Vi står ved en korsvej

Hvis jeg var miljøminister, ville jeg sørge for, at Danmark også de næste 10-15 år konsoliderer og udvikler rammebetingelserne for den industri- og eksportsucces, som den danske vindmølleindustri og Vestas har skabt de sidste 10-20 år. Dette ikke kun fordi denne industri med sine mange små- og mellemstore virksomheder beskæftiger ca. 24.000 i Danmark, og eksporterer for mere end 35 mia. kr. årligt. Men også fordi Danmark kan vise vejen for, hvordan man laver et rent og klimabæredygtigt teknologiskifte indenfor energisektoren, og samtidig bidrager til landets egen energiforsyning. Vi står derfor overfor muligheder, der i sjælden grad byder på de såkaldte ”vind-vind-vind”-muligheder.

Planlægning på land skal i nyt gear
Der skal imidlertid ganske andre boller på suppen end der har været de seneste år i vindmølleplanlægningen, hvis Danmark også de næste 10 år skal være et attraktivt foregangsland på vindmølleområdet.

Danmark har hidtil – med sine knap 20% - været ”verdensmester” i integrationen af vindkraft i energiforsyningen. Men Danmark står nu ved en korsvej og må vælge, hvordan den næste generation af vindmøller bedst muligt kan integreres i det danske samfund.

Hidtil er det danske vindmølleeventyr planlægningsmæssigt foregået lokalt uden større statslig koordination. Der var næppe mange i 1980’erne, der kunne forudse, at Danmark 25 år efter fik dækket en femtedel af sit elforbrug af vindkraft. En del af den aldrende danske vindmøllebestand er i dag fordelt ud i det ganske landskab efter gårdmølle-princippet. Men indenfor 5-10 år vil mange af disse møller skulle udskiftes til nye, større og mere effektive vindmøller – og derfor må vi spørge os selv om den hidtidige planlægningsmodel også er den rette til at sikre det danske samfund en effektiv, ren og bæredygtig el-infrastruktur – med næste generations vindmøller.

Der må og skal derfor træffes nogle vigtige langsigtede valg på planlægningsområdet. De fleste politikere i Folketinget er enige om, at Danmark skal gå forrest for at bekæmpe klimaudforandringerne. Dette ønske deles ligeledes af et meget stort flertal i den danske befolkning. Problemet opstår imidlertid, når der skal sættes handling bag de fine ord og erklæringer – for det sker alt for ofte, at hverken nationale eller lokale politikere lige synes, at vindmøllerne skal stå i deres ”baghave”/kommune. Derfor er det også med den hidtidige planlægningsmodel gået endog meget trægt i mange kommuner med udpegning af egnede område for nye vindmøller.

Om Danmark overhovedet kan realisere sine mål om en fordobling af vedvarende energi til 30% af Danmarks energiforsyning i 2020 med et væsentligt bidrag fra vindkraft, er således ganske usikkert. Et er sikkert: hvis det skal lykkes, skal stat og kommuner i gang med en langt mere langsigtet vindmølleplanlægning, end vi har set i de seneste år. For øjeblikket må vi konkludere, at planlægnings- og godkendelsesprocedurerne i den danske model er en flaskehals i realiseringen af et attraktivt og levende vindmøllemarked. Det harmonerer ikke med, at vi også gerne vil være et udstillingsvindue for omverdenen op til næste års klimakonference i København.

Vindkraft er energiinfrastruktur
Derfor er tiden nu kommet til at give vindkraften et planlægningsmæssigt løft – i erkendelse af at denne elforsyningsteknologi bliver et bærende element i Danmarks energiforsyning i flere årtier frem. Vindkraften vil således blive en samfundsressource – ja en energiinfrastruktur – på niveau med motorveje, broer, naturparker, lufthavne etc. En enkelt vindmølle producerer allerede i dag el til mere 2500 danske husstandes årlige forbrug – og fire møller producerer strøm nok til alle beboere i Herning. Derfor er det kun logisk, at der nationalt tages initiativ til at identificere egnede arealer for større vindkraft-parker, som kan supplere den danske vindkraftudbygning på land. Disse parker bør selvsagt planlægges i god dialog med kommuner og naboer og i harmoni med det omgivende landskab - og arealer med god vind skal gives forrang og prioritet.

Danmark har ligeledes en enestående mulighed for at vise den ganske verden, hvorledes de planlægningsmæssige udfordringer i forbindelse med placeringen af nye vindmøller kan løses på en samfundsmæssigt hensigtsmæssig måde. Vi skal derfor sikre, at en ny model er rodfæstet i lokalsamfundene og skabe nye ejerskabsmodeller.

