Lave T-shirt-priser koster hos leverandører
Der er stadig lang vej hjem i arbejdet med lønninger i tekstilbranchens leverandørkæder trods erklærede målsætninger fra nogle af de største brands. Det dokumenterer ny rapport, som har undersøgt prispolitik og importpriser.
Foto: 123rf.com
En ny rapport fra den schweiziske vagthund Public Eye og det internationale netværk Clean Clothes Campaign sætter spørgsmålstegn ved modebranchens løfter om ordentlige lønninger.
Rapporten har undersøgt, hvilken betydning det har for arbejderne i leverandørkæden, at prisen for t-shirts er lavere i dag end for 25 år siden. Konklusionen er, at EU's importpriser på bomulds-T-shirts reelt er faldet siden 2001, og at det har direkte konsekvenser for arbejdsforhold og løn hos leverandørerne.
Fra 2001 til 2024 steg den gennemsnitlige importpris på en T-shirt fra 2,15 til 2,67 dollar. Men korrigeret for inflation i EU og globalt svarer det til et reelt prisfald på 3,1 procent om året — altså cirka en halvering af den reelle pris. Faldet er endnu mere udtalt for T-shirts produceret i Bangladesh, som tegner sig for 61 procent af EU's import af varen. Her lå gennemsnitsprisen i 2024 på blot 2,06 dollar.
Seks brands dominerer og betaler mindre og mindre
Rapporten har kortlagt, at seks brands — Bestseller, Primark, H&M Group, Inditex (Zara), LPP (polsk modekoncern) og Fast Retailing (Uniqlo) — tilsammen aftog omkring 20 procent af Bangladeshs eksport af bomulds-T-shirts i 2025.
Målt i pris per kilo betalte Fast Retailing mest (16,95 dollar), mens LPP betalte mindst (10,11 dollar). H&M lå på 12,82 dollar. For alle seks brands faldt priserne reelt fra 2021 til 2025.
Organisationerne bag rapporten ønsker at sætte fokus på, om modebranchen trods 10-20 års erklærede indsats for ansvarlighed, har forbedret vilkårene for medarbejdere i leverandørkæden. Og alle seks brands arbejder selverklæret med netop det spørgsmål, som det fremgår af faktaboksen herunder.
Fem af de seks (alle undtagen LPP) bruger eksplicit "living wage"/"fair wage"-sprog som en aktiv del af deres offentlige kommunikation — hvilket understreger rapportens pointe om en kløft mellem retorik og prispolitik, eftersom det er de samme fem (plus Fast Retailing), der enten afviste rapportens tal eller ikke kommenterede.
Hvad siger virksomhederne selv om løn i værdikæden?
Appen Claude har gennemgået de seks brands' egne hjemmesider for udsagn om løn i leverandørkæderne ud fra promptet:
Kan du undersøge, om Bestseller, Primark, H&M Group, Inditex, LPP og Fast Retailing skriver noget om fair wage, living wage, minimum wage eller tilsvarende på deres hjemmesider inden for de seneste to år?
Her er status:
Bestseller – Under "Fair For All", en del af Fashion FWD-strategien, skriver Bestseller, at de gennem brancheomstillinger vil indføre mekanismer, der skal fremme fair living wages, samt at alle leverandører skal investere i brand-, el- og bygningssikkerhed. Det fremstår som et aktivt, løbende mål uden konkret tidsstempel. https://bestseller.com/sustainability/fair-for-allBESTSELLER
Primark – under "Primark Cares" forpligter de sig til at arbejde for en leveløn for arbejdere i forsyningskæden samt støtte finansiel oplæring og adgang til social beskyttelse senest i 2030. https://corporate.primark.com/en-us/a/primark-cares/peoplePrimark
H&M Group – H&M har haft en "Fair Living Wage"-strategi siden 2013, og på deres aktive lønside opdateres data årligt: de har siden 2013 overvåget de lønninger, som alle direkte leverandører betaler, og offentliggør aggregerede data for centrale produktionslande, som opdateres hvert år. Den nyeste årsrapport (offentliggjort marts 2026, dækker dec. 2024-nov. 2025) nævner desuden, at 1,2 millioner arbejdere i forsyningskæden nu har adgang til fair wage-programmer og digitale lønudbetalingssystemer. https://hmgroup.com/sustainability/fair-and-equal/wages/ H&M GroupGreentechLead
Inditex – på en dedikeret side skriver Inditex, at de som en etisk virksomhed er forpligtet til at understøtte en leveløn, der med rette dækker de grundlæggende behov for arbejderne i forsyningskæden og deres familier, struktureret omkring fem indsatsområder inkl. kollektive forhandlinger via ACT-initiativet. https://www.inditex.com/our-commitment-to-people/our-suppliers/workers-at-the-center/fundamental-rights-at-work/living-wagesInditex
Fast Retailing – har en specifik, jævnligt opdateret side. Under "Wages and Benefits & Living Wage" (senest opdateret 14. oktober 2025) skriver de, at de ikke kun vil garantere mindsteløn, men også realisere leveløn for mennesker i forsyningskæden, og at Code of Conduct for Production Partners definerer leveløn som et niveau, der dækker basale behov og muliggør et værdigt liv. https://www.fastretailing.com/eng/sustainability/labor/purchasing.htmlFAST RETAILING
LPP – i deres Code of Conduct (2024-udgaven) hedder det, at medarbejdernes løn ikke må være lavere end den relevante mindsteløn i det pågældende land, og at lønnen skal sikre medarbejdernes og deres families grundlæggende eksistensbetingelser. LPP bruger tilsyneladende ikke termerne "living wage" eller "fair wage" på deres sustainability-sider. https://www.lpp.com/en/sustainable-development/people/suppliers/Windows
For virksomhederne er blevet forelagt kilopris-tallene. Det fremgår af rapporten, at de alle, undtagen Fast Retailing, afviste rapportens konklusioner. Flere pegede på forhold som ændret produktsammensætning, effektiviseringer og udsving i bomuldspriser som forklaring.
Rapportens forfattere afviser dog, at produktivitetsforbedringer kan forklare prisfaldet, da T-shirt-produktion har set få teknologiske fremskridt. I stedet peger de på øget arbejdspres, højere produktionsmål og outsourcing til endnu billigere og mere usikre produktionsforhold.
Rapporten anbefaler, at brands forpligter sig til en mindstepris på omkring 18 dollar per kilo som et foreløbigt mål, stigende til 30 dollar per kilo på mellemlangt sigt, for at understøtte en reel omstilling til leveløn.
Lønninger udgør 12 procent af eksportprisen
Rapporten bygger blandt andet på interviews med ni prisansvarlige og fabrikschefer i Bangladesh. Et af de gennemgående billeder er et presset marked. Bangladesh har den laveste mindsteløn blandt de store tekstilproducerende lande — omkring 105 dollar om måneden — mens leveomkostningerne for en familie i Dhaka er op til fire gange højere. Lønnen udgør ifølge rapporten kun 12 procent af eksportprisen for en T-shirt.
Kalpona Akter, formand for Bangladesh Garment and Industrial Workers Federation, kalder det i en pressemeddelelse selvmodsigende, at brands fremhæver menneskerettighedspolitikker, samtidig med at deres prispolitik fastholder fattigdomslønninger.
