Europas CSR-rapporter er bekymrende dårlige

I februar 2020 udgav The Alliance for Corporate Transparency sin afsluttende rapport og vurdering af Europas 1.000 største virksomheders rapportering om samfundsansvar. Alliancen er en sammenslutning af NGO’er, hvis formål det er at undersøge effekten af EU’s regler om rapportering på samfundsansvar.

Analysens hovedkonklusion er ikke til at tage fejl af: 

”Mens et mindretal af virksomheder leverer sammenhængende og pålidelig information om bæredygtighed, så er det generelle billede, at kvaliteten og sammenligneligheden af virksomhedernes rapportering ikke er tilstrækkelig til at forstå deres påvirkning, risici eller endog deres planer.”

Resultatet af denne situation er for det første, at den lægger hindringer i vejen for den stærkt nødvendige vækst i investeringer i bæredygtighed, fordi investorer ikke har pålidelig information at bygge deres beslutninger på. For det andet, at lovgivningen – EU’s direktiv om ikke-finansiel rapportering – ikke løser den opgave, den havde til hensigt at løse, nemlig at ’fremme virksomhedsadfærd som yder målbare bidrag til fundamentale europæiske – og samfundsmæssige – mål for miljø og sociale forhold', som det står i rapportens forord.

”Undersøgelsen viser tydeligt at den eksisterende EU-lovgivning ikke lever op til sit formål, og det synes, at den eneste måde at adressere problemet er ved at specificere, hvad det er, virksomhederne skal rapportere på. Vi skal passe på overregulering eller at udvikle kriterier, der er alt for detaljerede, men der er tydeligt plads til og brug for målrettet, sektor-specifik klarhed over rapporteringskrav,” siger Filip Gregor.

Det hænger bare ikke sammen
Den trykte rapport fylder 108 sider. Derudover er alle data frit tilgængelige og kan ses både som aggregerede og på sektor- og landeniveau online. Hvor alle 1.000 virksomheders evalueringer også ligger. Der er mange – som i virkelige mange – oplysninger og områder at dykke ned i.

Det er lidt svært at manøvrere i. Og hvis man som virksomhed ikke helt kan finde bestyrtelsen frem over, at ens rapport ikke bidrager til at når de europæiske mål og bidrage til bæredygtige investeringer, så kan analysens bagmænds ret klare meldinger måske:

”Det største problem er at informationerne ikke er forbundne. Det er ikke sådan, at virksomhederne ikke rapporterer på risici eller effekten af deres forskellige tiltag, der er bare ingen sammenhæng mellem informationerne,” sagde Filip Gregor ved præsentationen af resultaterne i Bruxelles d. 17. februar 2020. Han har stået I spidsen for analysen hos det tjekkisk-baserede advokatfirma Frank Bold, som har kørt projektet for the Alliance for Coporate Transparency.

”Det er heller ikke sådan, at virksomhederne ikke gør information tilgængelig, det meste af informationen er bare ikke relevant. Det virker til, at mange virksomheder kæmper med at forstå, hvordan de skal bruge væsentlighedsanalyser,” fortsatte han. ”Rapporterne skal gøre det nemt at forstå, hvilke emner en virksomhed arbejder med, hvorfor de gør det, hvad der kommer ud af indsatsen, og hvad de har tænkt sig at gøre fremover."

Det udsagn foldede Carlos Cordero, som var på scenen d. 17. februar som repræsentant for Sustentia, der har været analyse- og datapartner på analysen:

”En rapports kvalitet stiger ikke med længden på den. Lange beskrivelser og pæne billeder er ikke det samme som god og relevant rapportering.”

Et sted hvor alle kan mødes
Rapportens forord retter også en finger mod manglen på klarhed og overblik.

”Vores undersøgelse viser, hvor frustrerende kompleksitet er. Der er kun 22 procent af virksomhederne som fremstiller et samlet overblik over deres nøgleindikatorer (KPI). Der er 10 procent som slet ikke har nogle KPI’er, men desuden er der 68 procent af rapporterne, som har dem strøet ud over hele rapporten. Finansielle rapporter ville aldrig blive sat sammen på den måde,” skriver de.

Samtidig fremhæver rapporten netop dette område, som et hvor man lettest ville kunne opnå en konsensus om at sætte ind. Forfatterne spekulerer således i, at der her er en stor fælles interesse for både dem der bruger og dem der producerer rapporterne: at sørge for at rapporterne giver et præcist og let tilgængeligt overblik over især resultaterne af virksomhedens arbejde. Det byder måske ligefrem på en mulighed for, at virksomhederne kan optimere og strømline deres rapporteringsprocesser, spekulerer forfatterne i forordet.

Alt det peger i retning af en standardisering af rapporteringen, og der synes ikke at være tvivl om at man med al snakken om ESG-indikatorer er på vej i den retning.

