Kan CSDDD ændre på, at tekstilarbejdere stadig ikke får en løn, de kan leve af?

Ud af 110 tøjmærker offentliggør kun 4 arbejdernes lønniveauer på tøjfabrikker i deres forsyningskæder, ifølge en ny rapport fra Clean Clothes Campaign. Hovedkonklusionerne i den er: 

• Kun 4 ud af 110 store tøjmærker oplyser, at der udbetales en løn, man kan leve af, på alle niveauer af deres forsyningskæde, ifølge den seneste udgave af den globale nonprofit Clean Clothes Campaigns lønovervågningsprojekt, "Fashion Checker."
• Rapporten, der blev offentliggjort sidste måned, sagde, at 41 procent af de adspurgte mærker havde oplyst mindst nogle data fra forsyningskædefaciliteter, en stigning på 28 procent siden projektets første udgave blev offentliggjort i 2020. Men kun 3 procent oplyste lønniveauer på deres forsyningskædefaciliteter.
• Tekstilarbejdere i Bangladesh tjener 73 procent mindre end landets leveløn, som Clean Clothes Campaign beskriver som en løn, der kan dække arbejderens og deres families basale behov, samtidig med at den giver en vis disponibel indkomst. Tekstilarbejdere i Pakistan tjener 74 procent mindre, mens arbejdere i Serbien tjener 63 procent mindre og arbejdere i Tyrkiet tjener 66 procent mindre, ifølge løndata, som nonprofitorganisationen har indsamlet uafhængigt gennem arbejderundersøgelser.

Kan en fjerdedel rykke noget?

Fra 2029 vil store modevirksomheder blive holdt ansvarlige for lønstrukturerne i deres forsyningskæder under EU's Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD). Ifølge direktivet skal virksomheder også være "ansvarlige for at bruge deres indflydelse til at bidrage til en tilstrækkelig levestandard i deres værdikæder," hvilket inkluderer "en løn man kan leve af for medarbejdere." 

Tredive af de mærker, der indgår i projektet, forventes ifølge nonprofitorganisationen at falde ind under CSDDD's omfang, som gælder for EU-virksomheder med over 5.000 ansatte og €1,5 milliarder i omsætning samt ikke-EU-virksomheder med over €1,5 milliarder i EU-omsætning. 

Man kan naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om CSDDD’s regler vil føre til handling på et så forandringsresistent et område som leveløn. Hvis det sker – og også i andre værdikæder en tekstil – må ændringer fra over en stor del af de største aktører i en branche dog formodes at trække andre med. 

Dårligt forberedte virksomheder

Men resultaterne af Clean Clothes Campaigns undersøgelse viser, at de fleste virksomheder er "dårligt forberedte på at opfylde deres forpligtelser," sagde nonprofitorganisationen i en pressemeddelelse.

Af de 110 mærker, der blev undersøgt — herunder Adidas, Chanel, Nike, Uniqlo og Zara — har 32 procent "forpligtet sig offentligt til at arbejde hen imod en løn, man kan leve af, for alle arbejdere i deres forsyningskæde," men kun 3 procent har "en offentliggjort, tidsbestemt handlingsplan" for at nå dette mål, fremgår det af rapporten.

Kun ét mærke, producenten af udendørs- og performancetøj Devold fra Norge, hævdede, at 50 procent af deres leverandørfabrikker betaler arbejderne en løn, man kan leve af, den største procentdel ifølge noget mærke, der er vurderet. 

Tre mærker — Puma, Zeeman og Schijvens — hævdede, at mellem 1 procent og 25 procent af leverandørfabrikkerne i virksomhedens forsyningskæde betaler arbejderne en løn, man kan leve af, ifølge rapporten. 

Ingen andre mærker, herunder Zara-ejeren Inditex, Amazon, H&M, Chanel og Adidas, hævdede, at deres leverandører betaler arbejderne en løn, man kan leve af, og der er ifølge rapporten ingen offentlige beviser for, at de gør det.

Hvad er det vi måler på?

H&M Groups globale pressechef, Pernille Skanvig Schønau, fortalte i en mail til mediet ESG Dive, at tøjmærkets leverandører betaler "en gennemsnitlig bruttoløn i mange lande", som er "højere end mindstelønnen," og henviste til virksomhedens offentlige løndata.  H&M skriver dog selv på denne side, at "i nogle tilfælde er mindstelønnen ikke tilstrækkelig til at dække arbejdernes basale behov." 

Med andre ord er H&M ikke enige i det billede, der bliver tegnet. Clean Clothes Campaign fastholder derimod resultaterne af sin analyse. Uenigheden kan eksistere, fordi man ikke er enige om, hvordan man måler: Er det på leveløn, mindsteløn, gennemsnitlig bruttoløn eller noget fjerde? Hvad er regnet med i hver af dem? 

CSDDD omtaler leveløn som en del af de menneskerettigheder, der skal undersøges i den snart lovpligtige due diligence-proces, men ikke en formel eller definition på, hvad leveløn er. Sådan en – og den mest brugte definition – kommer fra ILO: en leveløn er den løn, der er nødvendig for, at en arbejder og vedkommendes familie kan opnå en anstændig levestandard under hensyn til landets forhold og beregnet for arbejde udført i normal arbejdstid. I praksis dækker det typisk grundlæggende udgifter som mad, bolig, sundhed, tøj, transport, uddannelse og en vis buffer til uforudsete udgifter — men niveauet varierer efter land og region

Måske kommer kravene i CSDDD til at gøre en forskel. Trods mange års diskussion og involvering er det i hvert fald ikke lykkedes endnu. Ifølge en pressemeddelelse om Clean Clothes Campaigns seneste rapport, har organisationen, siden deres overvågningsprojekt startede i 2019, kun set en forbedring på 3 procent i brandenes levelønscore.