FN erklærer 1,5-graders-målet for uundgåeligt overskredet

FN's Miljøprogram (UNEP) slår i en ny rapport fast, at verden inden for få år vil overskride Parisaftalens grænse på 1,5 graders global opvarmning. Det er første gang FN officielt lægger denne præmis til grund for en større analyse – og dermed skifter fokus fra at forhindre overskridelsen til at begrænse dens omfang og varighed. 

FN's generalsekretær, António Guterres, understreger i rapporten, at en overskridelse af 1,5 grader ikke må ses som en ny, permanent destination, men som en periode, der skal minimeres mest muligt gennem øget klimaambition.

Rapporten: fra forebyggelse til styring af "overshoot"

Rapporten, Limiting Overshoot: Navigating Exceedance of 1.5°C and Pathways towards Return, blev offentliggjort den 2. september 2026 fra UNEP's hovedkvarter i Nairobi. Den konkluderer, at en midlertidig overskridelse af 1,5-gradersmålet under nuværende politikker og fremskrivninger nu må anses for stort set uundgåelig – sandsynligvis inden for få år.

Rapportens centrale pointer er:

• Bedste scenarie topper ved 1,8 grader. Selv i det mest optimistiske forløb, hvor lande fuldt ud lever op til og overgår deres nuværende klimaløfter, forventer UNEP, at temperaturstigningen topper omkring 1,8 grader. Andre scenarier peger på over 2 grader.
• "Overshoot, peak and decline" er rapportens foreslåede model: en periode med overskridelse af 1,5 grader, efterfulgt af et toppunkt og herefter et gradvist fald tilbage mod målet i løbet af århundredet. Vejen tilbage kræver ifølge rapporten, at verden bevæger sig fra netto-nul til netto-negative udledninger, hvor mere CO2 fjernes fra atmosfæren, end der udledes.
• Risici og vippepunkter forstærkes for hver brøkdel af en grad. Rapporten peger på øget risiko for at krydse irreversible tærskler, herunder destabilisering af store iskapper, forringelse af Amazonas' regnskov og forstyrrelse af den atlantiske cirkulation (AMOC).
• CO2-fjernelse er nødvendig, men ikke tilstrækkelig alene. Rapporten understreger, at kulstoffangst og -lagring (CCS) – gennem både naturbaserede løsninger som skovrejsning og teknologiske metoder – kun kan bidrage troværdigt til en tilbagevenden under 1,5 grader, hvis den globale opvarmning holdes et godt stykke under 2 grader, og hvis udledningerne samtidig reduceres kraftigt.
• Tilpasning og udledningsreduktion skal ske parallelt, ikke som adskilte indsatser. Rapporten advarer om, at der er grænser for, hvor meget samfund kan tilpasse sig, og at nogle tab og skader vil være irreversible – særligt hvis toppunktet i opvarmningen ikke holdes så lavt som muligt.

Danske forskere: et videnskabeligt og retorisk vendepunkt

I Danmark har rapporten særligt fået opmærksomhed for det skifte i sprogbrug, den repræsenterer. Ifølge Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi ved DTU og mangeårig medforfatter på FN's klimapanels (IPCC) rapporter, har klimaforskere længe vidst, at 1,5-gradersmålet næppe ville holde – men det er nyt, at FN nu officielt regner på og italesætter en overskridelse som en forventet del af fremtiden. Det siger hun i en artikel på zetland.dk

Hun peger desuden på, at en tilbagevenden til under 1,5 grader kræver, at verden får bragt udledningerne i nul og derudover aktivt fjerner CO2 fra atmosfæren – men advarer samtidig om, at det er usikkert, hvor stor kapacitet der reelt vil være til rådighed for den type CO2-fjernelse i stor skala.

Hvad betyder det for virksomheder og ESG-arbejdet?

Rapporten er ikke en juridisk eller regulatorisk tekst, men den ændrer det videnskabelige udgangspunkt, som klimapolitik, klimarisikovurderinger og scenarieanalyser fremover må forholde sig til. 

For virksomheder, der arbejder med klimarelaterede risikoscenarier, transitionsplaner og net-zero-målsætninger, betyder skiftet i UNEP's fremskrivninger, at 1,5-graders-scenariet i stigende grad må betragtes som et "overshoot-scenarie" snarere end en ren undgåelsesbane – med konsekvenser for, hvordan fysiske klimarisici og behovet for kulstoffjernelse indregnes i langsigtede strategier.

UNEP peger samtidig på, at ansvaret for den hurtigste og mest ambitiøse indsats bør ligge hos de lande og aktører, der historisk har haft det største udledningsansvar – et princip, der også kan få betydning for diskussionen om retfærdig omstilling ("just transition") i EU's kommende klimalovgivning.