Den Grønne Lovguide: Klimakompensation er ikke en fribillet

Den Grønne Lovguide er 3H Laws faste klumme på CSR.dk. Her deler vi hver uge aktuelle, relevante og praksisnære juridiske vinkler på arbejdet med bæredygtighed og kommunikation. Målet? At hjælpe din virksomhed med at kommunikere ansvarligt – uden at miste modet i junglen af regler.

Foto: 3h law

11.08.2025

Sponseret

Line Forsberg Pointinger, 3H Law

Klimakompensation er en løsning med to sider. Klimakompensation betyder, at man opvejer sin CO₂-udledning ved at støtte klimavenlige projekter. Det kan for eksempel være at plante træer eller investere i grøn energi. Ideen er, at ens forbrug balanceres ved at reducere eller fjerne tilsvarende mængder CO₂ et andet sted. Det bruges ofte af virksomheder, der vil mindske deres klimaaftryk.  

På den ene side giver det virksomheder mulighed for at gøre noget godt, når deres produkter ikke er specielt klimavenlige. På den anden side risikerer det at blive et grønt slør – en måde at undgå at finde reelle, bæredygtige alternativer. 

Når det kommer til klimakompensation i markedsføring, er den største udfordring dokumentationen. Forbrugerombudsmanden har med sin praksis sat barren så højt, at det er vanskeligt at bruge klimakompensation som et markedsføringsværktøj. 

Men det er ikke umuligt. Det kræver, at man gør det enkelt. Hvis du vil bruge klimakompensation eller klimakreditter i din markedsføring, så skal du være helt klar i spyttet: Fortæl konkret, hvordan du kompenserer, fx at du har købt klimakreditter, eller at du donerer et beløb pr. solgt produkt til en miljøorganisation. 

Det afgørende er, at forbrugeren ikke bliver vildledt. De skal forstå, at kompensationen ikke nødvendigvis gør produktet grønt – men at virksomheden tager ansvar på en anden måde. Det kan fx være: “Ved køb af dette produkt donerer vi 10 kr. til bekæmpelse af plastik i havene.” 

Set med juridiske briller er det her lidt af en knast. For hele ideen bag klimakompensation er netop, at man forsøger at “ophæve” den CO2-udledning, der følger med produktet. Men det er samtidig et vigtigt hensyn, at forbrugeren ikke går rundt og tror, at benzin fra tankstationen pludselig er et klimavenligt valg, bare fordi virksomheden har købt nogle kreditter. 

Det er vores vurdering, at Forbrugerombudsmanden til en vis grad undervurderer gennemsnitsforbrugerens evne til at forstå nuancer. De fleste kan godt se forskel på et grønt produkt og en virksomhed, der gør noget grønt ved siden af. Men det er naturligvis Forbrugerombudsmandens linje, der er gældende. 

Hvad skal du tage med dig i din brug af klimakompensation? 

Hvis du vil markedsføre klimakompensation, så gør det klart, hvordan du gør det – og undgå at koble det direkte til produktets egenskaber. Kommunikér dine grønne tiltag som noget, virksomheden også gør, ikke som noget, der gør produktet grønt i sig selv. 

Næste uge i Den Grønne Lovguide 

Glæd dig til næste uges indlæg: “CO2-neutral - hvornår må man sige det?". Her får I en kort gennemgang af, hvornår et produkt og en handling egentlig er CO2-neutral, og hvilke særlige markedsføringsudsagn  man ofte går i fælden med.

11.08.20253H Law

Sponseret

Den Grønne Lovguide: Klimakompensation er ikke en fribillet

07.08.20253H Law

Sponseret

Grønne udsagn og den konkrete vurdering

05.08.20253H Law

Sponseret

Velkommen til Den Grønne Lovguide