Hvordan får man menneskerettigheder ind i offentlige indkøb?

I Danmark udgør det offentliges indkøb af varer og tjenesteydelser ca. 300 milliarder årligt, hvilket svarer til omkring 25 procent af bruttonationalproduktet. Kommunerne alene står for 200 af de milliarder.

Læs også: Ny guide til at undgå tvangsarbejdere i forsyningskæden

”Med et beløb i den størrelsesorden, er det ikke uden betydning, hvordan der købes ind. Det skal være effektivt, men også ansvarligt og med respekt for menneskers rettigheder,” står der i en ny rapports introduktion.

Inspiration til praksis
Rapporten, ”Menneskerettigheder og offentlige indkøb”, er skrevet af Institut for Menneskerettigheder, som har fået opgaven af Mæglings- og Klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI). Den blev præsenteret ved en event på Institut for Menneskerettigheder torsdag d. 10. oktober 2019.

”Ideen har bestemt ikke været at lave udbudsvejledning nummer 777. Men det er tydeligt, at interessenter har en forventning om, at offentlige indkøb integrerer menneskerettighedsspørgsmål i deres processer og kontrakter. Spørgsmålet rapporten gerne skulle begynde at svare på er, hvordan kan man gøre det i praksis,” sagde Cathrine Bloch Veiberg fra Institut for Menneskerettigheder, som har skrevet rapporten sammen med Thomas Trier Hansen. Han driver selvstændig advokat- og rådgivningsvirksomhed om forretning og menneskerettigheder og er tilknyttet MKI som ekspert.

Hele processen og hvor man begynder
Rapporten kommer med praksiseksempler fra Danmark og resten af Norden, og kortlægger hele processen for at arbejde med menneskerettigheder i indkøb i offentlige institutioner.

• Det starter med at få ledelsen til at forpligte sig
• Når man forbereder udbud og/eller indkøb må man foretage en indledende vurdering af menneskerettighedsrisici
• Så skal menneskerettighedshensyn integreres i udbudsmaterialer
• Til sidst skal kontrakten gennemføres – og der skal tænkes i opfølgning på menneskerettighedsforpligtelser i kontrakten.

”Det vi oftest hører, når vi taler med offentlige indkøbere om dette her, er, at de ikke ved, hvor de skal starte. Det synes vi, at rapporten her kan give inspiration til, med sit fokus på de konkrete led i processen. Det handler om at kigger på det produkter, man er ved at købe. For det er ikke sådan, at kommunerne nu skal ud og fikse hele verden med deres indkøb,” siger Thomas Trier Hansen.

”Intentionen er heller ikke, at der skal opbygges et stort og tungt system med krav og audits, men at indkøberne skal spørge og bede leverandørerne om at dokumentere, hvad de gør,” fortsætter han.

Men hvad med udbudsretten?
Debatten på lanceringseventen gjorde det klart, at et af de næste skridt på dette område er at afklare, præcis hvad der sker, når FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, der også er basis for den nye rapport, møder udbudsloven. For hvilke typer af krav må man egentlig stille, hvor brede kan de være og hvor risikerer man at lovgivningen stiller sig i vejen?

Læs også: "Når det ikke sker af sig selv, må der en bundprop i"

Hvornår, det overblik kommer, vides ikke, men med rapporten kan man som indkøber få inspiration til, hvordan man kan gribe arbejdet an, og som potentiel leverandør få en idé om, hvilke krav man kan blive mødt med.