Klart mønster, pengeposer og ikke som klimakrise

Hvad betyder corona-krisen for bæredygtighedsindsatsen – i virksomheder og i samfundet? Det spørgsmål tog CSR.dk fat i for en uge siden, og vi har naturligvis fulgt med i denne uge også.

Fælles fortælling
Første konstatering er, at der tegner sig en fælles hovedhistorie, når man taler om bæredygtighed og corona:

Corona-krisen kommer til at påvirke klimaindsatsen og investeringerne i andre bæredygtighedsindsatser negativt. Ikke bare bliver ressourcer og opmærksomhed dirigeret hen mod at redde liv, virksomheder og samfundsøkonomien, vigtige møder og samlinger, som skulle bringe internationale aftaler i hus, forpligte virksomheder og nationer yderligere bliver også udsat. Det vil føre til forsinkelser. 

Læs også: Coronavirus sænker CO2-udledninger, men skader klimaet på længere sigt

Det kommer dog næppe til at handle om en fuldstændig tilbagetrækning, for især klimakrisen er jo stadig højaktuel, når den umiddelbare coronakrise er ovre. Men som Steen Hildebrandt siger i SustainReport i dag, så skal bæredygtighedsfolk i virksomheder og organisationer ”være mere aktive end nogensinde”.

Helt afgørende for, hvor stor forsinkelsen i bæredygtighedsindsatserne bliver, er hvordan stater og institutionelle investorer vælger at investere og sætte i værk, når økonomien skal løbes i gang igen efter krisen. Bliver det i bæredygtige tiltag, f.eks. infrastruktur til grøn transport, vindmølleparker, grønnere offentlige indkøb, eller i flere motorveje og branchesubsidier uden krav om samfundsansvar? I USA har man f.eks. politiske diskussioner af, hvilke modkrav man kan stille til luftfartsselskaber i den støttepakke, man er ved at beslutte.

Disse overvejelser foregår på nationalt niveau. Men der ligger tilsvarende overvejelser i at forme virksomhedsstrategier til at komme videre fra krisen, og der skal man som bæredygtighedsspecialist helt sikkert være på stikkerne. Hellere før end siden.

Fonde åbner for posen
Ugens anden tendens er, at de store erhvervsdrivende fonde er kommet på banen for at hjælpe. Som de skriver i Finans. ”Store millionbeløb begynder nu at rulle ud af de store danske erhvervsfonde for at bidrage til løsningen og begrænsningen af coronakrisen.”

Udvalgte eksempler er:

• Carlsbergfondene har afsat 95 mio. kr. til indsatsen mod Covid-19. De fleste millioner går til tre forskningsprojekter i relation til epidemien, men der er også afsat en stor pulje til at støtte kunsten, herunder kriseramte museer, og en mindre pulje til at støtte unges engagement for en bæredygtig fremtid. Carlsbergfondene består af de tre fonde Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Tuborgfondet.
• Poul Due Jensens fond, knyttet til Grundfos, som øger sine bevillinger i 2020 fra 125 til 200 millioner kroner. De skal fortsat gå til vand- og sanitetsprojekter, men en talsmand siger desuden til Finans, at ”coronakrisen vil kræve et ændret fokus i et stykke tid med mere fokus på især sundhedssektoren”.
• Novo Nordisk Fonden, som sender 50 mio. kr. ud til projekter, der vil mindske de sundhedsmæssige konsekvenser af coronavirus-epidemien i Danmark. Det kan være både videnskabelige, oplysningsmæssige og sociale initiativer, men skal kunne sættes i gang med det samme.
• H&M Foundation, der er en non-profit global fond, er gået en anden vej og har fulgt et ønske fra World Health Organization (WHO), om at donere midler til FN-fonden, som har skabt den nye Covid-19 solidaritetsfond. H&M Foundation har sendt 3,5 millioner kroner den vej.

Det er ikke det samme
Sidste punkt i CSR.dk’s udvalgte tendenser er sammenligninger af klima- og coronakrisen.

Nogle debattører og medier har bragt til torvs, at der er meget at lære af corona-krise. At den måde vi lever på nu, med mindre transport og rejseaktivitet, lokale indkøb og fællesskaber, kan være en vej til at opdage, at omstilling er mulig.

Men sådan kan man ikke sammenligne, siger andre. Som Peter Rathje, der er direktør for ProjectZero, er et offentligt-privat klimapartnerskab i Sønderborg-området, siger i et debatindlæg på Altinget:  

”Hvor coronaudbruddet opfattes som en (kortvarig?) undtagelsestilstand og har ét let kommunikerbart fjendebillede, den forbandede virus, er klimaændringerne langt sværere og komplekse at begribe og tackle følelsesmæssigt og intellektuelt. De er netop ikke af midlertidig karakter og dermed ikke en art undtagelsestilstand, tværtimod. Klimaforandringerne kommer langsomt snigende, år for år, og forstærkes og gør sig permanent sig med tiden, ligesom den nationale værktøjskasse er langt mere sammensat end at lukke grænser og bede folk spritte deres hænder af.”

Læs også: Er corona-krisen enden på bæredygtighed?

Det samme mener meteorolog Philip Tarning-Andersen i et debatindlæg i Infomation, hvor han siger at:

”Vi står både i en klima- og coronakrise, men selv om begge kriser er alvorlige, er det meningsløst at kræve klimamæssig undtagelsestilstand. Tiltagene for klimaet skal ikke være en undtagelsestilstand, men en ny ramme om vores hverdag, der også ændrer normalen”.