Solceller er et effektivt ESG-greb
Flere virksomheder oplever, at kunder og samarbejdspartnere stiller krav om, at de aktivt bidrager til den grønne omstilling.
Solceller er et effektivt ESG-greb for mange virksomheder. Foto: CSRD+CO
I takt med at det er blevet et konkurrenceparameter at kunne dokumentere sin klimaindsats og sine strategiske overvejelser i en ESG-kontekst, leder virksomheder i stigende grad efter indsatser, der både kan give en økonomisk gevinst og en miljømæssig aflastning. Og det er her, at solceller er interessante at kigge nærmere på.
Forleden mødtes jeg med CEO fra Solcellestrøm.nu, Poul Jørgensen til en snak om, hvordan solceller egentlig kan tappe ind i ESG-agendaen og i en dobbelt væsentlighedssammenhæng.
Den stigende interesse mærkes også hos Solcellestrøm.nu
”Vi oplever en markant stigning i henvendelser fra virksomheder, som vil undersøge mulighederne.
Poul Jørgensen, CEO, Solcellestrøm.nu
Der er både dem, der ønsker at reducere deres elregning, men også dem, der ønsker at vise kunderne, at de tager ansvar for den grønne omstilling - og i virkeligheden er det ofte en kombination.
Mere behov for strøm i virksomhederne
Udviklingen hænger tæt sammen med, at mange virksomheder allerede er i gang med at omlægge deres bilflåde til el og udskifte olie- og gasfyr med varmepumper. Det øgede elforbrug gør det oplagt at producere en større del af strømmen selv, og her bliver solceller et naturligt næste skridt, der både mindsker CO₂-aftrykket og styrker den økonomiske robusthed.
Ifølge Poul Jørgensen giver et solcelleanlæg et stabilt og forudsigeligt afkast af den investerede kapital. ”Samtidig kan man producere strøm til en pris, der ligger markant under, hvad man betaler til forsyningsselskabet. Det betyder lavere driftsomkostninger, bedre kontrol over fremtidige energipriser – og en reel forskel for miljøet,” siger han.
Batterier har stor effekt
Hvis man vil maxe udnyttelsen af sit solcelleanlæg helt ud, skal man også investere i et batteri. ”Et batteri gør det muligt at lagre strømmen og bruge den senere i stedet for at sende den ud på nettet til en lav pris. Det giver en langt højere udnyttelsesgrad,” forklarer Poul Jørgensen. Batterier kan også overvåge elpriserne i realtid, købe billig strøm og sikre drift ved strømafbrydelser. ”Og stiller man batteriet til rådighed for Energinet, kan man faktisk tjene penge på at hjælpe med at balancere elnettet. Det kommer bag på mange,” tilføjer han.
”Det handler ikke kun om at spare penge på elregningen. Det handler om at træffe en beslutning, der både gør virksomheden mere robust og bringer den et skridt foran i den grønne omstilling. Og det er i virkeligheden resultatet af en værdifuld ESG-rapportering."
