Danmark som Affaldsdemonstratorium!

Hvis jeg var Miljøminister, så ville jeg gøre Danmark til Verdens Affaldsdemonstratorium. Jeg ville (gen)oplive den ’triple helix’, som er grundlaget for al udvikling af teknologi og forskning, og som består af et tæt samspil mellem tre hovedaktører, nemlig forskningsverdenen, det politiske system og industrien. Her ville jeg som repræsentant for det politiske system skitsere retningen, skabe markedet og opstille programmer, mens forskningsverdenen skulle inviteres til at etablere platforme og samarbejdsprojekter og industrien til at bidrage med co-funding, samarbejdsprojekter og markedsviden.

Som Miljøminister ville jeg vide at skitsere retning, skabe marked og rammebetingelser, så ikke mindst klimaudfordringen kunne mødes med et reelt modspil, udviklet i mit nye, danske Affaldsdemonstratorium.
Sammenholdt med de traditionelle bidragydere til emissioner af drivhusgasser (energifremstilling, transport, industri & landbrug) syner affaldssektorens bidrag måske ved første øjekast relativt uinteressant med en estimeret andel på blot 3% af det samlede europæiske bidrag.

Men her medregnes stort set kun den konkrete emission fra affaldet (først og fremmest methan fra deponeringsanlæg), og ikke den samlede emission, der er forbundet med samfundets affaldshåndtering som helhed, og som vil kunne nedbringes væsentligt.

Hele den del af emissionen, der er relateret til indsamling og transport af affald ’forsvinder’ f.eks. i opgørelserne over emissioner fra trafik Og de emissioner, som materiale- eller energimæssig nyttiggørelse af affaldet ville kunne fortrænge, figurerer som emissioner fra industri og energifremstilling.

Fra livscyklustanke til -handling
Eftersom affald genereres og håndteres globalt, og eftersom affald udgør såvel en energi- som en materialeressource, kan intelligent design af affaldshåndtering og –forebyggelse bidrage med væsentlige, mere eller mindre udgiftsneutrale reduktioner i samfundenes samlede emissioner af drivhusgasser.

Affaldssektoren er en nøglespiller i den samlede ressourcehusholdning på globalt plan. Stort set alle udvundne ressourcer optræder på et tidspunkt i deres livscyklus som ’affaldsstoffer’, og i denne fase kan ’life cycle thinking’ konverteres til ’life cycle acting’.

Beslutningen om kasserede ressourcers videre skæbne har afgørende betydning opstrøms i forsyningskæden og nedstrøms i samfundets energi- og materialeforsyning: Skal ’affaldet’ erstattes af nye ressourcer og de allerede udvundne blot ’kasseres’ for så før eller siden at optræde som emissioner til omgivelserne et sted på kloden – eller kan energi- og materialeressourcerne i affaldet nyttiggøres og fortrænge virgine ressourcer, som alene ved deres tilvejebringelse bidrager til en øget drivhuseffekt? – Det er det centrale tema, affaldssektoren konfronteres med time for time, land for land, verdensdel for verdensdel.

Optimalt design af affaldshåndteringen vil kunne bidrage til en win-win-situation, hvor ressourcetrækket begrænses, samtidig med at de samlede emissioner af både drivhusgasser og andre miljøskadelige gasser og stoffer nedbringes uden væsentlige indhug i bruttonationalprodukterne i alverdens lande, ja måske ligefrem vil kunne bidrage til økonomisk vækst på et bæredygtigt grundlag.

Det gælder uanset udgangspunktet, dvs. uanset det aktuelle teknologiske niveau for håndteringen i et givet land. Optimering af en given håndtering vil altid kunne føre til reducerede drivhusgasemissioner. Derfor har Danmark et enestående potentiale som eksportør af know-how, og hvis jeg var Miljøminister, så ville jeg som sagt udnytte dette potentiale til at gøre Danmark til Verdens Affaldsdemonstratorium.

Fra bedemand til ressourceforvalter
Hele materialeflowet og de emissioner af drivhusgasser, der relaterer sig hertil, må uanset hvor i verden, der skal sættes ind og uanset konkrete, aktuelle indsamlings-, behandlings- og bortskaffelsesmetoder ses i en større, livscyklusorienteret sammenhæng. Det er præcis dette element, dansk forskning og industri vil kunne bringe frem.

Det nytter eksempelvis ikke at øge emissionerne fra indsamlingsleddet ud over de gevinster, der vil kunne opnås ved en given alternativ behandlingsform, eller ensidigt at udnytte et eventuelt CO2-neutralt energi-indhold i et affaldsprodukt ved en termisk behandling, hvis den samlede CO2-fortrængning kunne maximeres ved at materiale-genanvende affaldsproduktet et vice versa.