Ud over at investeringerne skal kunne give et bæredygtigt afkast – kunne man tænke sig, at en del af overskuddet fra nye mølleprojekter gik til lokale sports-, sundheds- eller uddannelsesmæssige aktiviteter. Denne planlægningsmodel kunne eventuelt vise sig at kunne ”eksporteres” til andre europæiske lande, som også ønsker at realisere deres vindpotentiale, men har vanskeligt ved at få udpeget egnede arealer. Al erfaring viser nemlig at jo større andel lokalsamfundet har i vindkraft-investeringerne, jo større lokal opbakning. Men samtidig har samfundet også et krav på at kunne realisere en bæredygtig energiforsyning, så det er her mellem disse to hensyn, der skal findes en balance.

Fortsat udbygning på land
Mange politikere mener imidlertid at fremtidige større vindkraft-anlæg kun skal placeres på havet, men havvindmøller er stadig en ung og dyr teknologi og har haft sine medfølgende børnesygdomme. Ud af den globale vindkraftkapacitet på knap 100.000 MW udgør havvindmøller kun 1000 MW. Det er derfor for tidligt og urealistisk at sætte sin fulde lid til, at havvindmøller kan løse den store forsynings- og planlægningsmæssige opgave, der ligger foran os, hvis vi reelt ønsker et teknologiskifte væk fra de forurenede fossile brændstoffer. Sidste år installerede man således kun 200MW offshore vindkraft globalt, mens der blev installeret knap 20.000 MW på land. Havvindmøller er derfor nok en interessant teknologi, men reelt kun et nicheprodukt indenfor vindkraftindustrien. Politisk må man derfor gøre sig klart, at havmøller kun kan realisere en begrænset del af EU’s målsætning for vedvarende energi frem mod 2020. Hovedparten af den nye vedvarende energi vil fortsat skulle sættes op på land.

Måske netop derfor har EU-Kommissionen også udvalgt administrative og planlægningsmæssige barrierer som et indsatsområde i sit nye forslag til EU-direktiv for vedvarende energi. Medlemslandene bedes således om at sikre, at deres myndigheder strømliner deres godkendelsesprocedurer, og gør disse transparente, objektive og forudsigelige.

Ny balance er nødvendig
Hvis jeg var miljøminister, ville jeg således sikre, at man i Danmark snarest muligt udvikler en model, som på den ene side sikrer respekten for vort lokale demokrati og på den anden side samfundets behov for en ren og bæredygtig energiforsyning. Balancen er i dag kommet for meget i disfavør overfor sidstnævnte – samfundshensynet. Men EU-processen har nu igen givet Danmark en enorm mulighed for at vise lederskab og udvikling af en god praksis til efterfølgelse ikke blot ud i det europæiske, men ud i det globale. Udlandet har hidtil ofte kigget os over skuldrene, når deres lovgivning på vindområdet skulle udvikles, og nu har vi atter muligheden for at danne et fint skoleeksempel.

Manglende nationalt initiativ fra miljøministeren kan derimod vise sig at blive en stor forspildt chance. Danmark skulle nødigt ende som skræmmeeksemplet fra Storbritannien, som på trods af at have nogle af klodens bedste vindressourcer kun har realiseret ca. 2000 MW, mens over 10.000 MW er blokeret i lokale planlægningsprocesser.

Storbritannien kunne på grund af sine ”objektive” betingelser (god vind, god industriel rekrutteringsbase) have udviklet en lige så stor vindkraftindustri som i Danmark, Tyskland og Spanien. Men på grund af manglende enighed omkring vindkraftens rolle i Storbritannien har dette land kun formået at tiltrække én vindmølleproducent, som i dag stort set eksporterer hele sin produktion, og hvor længe er en sådan lokal produktion mon bæredygtig?

Forskellen på det danske og det britiske eksempel har grundlæggende været indstillingen. Hvis der altid fokuseres på problemerne og de potentielle gener i mikro-perspektiv, bliver det vanskeligere at se de mange muligheder og positive gevinster ved vindenergiens bidrag til moderne samfund: Det rene miljø, bidraget til at løse klimaudfordringen, egen national og uafhængig energiforsyning, fast strømpris de næste 20 år – og ikke mindst de mange lokale arbejdspladser.

Derfor, hvis jeg var miljøminister ville jeg næsten ikke kunne sidde stille i bar iver for at komme i gang………………for en sådan chance får man kun sjældent i politik.
www.miljohorisont.dk/meninger