Rapporten fra the Alliance for  Corporate Transparency pipper dog et lille vagt i gevær ved at sige, at der skal holdes øje med at man ikke får lavet en standard for det, der er nemmest at rapportere på i stedet for det, der reelt er væsentligst og påvirker mest.

Hvad vil EU Kommissionen gøre?
Analysen kommer samtidig med at EU-kommissionen kigger på at revidere loven.  Den ansvarlige kommissær, Vadis Dombrovski, har endog annonceret at han planlægger at udvikle en europæisk standard for virksomheders CSR-rapportering.

Og kommissionens repræsentant ved lanceringen i Bruxelles ville endda ikke helt aflive rygter om, at det måske ville blive et regulativ og ikke et direktiv, hvilket automatisk ville gøre det til lovgivning i medlemslandene, så bestemmelserne ikke skulle forsinkes og måske udvandes ved at blive indlemmet i nationale lovgivninger.

Alain Deckers, som er leder af den enhed der arbejder med virksomhedsrapportering i EU-Kommissionen, erklærede sig desuden enig i analysens overordnede konklusion. Så hvordan skal vi videre, spurgte han retorisk fra talerstolen.

”Der er mekanik og vigtige detaljer i hvordan vi rapporterer. Men meget af det handler om kulturforandringer. Vi er nødt tilat få bæredygtighed fuldt integreret, at få sammenhæng mellem finansielle og bæredygtighedsrisici. Det kræver samarbejde og organisationsforandringer. Bæredygtighed skal mainstreames, det er ikke en add-on men kernen i virksomheders arbejde,” sagde han.

”I forhold til de konkrete problemer med rapporteringerne er mange af dem identiske med det vi før sloges med på den finansielle rapportering. Det gælder både sammenlignelighed, pålidelighed og relevans. Før i tiden så man same fænomen, som analysen peger på for bæredygtighedsrapportering i dag, nemlig at rapporterne er stoppet fulde af ikke-væsentlige informationer,” fortsatte Alain Decker.

Kommissionens arbejde med at opdatere direktivet om ikke-finansiel rapportering fortsætter i det meste af 2020. Der kommer en offentlig høringsrunde, som vil var op mod tre måneder, i løbet af foråret. Den præcise tidsplan er ikke helt klar, bl.a. fordi den skal tilpasses planen for anden lovgivning som følger af EU’s Green Deal.

Overblik: Hvad fortæller analysen?

Overordnet

• Det rapporterede er ikke specifikt nok til, at man kan forstå, hvor en virksomhed står i dag, og hvor den er på vej hen. Rapporterne har fokus på generelle politikker og commitments. Det gælder for 80-90 procent af rapporteringen på kerne-emner som klima, menneskerettigheder og anti-korruption. Der er til gengæld ikke meget information om konkrete målsætninger, resultaterne af politikker og målsætninger og information om risici og effekt (kun omkring 20 procent fortæller om disse).
• Kun 22 procent af virksomhederne præsenterer deres nøgleindikatorer i et samlet overblik. Det står i skærende kontrast til måden, man kommunikerer om finansielle indikatorer.

Klima

• Over 90 procent nævner klimaforandringer i deres rapport. Over 80 procent leverer information om deres commitments og politikker. Men kun lige over 35 procent har en klimamålsætning og endnu færre fortæller, hvad de gør for at nå målet, og hvilke resultater de har opnået indtil nu.
• Næsten 14 procent af virksomhederne rapporterer at deres klimamål er afstemt med Paris-aftalens mål om at holde global opvarmning vel under to grader.

Sociale forhold og menneskerettigheder

• Der er en tendens til, at virksomhederne sidestiller kategorien sociale forhold med oplysninger om medarbejderne og personalepolitkker, men med forholdsvis lidt information om specifikke og fremadrettede forhold.
• Selvom hele 83 procent af virksomhederne erklærer, at de har en menneskerettighedspolitik, er det kun 22 procent, som fortæller noget om deres due diligence processer på menneskerettigheder. Det er ellers det grundlæggende værktøj i arbejdet med rettighederne, og det anbefales af både FN, EU og flere medlemsstater.
• 57 procent anerkender, at de har menneskerettighedsrisici, men kun 26 procent fortæller, hvad de konkret er, og 14 procent om hvilken effekt de risici har, mens 4 procent forklarer, hvad de opnår ved at styre de risici.

Anti-korruption

• Næsten 90 procent fortæller, at de har en politik for området, men mindre end 35 procent fortæller, hvordan de bliver implementeret.
• Kun 40 procent af virksomhederne fortæller om, hvordan de ruller deres politikker ud til forretningspartnere, og kun 25 procent forholder sig til agenter eller andre, der kan handle på vegne af virksomheden.