En løn, man kan leve af

En løn, man kan leve af. Er det overhovedet noget, som danske virksomheder skal interessere sig for? Hvis man som virksomhed har sat sig for at overholde ILO-konventionerne og FN’s menneskerettighedserklæring, så er svaret ja - det er noget, man som ansvarlig virksomhed bør forholde sig til. Ifølge Amnesty International handler retten til en leveløn basalt set om menneskelig værdighed - at en person ved at varetage et fuldtidsjob har mulighed for at få dækket de mest basale behov.
For mange virksomheder er det nyt at skulle forholde sig til, om arbejderne i produktionen og blandt leverandører rent faktisk får en løn, de kan leve af. I stedet for at fokusere på leveløn kan det være, at virksomheden har haft fokus på at opfylde krav om mindsteløn i de lande, hvor den har aktiviteter. Men mindsteløn og leveløn er ikke det samme. I mange lande er minimumslønnen for lav til, at en arbejder kan leve et værdigt liv - altså have penge til mad, husleje og basale fornødenheder som medicin, børnenes skolegang osv. Der er i dag ikke en internationalt anerkendt definition af, hvad en leveløn dækker, men der er konsensus om, at en sådan i hvert fald dækker ovenstående.

Ansvaret følger med
Udfordringen er, at det er forskelligt fra land til land, hvad der udgør en leveløn. Ofte vil det endda være forskelligt fra region til region. Det betyder, at man som virksomhed skal have adgang til denne information, og der findes ikke i dag et sted, hvor man entydigt kan slå op, hvad der udgør en leveløn.
Auret van Heerden fra Fair Labor Association understreger, at for lav løn er den grundlæggende årsag til mange andre problemer: ”Hvis ikke man betaler folk en leveløn, bliver de tvunget til overarbejde og er nemmere presset til at acceptere dårlige arbejdsforhold og mangel på pauser, fordi de har brug for pengene. Så det er vigtigt, at lønnen er i orden, hvis man vil skabe forudsætningerne for ordentlige arbejdsforhold for egne medarbejdere og for arbejderne i ens leverandørkæde.” Løn er altså på denne måde en ”root cause” til mange af de andre problemer, som vi kender til i relation til arbejdsforhold.
Og ja, virksomhederne har et ansvar. I hvert fald når man spørger Peter Williams fra Ethical Trading Initiative: ”Selv om virksomhedernes produktionsmodel har ændret sig fra egen produktion til global outsourcing, så følger ansvaret for, at arbejderne får en løn, de kan leve af, med.”

En del af virksomhedens CSR-arbejde
Peter Williams uddyber: ”Når jeg spørger forbrugere, om de synes, at de arbejdere, der producerer deres tøj, møbler og mad, har ret til at få en leveløn, siger de altid: ”Ja, selvfølgelig har de ret til en løn, med hvilken de kan betale mad, husleje, uddannelse til deres børn og de basale fornødenheder.” Alligevel er det langt fra det generelle billede, når man ser på mange virksomheders leverandører i udviklingslande. Her er det langt fra givet, at arbejderne får en løn, de kan leve af.”
Kunderne forventer altså, ifølge Peter Williams, at arbejderne i virksomhedens egen produktion og i leverandørkæden får en løn, de kan leve af: ”Vi har lavet en lang række undersøgelser, som viser, at forbrugerne forventer, at de arbejdere, der producerer deres varer, får en leveløn,” siger han.
Han fortæller videre, at der ikke har været en måned i Storbritannien uden en stor skandalesag på avisernes forsider om underbetalte arbejdere, der producerer produkter for engelske virksomheder: ”Det skader virksomhedernes image betydeligt med de her sager. Og det tager lang tid at genoprette et image, der har taget skade. Vi har set mange eksempler - særligt med GAP, som, på trods af at de i dag måske er en af de mest ansvarlige virksomheder, stadig lider under den imageskade, de fik i forhold til arbejdsforhold i leverandørkæden.”
Virksomhederne er ifølge Peter Williams både en del af løsningen og en del af problemet. En del af løsningen, fordi virksomhederne har muligheden for at påvirke, hvilken løn der bliver betalt til arbejderne. Og en del af problemet, fordi priserne globalt set presses ned af indkøberne, hvilket igen betyder, at leverandørerne presser deres arbejdere på lønnen.
Hvad virksomhedernes medarbejdere rundt omkring i verden angår, bør virksomhederne have en løbende monitorering af, hvad der på hver lokation udgør en løn, man kan leve af. Et eksempel på en virksomhed, der har arbejdet med dette område, er Novartis. Deres rapport om emnet kan downloades på www.novartis.com.

