Vi kan ikke løse klimakrisen som forbrugere
Der er alt for meget fokus på de individuelle valg, når vi diskuterer, hvordan man skal imødegå klimakrisen. De nødvendige løsninger kræver fælles, politiske beslutninger. Men individuelle handlinger kan påvirke normer og vaner, og det er også vigtigt.
Foto: Martin Thaulow
Vi ved godt, hvor man kan sætte ind, hvis man som individ vil reducere sit personlige klimaaftryk. Fonden Realdania kan endog fortælle os, hvilke otte har den største effekt og i prioriteret rækkefølge (se faktaboks).
Det er bare ikke gennem de individuelle handlinger, klimakrisens alvorligste konsekvenser bliver afværget. Hvad der så skal til, vender vi tilbage til. Først et kig på, hvorfor fokus på individers efterspørgsel ikke er gangbar som forandringsmotor.
”Hver gang man skal skabe forandring, går et abespil i gang: Hvem har aben, altså ansvaret? Ideen om det individets ansvar som forbruger, at det handler om, hvad der efterspørges, bliver ofte fremmet af dem, der har mest interesse i at forandringen ikke sker for hurtigt, typisk dem der tjener penge på business as usual,” sagde Simon Kjær Hansen, som er leder af Dronning Marys Center på Københavns Universitet, under en paneldebat hos Realdania på Folkemødets første dag.
Otte indsatser der reducerer klimaaftryk
De otte områder, hvor man individuelt kan handle for at reducere sit klimaaftryk er i prioriteret rækkefølge:
- Undgå oksekød
- Bo mindre
- Skift til elbil - hvis du skal have bil
- Sænk dit forbrug generelt
- Sænk dit energi- og varmeforbrug
- Flyv mindre
- Sortér affald
- Energirenover din bolig
”Men efterspørgsel kommer ikke af ingenting, det handler om normer, adgang, kultur, praksis etc.,”fortsatte han.
Det bakkede Mette Hoffgaard Ranfelt fra Danmarks Naturfredningsforening op om:
”Vores rolle hver især er ikke at være den perfekte forbruger. Det kan vi ikke. For vi forbruger jo ikke i et tomt rum. Vi påvirkes hele tiden. F.eks. af reklamer,” sagde hun, og fortalt om en britisk undersøgelse, der har vist, at 32 procent af briternes CO2-udledning kan tilskrives reklamer og markedsføring.
Udfordringen ved at være bevidst forbruger i dag er, at strukturerne omkring forbruget ikke bakker op om ”gode valg”. For at ændre det skal der politiske beslutning og ændringer i regulering til. Det kan f.eks. være regler, der sørger for at forlænge levetiden på produkter, regler, der gør renovering til første valg, hver gang man taler forandringer i bygninger.
”Det er strukturelle forandringer, og de skabes ikke af individet som forbruger, men som borger,” sagde Mette Hoffgaard Ranfelt.
Normer og naboskab
Er der så slet ikke noget man kan gøre individuelt? Jo, man kan vise andre, hvad man selv gør.
”Der er en tydelig nabo-effekt, som er vigtig. Både for at inspirere og for at rette op på forestillingen om, at de andre ikke ønsker forandring eller at gøre noget, så meget som en selv,” sagde Lennie Hansen fra Realdania.
Den påstand bakkes op af den undersøgelse, Klimarådet udgav for kort tid siden, som slog fast at danskerne ønsker at bidrage til forandring, men tvivler på, at andre vil det samme. Hvilket bremser handling.
”Det største ansvar ligger der, hvor man kan ændre strukturerne. Men det individuelle betyder noget. Det betyder noget, at man viser, hvad man gør. Det kan være med til ændre normer og forestillinger om, hvad der er godt og acceptabelt,” sagde Simon Kjær Hansen.
Det er det, man mener, når man taler om nabo-effekten. Som også kan handle om at flytte på, hvad der indikerer status. Som kunne være at være god til at tilberede måltider uden kød. Eller bo på færre kvadratmeter, men med større frihed. At være i naturen i stedet for på shopping. At tage toget på ferie. Osv.
Måle på det vi værdsætter
De strukturelle ændringer – hvad skal så drive dem? Her var panelet overraskende enige: Der skal laves om på, hvad vi måler på.
”Vækst i BNP er absurd som overligger på vores samfund. Det, der bidrager til BNP, har inteta at gøre med det, vi værdsætter i vores liv,” sagde Simon Kjær Hansen.
Den påstand blev tydeligt dokumenteret i en stor analyse fra Realdania, som udkom sidste år, hvor den absolutte topscorer på, hvad danskerne tillagde størst værdi i forhold til livskvalitet og trivsel, var relationer til andre mennesker.
”I det perspektiv er det opmuntrende at den nye regering sætter gang i arbejdet med at undersøge trivselsøkonomi. For der er andre ting, man kan måle på: sundhed, trivsel, omsorg, nærvær, meningsfuldhed f.eks.,” fortsatte Simon Kjær Hansen.
Det er Mette Hoffgaard Ranfelt enig i. Som tidligere embedsmand i Miljøministeriet pegede hun på et helt konkret behov:
”Vi er nødt til at ændre på Finansministeriets regnemodeller. Og der findes eksempler. Man kan starte med at kigge til New Zealand,” afsluttede hun.
