CO2-lagring: nødvendigt og potentielt lukrativt

Det danske borerigselskab Maersk Drilling er sammen med partnerne Ineos, Wintershall Dea og Geus enige om visionen: Tomme oliefelter i Nordsøens danske felter skal bruges til at lagre CO2.

“Vi ser et meget stort potentiale i CO2-fangst, og vi tror på, at permanent lagring, særligt i den tidlige fase af energitransitionen, vil spille en stor rolle,” siger Marika Reis, innovationsdirektør hos Maersk Drilling til Børsen.

Selskaberne er derfor gået sammen om projektet Greensand, og de sigter mod at have et brugsklart lager i undergrunden klar i 2025, og at kunne sende 3,5 millioner ton CO2 om året i lagre fra 2030.

Potentialet er enormt
Flere faktorer peger på, at CO2-lagring i undergrunden måske ikke er så dumt et sted at satse.

For det første konkluderer FN’s Klimapanel IPCC, at lagring er helt afgørende for at imødegå de værste klimaforandringer, og at Parisaftalens mål ikke kan opnås uden væsentligt øget lagring af kulstof.

For det andet er lagring et vigtigt element i den danske regerings klimaplan– og givet også i andre nationale handlingsplaner under Paris-aftalen. Et sted mellem fem og ti af de 22 millioner tons, Danmark skal reducere sine udledninger med inden 2030, er udset til at komme fra CO2-lagring.

Konsulenthuset Kearney har da også for kort tid siden udgivet en rapport, der spår, at det globale marked for CO2-lagring ventes at vokse til 6,13 mia. dollar i 2027 fra 1,75 milliarder i 2019.

Maersk Drilling og Greensand er dog ikke klart til at satse alt på et bræt endnu. Dertil er teknologien og rammebetingelserne stadig for usikre. Det handler om lovgivning der kan sikre den økonomiske bæredygtighed i forretningsmodeller på området og sikkerhed om regler og vilkår for den type aktiviteter. Begge kalder på handling fra politisk hold.

Venter på politikerne
Ifølge en rapport fra klimatænketanken Concito fra december 2019 findes teknologierne allerede, og at der på det tidspunkt fandtes ca. 20 større kommercielle anlæg i drift. Rapporten konstaterede dog samtidig, at der er alt for lav politisk opbakning og finansiering. 
Af samme grund anbefalede Klimarådet i sin årlige statusrapport i både 2020 og 2021 en egentlig national strategi for fangst og lagring af CO2, fordi ”…der er ni år til 2030, og derfor haster det med at få klarlagt de planlægningsmæssige, strategiske og lovgivningsmæssige rammer, der er en forudsætning for at realisere potentialet.”

Den danske regering sendte den første støttepulje på 197 millioner kroner rettet mod CO2-lagring i Nordsøen ud i virkeligheden ud i april 2021. Og klimaminister, Dan Jørgensen, har lovet en national strategi for fangst og lagring af CO2 inden sommerferien i år.

Hvad skal f.eks. træ bruges til
Concito leverer i sin rapport nogle bud på, hvorfor det ikke er helt ligetil at få sæt skub i markedet for lagring af CO2. Det drejer sig om , at der ikke umiddelbart er de samme økonomiske og beskæftigelsesmæssige effekter i lagring som eksempelvis sol- og vindenergi - de kan måske ligefrem have en erhvervsmæssig omkostning. Hvis man taler om lagring i skove og jorde kan der desuden være diskussioner af, om de landarealer hellere burde tages i brug til andre klimavenlige aktiviteter. F.eks. taler en øget brug af træfibre som erstatning for f.eks. plastik for, at man bruger skovarealer til udvikling af sådanne nye materialer og ikke til alene at stå og opsuge CO2.

Til Børsen siger Marika Reis da også, at om end Maersk Drilling ser lagring af CO2 i undergrunden som en stor mulighed, så tager de det et skridt ad gangen, indtil de har valideret teknologien helt og til der er kommet afklaring af vilkår fra politisk hold.