Forbud mod at destruere usolgte varer gælder nu for tøj og sko
Store virksomheder i modebranchen har ikke længere lov til at destruere sin overproduktion. Som en del af ecodesign-forordningen er krævende regler trådt i kraft, som presser virksomhederne længere op i affaldshierarkiet.
Foto: 123rf.com
Fra den 19. juli 2026 forsvandt store virksomheder i EU's mulighed for at ødelægge usolgt tøj, fodtøj og tøjtilbehør. Reglen er en del af Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR), og den ændrer en standardproces, som dele af detailhandlen har satset på i årevis: Når lager ikke kunne sælges, flyttes eller absorberes andre steder, kan det blive afskrevet og ødelagt. For tøj og fodtøj er denne mulighed nu lukket.
Det fortæller nShift, som tilbyder virksomheder digital håndtering af logistik, i en artikel på scm.dk.
Destruktionsforbuddet skal, selvom formålet handler om bæredygtighed, ifølge nShift håndteres operationelt. For med forbuddet og dokumentationspligten følger en række nye opgaver, hvor man for enhver usolgt eller returneret vare skal kunne svare på: Hvor er den, hvilken stand den er i, om den kan videresælges, repareres, doneres eller genbruges eller bevis for, hvad der rent faktisk skete med den.
Hvem og hvornår?
For store beklædnings- og fodtøjsforhandlere gælder EU-forbuddet i 2026, offentliggørelsen kører allerede, og rapporteringsformatet kommer i 2027.
En virksomhed betragtes som stor, når den overstiger mindst to af tre tærskler: mere end 250 ansatte, mere end 50 millioner euro i omsætning eller mere end 25 millioner euro i samlede aktiver.
SMV’er er således ikke omfattet endnu. Mellemstore virksomheder rammes af kravene i 2030. En mellemstor virksomhed har ud fra EU’s definition mellem 50 og 250 medarbejdere, en omsætning på mellem 10 og til 50 mio. euro eller en samlet balance på mellem 10 og 43 mio. euro.
Tidslinjen for lovgivningen, som vi kender den i dag.. Foto: nShift
Destruktion skal forstås bredt
I henhold til forordningen dækker forbuddet ikke blot klassisk bortskaffelse som forbrænding eller deponi, men også genanvendelse, energigenvinding og andre genvindingsoperationer. Så makulering af usolgte jakker til fibergenvinding behandles ifølge nShift stadig som ødelæggelse.
Reglerne presser på den måde virksomheder til at søge op i affaldshierarkiet, i retning af genbrug, videresalg, reparation og donation, før nogen genvindings- eller bortskaffelsesmetode tages i brug. Eller mindre produktion i det hele taget.
Det begynder med tøj og sko – men stopper ikke her
EU's forbud mod at destruere usolgte varer gælder først for beklædning, tilbehør til tøj og fodtøj. Men det er blot første skridt.
Forbuddet starter med mode og fodtøj, fordi affaldet her er stort i mængde og målbart. Det Europæiske Miljøagentur anslår, at 4 til 9 procent af tekstilprodukter, der bringes på EU-markedet, destrueres, før de nogensinde bliver brugt, hvilket svarer til mellem 264.000 og 594.000 tons om året. Men andre produktkategorier vil blive tilføjet over tid, så alle bør tænke på denne lovgivning som et tidligt signal frem for en andens problem.
Der er undtagelser – men de kræver bevis
Forordningen omfatter nogle undtagelser fra reglerne. Destruktion er stadig tilladt, hvis man kan dokumentere en af følgende:
- Sundheds-, hygiejne- eller sikkerhedshensyn, skader, der gør et produkt ubrugeligt
- Genstande, der ikke kan tjene deres formål og ikke har nogen alternativ anvendelse
- Krænkelser af immaterielle rettigheder (patent, varemærke, ophavsret eller design)
- Hvis destruktion virkelig er den mest miljøvenlige mulighed
Skal man gøre brug af disse undtagelser, kræver det dog dokumentation og at den opbevares i fem år efter, at produktet er destrueret
Dokumentation kræver bredt samarbejde
Ifølge nShift gør det arbejdet med retur- og overskudsprodukter mere komplekst. Hvor spørgsmålet tidligere har været: "Hvordan behandler vi denne returvare?", skal man nu besvare et bredere spørgsmål: "Kan vi bevise, hvad der skete med produktet, efter det kom tilbage".
Det kræver, at flere dele af driftsorganisationen deler ansvaret for at registrere og vælge den rigtige vej videre for et returneret eller ubrugt produkt – og holder tungen lige i munden ift. dokumentation.
