Hvad handler diskussionen af kædeansvar om?

Fra d. 27. januar til d. 3. februar var krudtet i skuddene noget fastere, end vi er vant til på CSR.dk. Rådgiver og menneskerettighedsekspert Sune Skadegaard Thorsen duellerede med Mellemfolkeligt Samvirke og Clean Clothes Campaign Danmark. Genstanden for kampen var, hvordan virksomheder bedst håndterer deres kædeansvar.

Over for hinanden står også to ideer: forestillingen om at en langt større udbredelse af FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv vil give de eftertragtede forbedringer af forholdene hos leverandører i lavtlønslande. Modsat forestillingen om at den gennemsigtighed åbne leverandørlister vil give, vil være den nødvendige motor for mere ansvarlig virksomhedsadfærd ift. kædeansvar. 

Det vi ved
Det vi ved med sikkerhed, er at der er en udbredt frustration over den måde arbejdet med kædeansvar foregår i dag. Ikke bare er Codes of Conduct, selv-evalueringer, forbedringsplaner og egne- og tredjepartsaudits krævende, men de har tilsyneladende heller ikke den ønskede effekt: bedre forhold for arbejderne.

Seneste stykke forskning med den konklusion er rapporten, Ethical Audits and the Supply Chains of Global Corporations fra Sheffield Political Economy Research Institute, der, som omtalt her på sitet, bl.a. konkluderer at auditregimet ’virker’ for virksomhederne, men fejler for arbejderne og planeten og har en tendens til at forstærke de eksisterende forretningsmodeller og dermed fastholde status quo på området.

Det vi ikke ved
Som CSR.dk ser det, er der to store spørgsmål, som de aktuelle diskussioner viser, at der er brug for at finde svar på:

• Hvis metoden der benyttes i dag til at sikre ansvarlighed i sin supply chain ikke har den ønskede effekt, ad hvilken vej skal virksomhederne så gå, som også imødekommer NGO’er og forbrugeres forventninger?
• Hvordan ser det ud med implementeringen af FN og OECD’s retningslinjer i danske virksomheder, og hvad ville det øgede fokus på due dillingence betyde, hvis arbejdet med CSR havde dem som udgangspunkt?

Skal vi snakke eller handle?
Det spørgsmål stillede uddannelses- og rådgivervirksomheden Green Network’s direktør, Kenneth Hald Jensen, i december 2016 i et indspark på CSR.dk. Morten Lehman, CSR-chef i Dansk Erhverv har i sidste uge budt ind med en opfordring til at holde fast i dialogen og samarbejdet på tværs af sektorer. Det afgørende må være, at debattens mål er at gøre det muligt for virksomhederne at navigere, samtidig med at løsningerne skaber reel forandring. Men ballet er i al fald åbnet. 

Debatten – skrællet ind til benet

• D. 27. januar lagde menneskerettighedsekspert og rådgiver Sune Skadegaard Thorsen et indspark på CSR.dk med titlen ”Danske NGO’er skader danske virksomheder”. Under den noget pågående overskrift argumenterede han for, at NGO’ernes pres for åbne leverandørlister i f.eks. mode- og tekstilbranchen førte til at virksomheder brugte deres altid begrænsede ressourcer på at jagte et urealistisk mål om fuldt overblik over deres leverandørkæde. Ressourcer som ville være bedre investeret i at udbrede praksis i henhold til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, fordi de sætter en fælles minimumsstandard, som vurderes til at kunne gennemføres i praksis og opnå den udbredelse af respekt for menneskrettigheder, som er nødvendig. Åbne leverandørlister stiller de ikke noget krav om.
  
  Kigger man bagud i CSR.dk’s indspark, er Sunes Skadegaard Thorsens nye indspark tydeligt inspireret af Mellemfolkeligt Samvirke og Clean Clothes Campaign Danmarks arbejde i kølvandet på Mæglings- og Klageinstitutionens udtalelse om PWT-koncernens ansvar i forbindelse med Rana Plaza-ulykken i Bangladesh. NGO’erne gennemførte en forbrugerettet kampagne med skarp opfordring til PWT’s brand Tøjeksperten om større åbenhed om deres leverandørkæde og forholdene i denne.
   
• D. 1. februar svarede MS og CCCDK på kritikken i et indspark på CSR.dk. Heri argumenterer de for, at så længe virksomhederne ikke fortæller, hvor de producerer deres varer og under hvilke forhold, så kan man som forbruger ikke træffe oplyste valg. Og at hvis virksomhederne gjorde det, så ville det frigive tid hos NGO’erne, som ikke længere behøvede at prøve at finde dokumentation for de udsagn virksomhederne selv kommer med om deres respekt for menneskerettighederne.
  
  MS og CCCDK’s indspark anerkender at FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv ikke stiller krav om åbne leverandørlister, men at man, hvis man følger dem, bør være åben om hvordan virksomhedens aktiviteter påvirker menneskerettighederne – og at det ikke praktiseres i den danske tøjbranche. NGO’erne fremhæver også, at OECD’s retningslinjer for multinationale selskabers samfundsansvar stiller krav om at levere passende bæredygtighedsinformation til forbrugerne.
   
• D. 2. februar blandede Dansk Erhverv sig i debatten med et indspark, hvor de bad om, at man ikke gravede grøfter, men i stedet fandt ud af hvordan man bedst muligt kan hjælpe virksomhederne med at navigere i CSR-kravene. Det, skriver Morten Lehmann, som er CSR-chef i Dansk Erhverv, gør man bedst ved at holde fast i traditionen for samarbejde på tværs af virksomheder og NGO’er. Dansk Erhverv lover selv at byde ind i den tradition ved at invitere til en debat sammen med Dansk Initiativ for Etisk Handel.  
   
• Sidste indspark på CSR.dk i sagaen i denne omgang var et svar fra Sune Skadegaard Thorsen, som forklarede at hans ærinde alene var at debattere om kravene om åbne leverandørlister var en nødvendig del af ansvarlig virksomhedsadfærd, eller om der var mere idé i at afkræve virksomhedernes implementering af FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.