EU siger farvel til tekstilafbrænding

EU er et skridt nærmere et forbud mod at brænde tekstiler af, der kan sælges eller genanvendes. Særligt ‘fast fashion’ og onlineshopping er en stor synder. Dansk Mode & Textil bakker op om forbuddet, men genkender ikke problemet i Danmark.

Foto: Klimakampen ApS

Størstedelen af danskerne foretrækker at handle online, og dankortet bruges især på tøj, sko og accessories. Hele 20 procent af det tøj, vi køber online, bliver sendt retur. Mange køber flere størrelser med hjem og sender de forkerte størrelser tilbage. Men her betaler klimaet en dyr regning.

En rapport fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at mellem 22 og 43 procent af det tøj, vi returnerer, bliver destrueret. Det svarer til svimlende 264.000-594.000 ton tekstiler til afbrænding i Europa – hvert år.

Ubrugt tøj ender på forbrændingen, fordi det er billigere for virksomhederne at destruere tøjet end at sælge det videre til nye kunder. Det skyldes både overforbrug og overproduktion.

Konceptet ‘fast fashion’ betegner tøjmærkers udbud af konstant nye, ofte billigt producerede kollektioner i dårlig kvalitet, som sælges til meget lave priser. Tøjet er ofte lavet i syntetiske materialer som polyester, fordi det er billigt at producere. Det presser priserne i bund og gør det muligt for virksomhederne at markedsføre konstante strømme af nye kollektioner.

Når du sender dit tøj retur, er moden derfor allerede skiftet og en ny kollektion er lanceret på webshoppen. Tøjproduktionen er tilmed så billig, at det ikke længere kan betale sig at håndtere, fragte og gensælge det ubrugte tøj. Den billigste løsning for virksomhederne bliver derfor at masseproducere mere tøj, end der kan nå at blive solgt, og destruere resten.

‘Fast fashion’ har vundet indpas herhjemme og bliver særligt markedsført over sociale medier. En britisk undersøgelse viser, at markedsføring står for 32 procent af hver enkelt persons udledning af drivhusgasser. Det betyder, at en tredjedel af din personlige udledning kommer fra produkter, du har købt, fordi du har været udsat for markedsføring. Markedsføring fører til mersalg, et stort forbrug og dermed øget CO₂ udledning for den enkelte. Flere tænketanke foreslår derfor forbud mod reklamer, der markedsfører klimaskadelige produkter.

Ny EU-lovgivning træder i kraft

I Danmark er der allerede forbud mod at destruere tekstiler, der stadig kan sælges eller sorteres. Ifølge affaldsbekendtgørelsen § 60 forpligter danske virksomheder sig til at sortere tekstilaffald, og forbrændingsanlæg skal afvise kunder, der vil have tekstiler til forbrænding.

Snart bliver lovgivningen skærpet på tværs af Europa. EU Parlamentet har netop godkendt et forbud mod destruktion af tekstiler, det såkaldte Ecodesign direktiv, der træder i kraft inden for 2-6 år. For danske virksomheder betyder det i første omgang et rapporteringskrav til EU.

I brancheforeningen Dansk Mode & Textil imødekommer man forordningen og anerkender, at “det europæiske spild er så stort, at det er bekymrende.” Bæredygtighedschef Marie Busck mener dog ikke, at problemet er stort i Danmark:

“I en dansk kontekst kan vi ikke genkende det billede, rapporten fra EU’s Miljøagentur tegner. Man skal dog huske, at der er tale om tal, der dækker hele Europa, og at der kan være store forskelle fra land til land,” uddyber hun.

Ecodesign direktivet afventer nu godkendelse fra EU Rådet, før forbuddet træder i kraft.

Shopping forbliver en miljøbelastning

Selvom lovgivningen gør det svært for tøjproducenter at destruere ubrugte tekstiler, køber vi fortsat for meget tøj.

Ifølge Ph.d. og lektor ved Designskolen Kolding, Else Skjold, bliver forbrugerne eksponeret for over 100 kollektioner om året. Det er primært ‘fast fashion’, der har accelereret produktion og salg. Overforbruget betyder, at 3 procent af hver enkelt danskers CO₂ udledning stammer fra tekstilindustrien. Tøjindkøb forbliver dermed en miljøbelastning:

“Man bruger Jordens naturressourcer, hvad enten man taler syntetiske, altså oliebaserede, fibre eller naturlige fibre,” fastslår hun til tænketanken Mandag Morgen.

Sådan tackler du ‘fast fashion’

Selvom EU-lovgivning er et vigtigt skridt mod bæredygtig håndtering af tekstiler, kan du selv gøre meget som forbruger. Klimakampen har samlet tre gode tips til et mere bæredygtigt tøjforbrug:

  • Læg pres på producenterne: Som forbruger har du stor indflydelse på, hvilke produkter der bliver produceret. Ved at købe tøj af god kvalitet, signalerer du til modeindustrien, at billigt tøj i syntetiske materialer ikke er efterspurgt på markedet. Du kan også efterspørge bæredygtige produkter eller forhøre dig om butikkernes klimaaftryk. På den måde fortæller du forhandlerne, at deres kunder efterspørger holdbare produkter med lavt CO₂ aftryk.
  • Vær kritisk: Hold dig kritisk over for markedsføring på sociale medier. Tøjmærker er eksperter i at lokke med rabatter, udsalg, gode tilbud og gratis returfragt. Køb kun det, du har brug for.
  • Køb mindre tøj: Køb hellere få stykker tøj af god kvalitet, som du bliver glad for i lang tid. Mange onlineforhandlere har desuden en størrelsesguide, så du køber den rigtige størrelse, og ikke behøves at sende flere varer retur.

17.06.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Sådan finder du et klimafællesskab

13.06.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Madspild er det usynlige klimaproblem

04.06.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Klimaet kalder på mindre madspild

15.05.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Tilmelding er nu åben til Klimakampen – September 2024

13.05.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Nudging hjælper danskerne til bedre klimavaner

08.05.2024Klimakampen ApS

Sponseret

Klimakampen skaber fællesskaber på arbejdspladsen