Den er god nok: Handling giver forvandling

Den gængse idé er, at viden skaber handling. Men kigger man på f.eks. klima, biodiversitet og ulighed, ser det ikke ud til at holde stik. For på trods af tusindvis af rapporter, artikler, konferenceindlæg og tv-programmer om natur-kriser, fattigdom og polarisering er verden ikke for alvor på vej til at have ændret sin måde at organisere, producere, forbruge og fordele på. 

Der skal naturligvis være viden. Men næste skridt i f.eks. klimaarbejdet er at vende sammenhængen på hovedet og fokusere på handling på alle niveauer. Og det bakkes også op af forskning: 

”Kausaliteten for viden og handling er det omvendte af det, vi tror. Det er hvad vi gør, som ændrer, hvad der sker inden i vores hoveder,” siger Kris De Meyer, neuroscientist og Head of the Climate Action Unit på University College London. Det skriver Impact Insider.  

Det er også erfaringen i Democracy X, som udfører involveringsprojekter for grøn omstilling i diverse projekter. 

”Vi kan se i rigtig meget af det arbejde, vi laver, at det folk har behov for, er en handlemulighed og ikke en ny pamflet om, det er sådan her, det går med klimaet. Vi kan også se det virker gennem projekter som f.eks. Klimahandledagen og Grønne nabofællesskaber,” sagde Lise Coermann Mathiesen fra Democracy X, på et morgenmøde hos Klimarådet d. 19. august 2026, hvor perspektiverne i rapporten ”Klimaholdninger i Danmark” var på programmet. 

Handlinger bryder tavshedsspiralen

Rapporten om klimaholdninger udkom i foråret 2026 med et helt centralt resultat: Der er endog meget bred opbakning til klimaindsatser i befolkningen, men vi undervurderer hinandens engagement og opbakning til det. 

Et eksempel er opbakningen til lokale landvindsprojekter og solcelleparker, så er to ud af tre faktisk positive over for det – også i deres egne lokalområder. Men folk tror, at det kun er hver tredje, der er det. 

Faren ved at undervurdere andres opbakning og interesse er, at der kan opstå det, Klimarådet i rapporten kalder ”tavshedsspiraler”. 

”Det er, at vi ikke taler sammen i netværket om det, og det kan føre til, at der bliver mindre motivation for selv at gøre noget, fordi nytter det noget, at lille jeg gør noget, eller vores familie, eller vores arbejdsplads gør noget, hvis alle de andre derude ikke gør noget? Altså, hvorfor skal jeg så have det bøvl med det?” sagde Bente Halkier, som er forsker og næstformand i Klimarådet, på morgenmødet. 

”Og samtidig kan sådan nogle tavshedsspiraler fungere som en slags figenblad for beslutningstagerne. De kan pege på og spørge, hvorfor de skal gøre noget, hvis folk alligevel ikke tror, at det virker?” fortsatte hun. 

Handling normaliserer – og det er godt

En af effekterne af handling modsat viden er en øget grad af normalisering – som er en af adfærdsteoriens løftestænger ift. at skabe forandring. 

Det handler banalt nok bare om at gøre det mere almindeligt at gøre noget andet, end det man plejer. Og her har alle fællesskaber, institutioner og virksomheder en vigtig rolle at spille. Tænk bare på frokostordninger – hvor mange mennesker, der kan få en genvej til at forestille sig mere planterig kost, hvis kantinen eller frokostleverandøren havde gjort arbejdet for dem? 

”Normalisering handler om at gøre det nemmere for nummer to at tage det skridt, der var svært for nummer et. Og det skal være endnu nemmere for nummer tre, fire og fem. På den måde handler det jo også om at nedbryde den her tavshedsspiral og vise, at vi er mange. Fordi hvis vi får bevidsthed om, hvor mange vi egentlig er, så bliver det jo også mere normalt eller normaliseret at lave alle mulige forskellige grønne initiativer,” sagde Lise Coermann Mathiesen. 

Virksomheden som forandringsarena

For omkring 20 år siden lancerede Novo Nordisk et projekt ved navn ”Take Action”. Det opfordrede medarbejder – individuelt og i fællesskab – til at ”gøre noget” på bæredygtighedsagendaen i bredeste forstand. Inden for den ramme blev der organiseret et utal af indsamlinger, loppemarkeder, skoleprojekter, diabetesinformation lokalt osv. drevet af medarbejdere. 

Den slags programmer findes eller fandtes i mange virksomheder, men er på klimaområdet blevet overhalet af corporate net zero-mål og systemiske indsatser. Med god grund.

Men hvis handlinger skaber holdninger – som skaber opbakning til større indgreb og initiativer – så er der måske plads til en renæssance for lokale projekter og handlinger på arbejdspladsen. 

”De lokale fællesskaber kan måske kun bidrage med et par tons reduktion i udledninger, men deres væsentligste rolle er, at de normaliserer og bryder tavshedsspiralen og fastholder opbakningen til klimaindsatsen,” siger Bente Halkier. 

”Og den er vigtig. For når vi kan dokumentere, at den er bredt til stede, så bliver det sværere for beslutningstagere at pege på folkelig modstand som en grund til ikke at gøre noget.”