Det sker ikke af sig selv. Strukturændringer kræver pres nedefra

Det kan føles som om, forandring i retning af klima, verdensmål og retfærdighed, er kommet under radaren. Så hvordan kan vi sætte skub i den forandring igen? 

Det havde rådgiverne Märk og Braver, begge rådgivere i forandring, sat til samtale på Klimafolkemødet 2025’s anden dag i Middelfart. 

Hovedkonklusionen fra teltet var, som Stine Bardeleben Helles, forperson i Klimabevægelsen i Danmark, sagde: 

”Vi kommer ikke uden om, at forandringen skal ske strukturelt. Helt enkelt skal det være dyrt at producere, forhandle og købe ”sorte” produkter og løsninger og billigt at gøre det samme ”grønt”. Det ved vi, og det er kun politisk, der kan ændres på det.”

”Men politikerne kommer ikke til at tage de skridt af sig selv. De skal overbevises om, at de ikke vil blive straffet, hvis de gør det. Og der skal vi alle sammen på banen. Vi skal lave fællesskaber, alliancer og bevægelser, der fortæller, at vi vil den vej,” fortsatte hun. 

Meget virksomheder kan gøre

”Kan virksomhederne være med til det?" spurgte arrangørerne af samtalesalonen. 

”Ja,” svarede deltagerne. Faktisk udtrykte de en god del optimisme ift., hvad virksomhederne kunne bidrage med. 

 En deltager talte om, hvordan virksomhederne – og skulle de offentlige virksomheder ikke gå forrest her? – kan bidrage med både konkrete forandringer gennem deres krav til leverandører, og en vigtig normalisering af bæredygtighedshensyn i beslutninger og adfærd i forhold til deres medarbejdere. Som de forkætrede kødfrie dage i kantinen. Som får næsten alle medarbejdere til at prøve at spise vegetarisk ind i mellem. 

En anden måde at inspirere og normalisere på, er når virksomhederne kommunikerer om, hvordan de selv forandrer sig. Her dukkede et spørgsmål op: Skal man tale om det konkrete eller de store ambitioner? Hvad er mest troværdigt?

Det havde kommunikationseksperten fra Märk, Flemming Møldrup, et svar på: 

”Troværdigheden opstår i spændingsfeltet mellem små indsatser og store ambitioner. Hvis du kun har de små, konkrete tiltag og kun kommunikerer om LED-pærer og lidt grøn strøm, så kan du ende med at ligne en dinosaur, der ikke tør træde ind i forandringsrummet,” sagde han, og fortsatte: 

”Så den store vision skal helst være til at få øje på også – og den er mest troværdig, hvis den er forankret i en lyst til at tage ansvar, til at skabe forandring af hensyn til.” 

Klima som kultur og os alle som mennesker

Men stadig var der en stemning af noget uforløst i teltet. For hvordan får vi mere af og flere til det med forandring? Hvad kan vi gøre? Hvad kan vi ændre? 

En samtaledeltager fortalte om noget, hun tror på: 

”Jeg glæder mig til, at klima bliver et kulturspor på arbejdspladserne. Så man har et opgør med skadeligt forbrug på samme måde, som vi har haft opgør med sexisme, privatliv, balance etc. Det, er jeg sikker på, også vil være med til at skubbe på de strukturelle forandringer,” 

Den tanke, gav noget energi, kunne man mærke. Og førte videre til det, som den anden arrangør, Braver, rådgiver om: at skabe mod til handling for et fælles bedre, som stifter Daniella Hjorthøj ’Schmidt skriver på LinkedIn.

”Modet og viljen kommer letter, når vi bryder adskillelsen ned mellem os selv som menneske og os som leder og medarbejder på vores arbejde,” sagde hun. 

Som fik samtalen til at slutte med en undren og et løfte. En undren over, at vi generelt accepterer, at samtalen med virksomheder og politikere altid handler om økonomi og bundlinje. At vi ikke taler til menneskerne i hinanden, som f.eks. har andre mennesker og værdier, de gerne vil passe på for fremtiden. 

”Skal vi så ikke love hinanden, at vi prøver at tale til andre som mennesker og ikke som politikere eller virksomhedsledere herfra?”, sagde Nicoline Olesen fra Märk.