ISS forbedrer social ansvarlighed
ISS har blandt andet skabt flere arbejdspladser og arbejdet for at stoppe børnearbejde i 2011. Det viser virksomhedens netop offentliggjorte CSR-rapport.
Rengøringsgiganten ISS har netop offentliggjort CSR-rapport for 2011, som viser at koncernen har forbedret sig på flere af de områder, der hører under CSR-paraplyen. CSR-rapporten tager udgangspunkt i ISS globale fokusområder for regnskabsåret 2011, som er menneskerettigheder, miljø og anti-korruption.
Nøgleresultaterne fra rapporten viser at ISS i 2011 har:
- Reduceret den tid medarbejderne er om at vende tilbage til arbejdet efter en arbejdsskade med 23 procent.
- Skabt ca. 12.000 nye arbejdspladser over hele verden.
- Tilbudt 190.000 medarbejdere muligheden for at udtrykke deres mening om ISS.
- Har gennemført intern revision for at hindre børnearbejde og sikre bedre
arbejdsvilkår i 30 procent af de lande, som ISS opererer i.
- Reduceret CO2-udledningen fra leasede køretøjer med fire procent - målet er at
reducere CO2-udledningen med 15 procent på fire år.
-LRI