Hvad bør man gøre?
Auret van Heerden har følgende forslag til danske virksomheder: ”Som virksomhed skal man eksplicit lade krav til løn være et vigtigt udvælgelseskriterium, når der vælges leverandører. Man bør som virksomhed med andre ord sammenligne de lønninger, som leverandørerne betaler deres arbejdere, og lade det være en del af bestemmelseskriterierne. Samtidig bør virksomhederne tage det med i deres ratingsystemer, hvor de markerer leverandører efter deres performance - ofte arbejder virksomheder med en rød-gul-grøn-kategorisering, og i vurderingen heraf bør løn spille en central rolle. Ellers underminerer man de mest basale arbejdstagerrettigheder.”
Han tilføjer, at det ikke altid er nok at stille krav. Faktisk må man ind og arbejde med leverandøren, for at finde ud af om det er realistisk, at denne kan levere til den aftalte pris og betale de aftalte lønninger. Med andre ord: Man bør ”regne baglæns”, for at sikre sig at regnestykket holder, så det ikke ender med, at arbejderne alligevel bliver presset i sidste ende, eller at der ikke er råd til de aftalte lønninger. Han erkender dog også, at det er en krævende opgave, ikke mindst for virksomheder med mange leverandører.

Peter Williams er enig i denne tilgang. Han har følgende anbefalinger til de danske virksomheder:

1. Få sikkerhed for, at også arbejdere i den uformelle sektor bliver betalt en leveløn
2. Identificer, hvad der udgør leveløn, og monitorér dette løbende i forhold til relevante benchmarks. Samtidig bør de reelle lønninger, som betales til virksomhedens egne medarbejdere og til arbejdere i virksomhedens leverandørkæde, monitoreres kontinuerligt
3. Få sikkerhed for, at alle virksomhedens medarbejdere og arbejderne i virksomhedens leverandørkæde har ret til at forhandle deres løn
4. Gør løn til et centralt emne i virksomhedens Code of Conduct og udvælgelse af leverandører.

Som virksomhed er leveløn altså ikke et nemt emne at arbejde med. Mens minimumsløn er fastsat af nationalstaterne, er leveløn noget der skal vurderes lokalt, og det kræver ressourcer og viden om forhold, som kan være svære for virksomheder at finde information om. Her bliver samarbejde med NGO’er og brancheorganisationer centrale. I en dansk kontekst kan organisationer som Amnesty International og Dansk Initiativ for Etisk Handel bidrage med konkret viden om de dilemmaer og komplikationer, som virksomhederne står overfor i forhold til leveløn. Der er også behov for internationale fora, hvor virksomhederne kan trække på hinandens erfaringer på området og dele viden og information omkring leveløn og lokale forhold rundt omkring i verden.
Selv om en del danske virksomheder allerede på nuværende tidspunkt har leveløn som en del af deres Code of Conduct til deres leverandører, er emnet endnu ikke så modent at mange virksomheder er aktive for at sikre at alle medarbejdere og arbejdere i leverandørkæden får en løn, de kan leve af. Men mon ikke det kommer - emnet er i hvert fald for alvor på vej ind på CSR-agendaen.