovgivning kommer til kort, når det drejer sig om hensigtamæssig regulering af konsekvenser og ansvar for de øgede regnmængder og deraf følgende skader. Ny bog fra Jurist- og økonomforbundets Forlag tager fat på problemstillingen.
Klimaændringerne har gennem de seneste år indtaget stadig mere plads på den offentlige dagsorden. Alle danske kommuner vil i deres fremtidige planlægning skulle tage hensyn til, at der sker ændringer i klimaet med blandt andet øgede nedbørsmængder, forhøjet grundvandsstand og forhøjet havvandsstand.
Bogen Klimaændringer i juridisk perspektiv er den første samlede fremstilling af de regelsæt, der regulerer håndteringen af de udfordringer, som klimaændringerne giver anledning til. Udover en gennemgang af det samlede regelsæt, der gælder for håndteringen af forøgede nedbørsmængder, grundvandsstigninger og havvandsstigninger, indeholder bogen en gennemgang af spørgsmål, som i praksis giver anledning til tvivl.
Bogen henvender sig til teknikere og jurister i kommunerne såvel som praktikere i spildevandsforsyningsselskaberne samt rådgivere, der arbejder på forsyningsområdet.
Forfatterne: Marlene Hannibal, Søren Stenderup Jensen, Peter Holm Larsen og Ellen Skodborggaard er alle advokater hos Plesner og beskæftiger sig blandt andet med kommunale forsyningsselskaber, miljøret, planret, energiret, ekspropriation og konfliktløsning. Bogen koster 360 kroner incl. moms.
- UB
