Går det godt i Glasgow? Eller…
Fem dage inde i det to uger lange klimatopmøde i Glasgow, også kendt som COP 26, er erklæringer og løfter mange. Men er det nok?
For alle der har været involveret i udarbejdelsen af en pressemeddelelse og ved, hvor mange kommaer og andre detaljer, der altid skal ændres i sådan en, så må det være tydeligt, at mange mennesker har haft rigtig travlt i tiden op til COP26. For den første uge har budt på en lind strøm af erklæringer, koalitioner og nye målsætninger fra både nationer og den private sektor.
Hvad lover de?
- 20 lande og institutioner lover ikke længere at finansiere investeringer i fossile brændsler i udlandet.
- 40 lande har skrevet under på en erklæring om at de vil udfase brugen af kul som energikilde, herunder 23 lande som ikke tidligere har forpligtet sig til at bygge og give tilladelse til nye kulværker.
- Flere end 100 lande med 85 procent af verdens skove inden for deres grænser har skrevet under på, at de vil stoppe afskovning og påbegynde genopbygning, bl.a. med støtte til udviklingslande.
- 105 lande har sluttet op om Global Methane Pledge, og dermed love at de vil reducere deres udledning af metangas med 30 procent i 2030 med 2020 som basisår for beregningen. Metangas er en superpotent drivhusgas, som accelererer den globale opvarmning.
- Omkring 70 procent af den globale økonomi har skrevet under på ”The Glasgow Breakthrough Agenda”, hvor de forpligter sig til at udvikle fælles standarder og koordinere investeringer, så man hurtigere når det punkt, hvor grøn teknologi bliver tilgængeligt for alle – og billigere end fossil-drevne alternativer.
- Den globale alliance af finansielle institutioner, som arbejder for net-zero, kan ved COP26 melde, at de nu dækker aktiver for mere end 130 trillioner dollar, som er omkring 40% af verdens finansielle aktiver. De efterlyser dog flere projekter og virksomheder at investere i.
- The Bezos Earth Fund, Ikea Foundation og Rockefeller Foundation lancerede en ny alliance hvor de sammen med udvalgte investeringsbanker vil mobilisere 100 milliarder dollar til investeringer i vedvarende energi, andre low-carbon teknologier og grønne jobs. Samarbejdet hedder ”Global Energy Alliance for People and Planet” (GEAPP).
Hovedparten af dem handler om udfasningen af fossile brændstoffer og afledte CO2-udledninger, og den seneste melding fra det Internationale Energiagentur er, at hvis alle løfter og erklæringer overholdes så vil det begrænse den globale opvarmning til 1,8 grader i 2100. Se eksempler på dem i faktaboksen.
Det er der, ifølge IEA’s øverste chef, Fatih Birol, god grund til at glæde sig over, for det er første gang nogensinde, at de samlede løfter og planer meldt ind faktisk holder opvarmningen under 2 grader.
For lidt kortsigtet handling
Det næste IEA siger, trækker dog ganske meget fra glæden over de 1,8 grader. De skriver:
Læs også: Danmark og Mærsk kræver klimaneutral søfart i 2050
”1,8 grader er stadig over Paris-aftalens mål om at begrænse global opvarmning til godt under 2 grader og iværksætte tiltag der holder den på 1,5 grader. Forskere er kommet med klare advarsler om de store risici forbinudet med at bryde gennem 1,5 grader. … Selv når man indregner de nye forpligtelser er det stadig for lidt til at holde døren til 1,5 grader åben. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal udledninger reduceres hurtigt mellem nu og 2030. Men de nuværende løfter efterlader os med et 70 procents underskud på mængden af udledninger vi har brug for inden 2030. Regeringer kommer med store løfter for fremtiden, men den kortsigtede handler er stadig utilstrækkelig.”
Mere malurt
Pokkers også. Og det stopper ikke her. For der er noget, der trækker fra på mange af de initiativer, som fremgår af listen i faktaboksen.
F.eks. siger Indonesien, verdens største producent af palmeolie, at de kun har lovet at holder deres andel af skov stabil inden for tidsrammen, så skov kan stadig fældes, mens Brasilien siger, at de kun vil arbejde for at begrænse ulovlig skovning.
Kulaftalerne viser sig tilsvarende at have huller, så lande som Polen og Indonesien kan fortsætte med at bygge nye faciliteter inden for egne grænser – og ikke mindst viser en opgørelse, at langt hovedparten af verdens kulforbrug står uden for den aftale.
Den anden COP 26-uge er der slaget om de store, fælles politiske aftaler skal stå. Det betyder bl.a. diskussioner af afgift på CO2, men det er svært at forestille sig, at der kommer en aftale om, en global en af slagsen. Uanset hvor meget den private sektor beder om den.
