Falck har meldt alle ledere ind i virksomhedsnetværk
Du skal vide, hvor du kan hente hjælp, når du støder på udfordringer. Det er baggrunden for, at redningsvirksomheden Falck har meldt alle stationsledere ind i VirksomhedsnetværkCabi.
Den landsdækkende redningsvirksomhed Falck Danmark A/S har gennem flere år arbejdet med virksomhedens sociale ansvar. Falck arbejder bl.a. på at ansætte personer i fleksjob på et lavt ugentligt timeantal, og gennem flere projekter tager virksomheden udsatte unge ind i virksomheden, hvor de får en chance. Herunder et tæt samarbejde med organisationen High:five, der har til formål at hjælpe kriminalitetstruede unge i job.
Men selv med en stærk vilje til at rumme mennesker med forskellige udfordringer, er det ikke altid nemt. Derfor tog redningsdirektør Lars Vester Pedersen konsekvensen og meldte alle virksomhedens stationsledere ind i VirksomhedsnetværkCabi. I alt drejer det sig om ca. 60 ledere.
Uundgåelige udfordringer
Det er sådan, at når man arbejder med unge, som fx har været ude i kriminalitet eller har en anden udsat baggrund, så vil man altid løbe ind i udfordringer. Det kan ikke undgås. Derfor skal man også vide, hvor man kan henvende sig, når det brænder på, og der så vi VirksomhedsnetværkCabi som det rigtige, siger Lars Vester Pedersen i nyhedsbrevet Cabi Nyt.
VirksomhedsnetværkCabi er et landsdækkende netværk for alle virksomheder, der har fokus på socialt ansvar.
Det er gratis at være medlem af netværket, der har ca. 3.700 medlemmer, og som del af netværket får du bl.a. invitationer til 8-10 gratis arrangementer om året, mulighed for at deltage i erfagrupper og du får adgang til et netværk af virksomheder, der kan støtte sig med konkrete udfordringer.
Vi har meldt vores ledere ind i netværket, fordi det understøtter de projekter, vi har gang i, og måske kan vi få inspiration til nye projekter. Med netværket får vi adgang til viden og erfaringer, vi kan bruge, fx når vi tager unge med kriminel baggrund i praktik.
Læs mere i nyhedsbrevet Cabi Nyt.