Hjem grønne hjem
FSC Danmark udstiller på klimamessen The Copenhagen Climate Exchange det bæredygtige hus Home Green Home et hus som udelukkende består af bæredygtige materialer og produkter enten i forhold til funktion eller oprindelse.
Home Green Home, der består af 100 kvadratmeter bolig og 100 kvadratmeter have, kan opleves på The Copenhagen Climate Excange 3.-6. december i Øksnehallen i København. I huset kan man finde 100 bud på grønne løsninger til hus og have.
Det er faktisk nemt at bo og leve bæredygtigt, det kræver bare, at man ved, hvad man skal kigge efter, og det har vi givet et bud på med Home Green Home. Der er både økologiske fødevarer, energirigtige hårde hvidevarer, bæredygtige gulve og meget, meget mere. Det handler ikke om i morgen, om to måneder eller tre år. Det handler om, hvad man som forbruger kan gøre i dag, siger kommunikationsmedarbejder hos FSC Danmark Morten Husted Brodde.
Bag projektet står non-profit-organisationen FSC Danmark, MCH Messecenter Herning og designfirmaet Formatur, mens 45 virksomheder deltager med et eller flere produkter i huset.
-JR