Slut med kejserens nye klæder

Alt for længe har verdens ledende politikere, ikke mindst ved de årlige G-8 topmøder, forsøgt at give offentligheden det indtryk, at klimasagen gør gode, om end begrænsede, fremskridt. Og ligeså alt for længe har hære af journalister verden over (med nogle få, vigtige undtagelser) i en uhellig alliance mellem opportunisme og naivitet viderebragt budskabet, der i bund og grund er intellektuelt dybt fornærmende. Men hverken diverse G-8 topmøder eller klimatopmødet på Bali i december 2007 har rykket noget væsentligt for klimasagen.

Hovedårsagen er selvfølgelig, at USA ikke på noget tidspunkt har været parat til at forpligte sig til noget som helst, de ikke alligevel ville have gjort af andre grunde (læs: bioethanol). Men andre vigtige modspillere, Canada, Japan, Rusland og flere EU-lande (Berlusconi-Italien og nogle af de nye medlemslande) er godt tilfredse med at kunne dække sig bag en afvisende USA-holdning.

Handskerne af!
Hvis jeg var klimaminister, ville jeg tage handskerne af og meddele, at vi ikke har tid til at fortsætte ”Kejserens nye Klæder” -teatret til langt ind i 2009, hvis vi vil gøre os håb om en klimaaftale i København, som bliver mere end blot en gentagelse af forgængerne (Klimakonventionen (1992) og Kyotoprotokollen (1997)), der begge blev lovprist ved vedtagelsen og derefter ingenting leverede. Når der ingenting vil ske i det nuværende set-up før langt ind i 2009, skyldes det, at det vil tage måneder at få en ny amerikansk administration på benene efter indsættelsen af præsidenten i slutningen af januar, samt at en mere progressiv amerikansk holdning i et vist omfang skal være aftalt med kongressen for at sikre den nødvendige efterfølgende ratifikation. Hvis jeg var klimaminister, ville jeg være så bekymret over tidsfaktoren, at jeg hurtigst muligt ville starte en plan B.

Lad u-landene være!
Hvis jeg var klimaminister, ville jeg stoppe al snak om udviklingslandenes forpligtelser indtil industrilandene har besluttet sig for, hvor meget de selv er parate til. Det er der tre gode grunde til.

Den første er, at det er det eneste rimelige. CO2 udslippet pr. indbygger er så meget lavere i udviklingslandene (Kina 3 tons pr. år, Indien 1) end i OECD landene, (USA og Canada 20 tons pr. år, EU knap 10) at det er helt urimeligt at forvente, at de påtager sig forpligtelser, før det kan ses i forhold til industrilandene. Den anden er, at både klimakonventionen og Kyotoprotokollen klart præciserer, at industrilandene forpligter sig til at gå forrest i klimabeskyttelsen (af flere gode grunde). Den tredje, og i den politiske sammenhæng måske vigtigste, er at al den verserende snak om vigtigheden af, at især Kina (men ikke OPEC landene, der boltrer sig helt anderledes i næsten gratis energi) gør noget alvorligt ved stigende CO2 emissioner, kun bidrager til et dårligt forhandlingsklima. Hvis jeg var klimaminister, ville jeg være opmærksom på, at der er mange der i deres mindre officielle sind er meget godt tilfredse med et dårligt forhandlingsklima.

Bindende reduktionsmål?
Hvis jeg var klimaminister, ville jeg sætte åbent spørgsmålstegn ved, om den ”vedtagne” strategi mod et sæt bindende reduktionsmål for 2020 er hensigtsmæssig. Jeg ville have meget svært ved at forestille mig, hvordan alene industrilandene (herunder Rusland) skulle kunne enes om fælles ”basisår” og om noget der bare ligner sammenlignelige reduktionsmål, med mindre aftalen bliver udstyret med så mange ”undvigemuligheder” der, ligesom i Kyotoprotokollen, reducerer værdien til tæt på nul. Og jeg ville være stærkt bekymret over, at en aftale, der primært er baseret på nationale reduktionsmål for 2020, vil give meget begrænsede muligheder for opdatering i en meget lang periode.

Fokus på de konkrete tiltag!
Hvis jeg var klimaminister, ville jeg arbejde intensivt på at opprioritere den del af forhandlingerne, der drejer sig om de konkrete tiltag, der skal levere de nødvendige reduktioner: langt højere energieffektivitet, i både bygninger, produktion og transportsektoren, stop for kulfyrede kraftværker uden CO2 lagring med øjeblikkelig virkning i industrilandene (det er jo helt absurd, at selv EU er parat til at acceptere nye kulfyrede værker uden CO2 lagring frem til 2020), bindende nationale målsætninger for vedvarende energi osv. Selvfølgelig må disse såkaldte sektorale politikker være tilstrækkeligt ambitiøse til at sikre de nødvendige reduktioner. Når nogen hertil vil indvende, at det ikke vil være muligt at skaffe international enighed om tilstrækkelig vidtgående sektorale politikker ville jeg roligt svare, at så er der heller ingen grund til at tro at vedtagne reduktionsmål vil blive opfyldt. Kyotoprotokollen og de heraf afledte nationale byrdefordelingsforpligtelser indenfor EU taler deres tydelige sprog om den manglende opfyldelse af den slags målsætninger, men eksemplerne er mange flere: stabilitetspagten indenfor eurosamarbejdet eller Lissabon målsætningerne for EU's konkurrencedygtighed.

Klimakonferencen i 2009 vil være godt tjent med en plan B, der i højere grad fokuserer på de konkrete tiltag. Udover at reducere risikoen for en Kejserens nye Klæder-begivenhed og dermed lægge op til en mere ”ærlig” aftale vil den byde på mere fleksibilitet i de kommende år. Og måske allervigtigst: den giver en helt anden mulighed for aktiv deltagelse af udviklingslandene. Fremfor en steril diskussion om nogle reduktionsmål eller CO2 intensiteter, som de færreste forstår og endnu færre kan gennemskue, vil der være basis for at forhandle om konkrete tiltag som mange af udviklingslandene har stærk interesse i (energieffektivitet, vedvarende energi etc.)

Hvis jeg var klimaminister, ville jeg udnytte værtskabet for Københavnskonferencen til at delagtiggøre kollegerne i de øvrige EU-lande i mine overvejelser og håbe at argumenternes styrke ville bære frugt.