Vi har i Danmark mulighed for at udvikle snart sagt alle typer af enkelttiltag i forhold til affald og for at eftervise, hvorledes det i et intelligent design af den samlede affaldshåndtering er muligt at kombinere disse enkelttiltag i det uendelige, og uanset tid og sted bidrage til optimeringer.

Jeg skal her blot øse lidt af posen for, hvad jeg som Miljøminister ville kaste mig over at udvikle:

Genbrug er forebyggelse
Ved at genbruge produkter – f.eks. flasker - til deres oprindelige formål, forebygges en væsentlig affaldsdannelse, og energiforbruget til fremstilling af nye flasker fortrænges – og dermed fortrænges en væsentlig CO2-emission. Ved i det hele taget at forebygge affaldsdannelse, begrænses ressourcetrækket – og dermed emissioner af drivhusgasser relateret til det nødvendige energiforbrug til udvinding og oparbejdning af ressourcerne.

Optimering af indsamlingslogistik
Ved logistisk optimering (udnyttelse af returlogistik i forsyningskæden, komprimering, reduceret indsamlingskadence m.v.) af indsamlingen af det affald, der genereres trods forebyggelsesinitiativer, og ved at skifte til CO2-neutrale drivmidler i indsamlingssystemet, kan den samlede emission af drivhusgasser pr. indsamlet ton affald reduceres.

Materialegenanvendelse
Ved at genanvende materialerne i det indsamlede affald, opnås ligesom ved genbrug af produkter væsentlige fortrængninger af drivhusgasemissioner, dog med mindre netto-gevinst, da det også koster energi at genvinde og oparbejde materialerne (men som udgangspunkt oftest langt mindre end ved virgin fremstilling).

Samtidig fortrænges – både ved genbrug og genanvendelse - de ofte meget store, men lige så ofte oversete miljøeffekter, der ud over klimaeffekterne er forbundet med udvinding og oparbejdning af ressourcer, og som relaterer sig til de såkaldte ’hidden flows’, der opstår sideløbende med de materialestrømme, der aktuelt indgår i industrielle produktions- og fremstillingsprocesser.

En typisk vesterlandsk indbygger giver gennem sit forbrug og sin levevis årligt anledning til mobilisering af i størrelsesordenen 50 t materialer på verdensplan, hvoraf 2/3 aldrig indgår i den egentlige produktion af varer og tjenesteydelser, men forbliver ’hidden flows’, der for mere end halvdelens vedkommende efterlades upåagtet i andre verdensdele i form af ikke mindst mineaffald.

Ved at genanvende kobber i stedet for at fremstille nyt, fortrænges 13-20 ton CO2-ekvivalenter pr. ton genanvendt kobber og omverdenen skånes for 350 t hidden flows. På tilsvarende vis spares energi – og dermed CO2-emissioner – ved at genanvende andre metaller eller f.eks plast, glas og papir.

Reduktionspotentialer ved termisk udnyttelse
Ved at forbrænde affald på moderne, energieffektive affaldsforbrændingsanlæg kan op til 98% af energien i affaldet nyttiggøres som el og varme, og alt afhængig af kapaciteten på – og aftaget fra – et eventuelt fjernvarmenet, kan energien udnyttes året rundt, om sommeren således til ’fjernkøling’. Derved fortrænges fossilt baseret energi. Affaldet undergår samtidig en vægt- og volumenreduktion samt en hygiejnisering og destruktion af også miljøfremmede organiske forbindelser, der gør det muligt at anvende restprodukterne til f.eks. bygge- og anlægsformål, hvor de kan fortrænge virgine råstoffer, som det ellers ville være energikrævende (CO2-emitterende) at tilvejebringe.

Flytte organisk affald fra deponier
Ved at flytte organisk affald væk fra deponeringsanlæg og over i biogas-, komposterings- eller forbrændingsanlæg kan emissionen af den aggressive drivhusgas methan fra deponeringsanlæggene reduceres med adskillige ton CO2-ekvivalenter pr. ton organisk affald, og den fremstillede energi på biogas- og forbrændingsanlæg kan fortrænge fossil energi, svarende til en CO2-reduktion på yderligere et par ton pr ton organisk affald. Dersom restproduktet fra bioforgasning anvendes som gødning og jordforbedringsmiddel i jordbruget, fortrænges yderligere CO2-emission ved sparet fremstilling af handelsgødning, fortrængning af tørv og langtidsbinding af organisk kulstof i jorden.

Det er disse mange enkelttiltag og ikke mindst intelligent kombination af dem i et samlet livscyklusperspektiv, jeg ville iværksætte udviklingen af, hvis jeg blev Miljøminister i morgen. Først og fremmest ved at skabe de rette rammebetingelser – f.eks. gennem lovkrav og minimumsstandarder!