Vindmøller i modvind
Det går mildt sagt skidt med udbygningen af vindkraft i Danmark. For første gang siden 1977 er vores vindmøllekapacitet faldet. I EU-sammenhæng er vi de eneste, der kan præstere en negativ vækst på området. Tilmed giver det problemer at få opført de planlagte vindmøller.
I lande som Spanien, England og Tyskland projekteres og bygges nye vindmølleparker både på land og på havet. I Danmark ser det anderledes ud. Efter adskillige års stagnation går det nu direkte ned ad bakke. Faldet ligger på i alt 11 mW.
Heldigvis klarer andre sig betydeligt bedre, herunder Spanien som i 2007 udvidede sin kapacitet med 3.522 mW til i alt 15.000 mW. Til sammenligning ligger den samlede danske kapacitet på 3.100 mW. I Tyskland ligger 2007-stigningen på 1.500 mW, så man nu er oppe på 22.000 mW. I Danmark sker der ikke meget.
Brug for Danmark som reference
Hos den danske energiindustri giver Danmarks dårlige præstation anledning til bekymring. Til Information sagde Energi Industriens direktør, Anders Stouge for nylig, at man har brug for, at Danmark klarer sig godt.
Danmark er en reference, og det er enormt vigtigt for producenterne, at Danmark fortsat fremstår som det sted, hvor udviklingen foregår, og den ny teknologi og viden skabes, siger han.
Også han nævner, at forhandlingerne om en ny energipolitik ikke har ført til et resultat og mener, at situationen er så usikker, at det får investorerne til at holde sig tilbage.
De stillestående eller ikke-eksisterende forhandlinger om en energipolitik fik forleden en række organisationer til at sende en opfordring til politikerne.
Opfordring fra organisationer
Organisationerne, som repræsenterer både erhvervsliv og fagbevægelse har nu tabt tålmodigheden og har sendt en appel til regering og Folketing om snarest at nå et resultat, der kan leve op til de udfordringer, vi står over for. Brevets afsendere er Vindmølleindustrien, Dansk Metal, Landbrugsrådet, Dansk Energi, Det Økologiske Råd, Dansk Byggeri, Energi Industrien og 3F.
I brevet adresserer de den lange række af problemer, som savner en løsning, og de lægger vægt på, at der er behov for en bred politisk aftale. Og det er netop her det halter.
I appellen skriver organisationerne bl.a.:
Skal Danmark kunne løfte sit ansvar og styrke sin position som førende på energiteknologi, er der behov for at de hjemlige forhandlinger bringer os på forkant med de spilleregler og forpligtigelser, som følger af den fælles europæiske regulering af CO2 og vedvarende energi. Danmark har derfor behov for, at de hjemlige forhandlinger snart afsluttes med en bred aftale, og at den aftale som indgås, tager fat på håndteringen af vores fremtidige forpligtigelser.
Politisk uenighed
Et bredt samarbejde er dog ikke, hvad statsministeren med sin udmelding i Børsen den 21. februar lægger op til. Tværtimod taler han nu om et smalt forlig med Dansk Folkeparti.
Nu begynder vi at nærme os et tidspunkt, hvor jeg som statsminister er nødt til at sige, at nu skal vi have en aftale. Vi har eksempler på, at der er vindmøller som ikke bliver sat i gang simpelt hen fordi man afventer en aftale. Det er helt uacceptabelt, at det skal blive ved med at trække ud, så nu er vi nødt til at skære igennem på den ene eller den anden måde, lyder det skarpt fra Anders Fogh Rasmussen, som dermed giver oppositionen skylden for de langtrukne forhandlinger.
Oppositionen anklager regeringen for at føre pseudoforhandlinger. Især SF og radikale har været klare i deres udmeldinger.
Det er den mest kaotiske forhandlingsform, jeg nogen sinde har været udsat for. Jeg kan ikke vurdere, om det er et spørgsmål om total uenighed i regeringen, eller om det er dårlig forhandlingsledelse. Men jeg kan konstatere, at det er afsindigt uprofessionelt. Vi har siddet og trampet rundt i de samme ting siden juni, siger SF's Anne Grete Holmsgaard til Børsen, og Johs. Poulsen fra Det Radikale Venstre supplerer.
Der er kun én, der har trukket denne sag i langdrag og det er regeringen. Vi sidder gang på gang ved møder og får præsenteret de samme ting. Vi har ikke oplevet en eneste form for indrømmelse, siger Johs. Poulsen fra Det Radikale Venstre.
Befolkningen skal tages i ed
Vender vi tilbage til møllerne, indgår det i de eksisterende planer, at der skal opstilles 100 meget store møller på land. Møllerne, som er op til 150 meter høje, kan hvis de opstilles, betyde at vindenergi kan bidrage dobbelt så meget til Danmarks elforsyning. Det forudsætter dog, at 98 procent af møllerne opstilles i Vest- og Nordjylland, hvor det blæser mest, og økonomien derfor er bedst. Et alternativ er at opstille flere møller til havs, men strømmen fra havvindmøller er på grund af infrastruktur og udgifter til vedligehold dobbelt så dyr som strøm fra de landbaserede møller.
Vindmøllerne har imidlertid mødt modstand fra lokalbefolkningen, som helst er fri for dem. Flere kommuner har helt afvist, at der kan opstilles møller inden for deres kommunegrænser, og tvang er kontroversiel.
Der findes dog eksempler på, at folk er glade for eksisterende vindmøller, nemlig der hvor de selv er medejere og tjener penge på den energi, møllerne leverer. Ejerforhold og medindflydelse kunne derfor være et element i en fremtidig energipolitik, hvad angår vindmøller.
Netop den pointe fremhævede Lars Landberg, fra rådgivningsfirmaet Garrad Hassan, da han i december optrådte som månedens miljøminister i Miljø Horisont. Ifølge ham peger alt på, at uanset perspektiverne i vindmøllerparker til havs, så må man regne med, at 90% af kapaciteten vil blive opstillet på land.